Debat

VedvarendeEnergi til LA: Såkaldte klimakrigere lader ikke hånt om vækst

DEBAT: Liberal Alliances klimaordfører er "dødtræt af klimakrigernes retorik". Men klimatilpasninger kan sagtens gå hånd i hånd med vækst, skriver Sigrid Soelberg Vestergaard. Faktisk handler klimakampen netop om, at alle har ret til velstand.

Klimamarch i København forud for COP21 i 2015.
Klimamarch i København forud for COP21 i 2015.Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sigrid Soelberg Vestergaard
Kampagneleder i VedvarendeEnergi

Carsten Bach, klima- og energiordfører for Liberal Alliance, skitserer i sit indlæg "Jeg er dødtræt af klimakrigernes retorik" et Danmark, der består af tre befolkningsgrupper, klimakrigerne, klimaskeptikerne og dem midt imellem. Målet med debatindlægget synes at være en irettesættelse af klimakrigernes retorik, hvor Carsten Bach virker særligt træt af, at ”hvis man ikke er villig til at lade komplet hånt om økonomisk vækst og personlig frihed”, så bliver man af klimakrigerne opfattet som ignorant.

Som repræsentant for en organisation fuld af såkaldte klimakrigere vil jeg gerne forklare Carsten Bach vores bevæggrunde for så brændende at advokere for akut klimahandling. Jeg vil også gerne argumentere for, hvorfor vi ikke kan vente – men hvordan akut klimahandling faktisk godt kan gå hånd i hånd med vækst og velstand i det danske samfund.

Global uretfærdighed
Først til vores brændende engagement, Carsten så fint beskriver som en projektør, vi vender lige ind i ansigtet på resten af verden. Klimakrigernes projektør handler ikke om manglende interesse for velstand og vækst, men om at alle har ret til velstand og vækst.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Andre steder i verden er klimaforandringer ikke et fremtidigt scenarie, men barsk virkelighed, hvor særligt sårbare befolkningsgrupper i udviklingslande bliver hårdt ramt. Jeg har interviewet unge burkinere i en landsby i det sydlige Burkina Faso, som er et af de lande, der rammes hårdest af klimaforandringer. De kunne fortælle, hvordan klimaforandringerne bremser en ellers positiv udvikling; regnsæsonen kommer forskudt og er kortere, der er færre afgrøder, mindre at sælge på markedet, mindre indtjening, og familierne har ikke længere råd til børnenes skolegang.

Det er global uretfærdighed, at de mennesker, som rammes hårdest, ikke er dem, der har forårsaget klimaforandringerne. For klimakrigerne bunder den skarpe projektør i, at menneskeliv er på spil.

Det er global uretfærdighed, at de mennesker, som rammes hårdest, ikke er dem, der har forårsaget klimaforandringerne.

Sigrid Soelberg Vestergaard
Kampagneleder i VedvarendeEnergi

Klimaplanen bidrager ikke
Dernæst: Vi skal bestemt ikke lade hånt om økonomisk vækst og velstand, men arbejde frem mod en bæredygtig verden, hvor alle FN's verdensmål er indfriet. For et land som Danmark betyder det, at vi skal reducere vores CO2-udledning markant. Ikke bare inden 2090, men nu.

Det er desværre ikke nok at anerkende, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Det er vigtigt også at anerkende, at det er vores ansvar at bremse dem. Den nyeste rapport fra FN's klimapanel viser helt konkret, hvor meget, vi skal reducere vores CO2-udledning, hvis den globale opvarmning skal holde sig under den afgørende 1,5 grads stigning. Det kommer Danmark ikke til at bidrage til med den klimaplan, regeringen netop har offentliggjort.

Velstand hånd i hånd med bæredygtighed
Nu er klimakrigere, som de fleste mennesker, forskellige. De klimakrigere, jeg arbejder sammen med i både Danmark, Kenya, Mozambique, Uganda og Burkina Faso, er lydhøre over for argumenter om velstand og vækst. Det skal bare gå hånd i hånd med bæredygtig udvikling.

Nok skal vi i Danmark køre elbil frem for diesel, genbruge mere, flyve mindre i vores ferier, spise mere plantebaseret og omstille vores energisystem til vedvarende energi. Men vores bud er, at gennemføres ændringerne på en måde, hvor den danske befolkning har mulighed for at deltage og bidrage, vil vi fortsat have velfærd og personlig frihed i mindst samme grad som i dag. Uanset om vi er klimakrigere, skeptikere eller midt imellem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Bach

MF (LA)
cand.scient. i anvendt kvartærgeologi (Aarhus Uni. 2003)

0:000:00