Venstre: Socialdemokratiet bør stoppe det grønne hykleri

DEBAT: En optælling viser, at socialdemokraterne i 90 procent af tilfældene stemmer sammen med Venstre i klima- og energispørgsmål. Derfor er det da også tom luft, når partiet påstår, at regeringen fører sort politik, mener Erling Bonnesen (V).

Af Erling Bonnesen (V)
Miljø- og fødevareordfører

Socialdemokratiets misvisende anklager om, at regeringen er sort, er efterhånden en gammel traver. Og som bekendt bliver en usandhed ikke mere rigtig af, at man gentager det. Tværtimod klinger beskyldningerne hult, når Socialdemokratiet i langt de fleste tilfælde stemmer sammen med Venstre på miljø-, natur-, energi- og klimaområdet.

Vi er naturligvis glade for et bredt politisk flertal bag vores politik, men jeg synes, at det er ærgerligt, at Socialdemokratiet fremfører beskyldninger, der ikke stemmer overens med virkeligheden. I stedet for at kalde regeringen sort, skulle Socialdemokratiet hellere glæde sig over vores samarbejde på området.

I Venstre mener vi, det er vigtigt at sikre vores fælles natur, passe på klimaet og værne om det miljø, vi bor og lever i. Det har vi vist med den politik, vi fører.

Danmarkshistoriens grønneste energiaftale
Tidligere i år indgik vi den grønneste energiaftale i danmarkshistorien – sammen med Socialdemokratiet og resten af Folketingets partier. Med aftalen investerer vi massivt i den grønne omstilling, og det baner vejen for, at hele Danmarks elforbrug vil blive dækket af grøn strøm i 2030.

Aftalen sikrer tre nye havvindmølleparker, der alene vil kunne dække mere end alle danske husstandes strømforbrug. Vi lemper de højeste elafgifter i EU for at sikre, at vi bruger mere af den grønne energi, som vi producerer.

Jeg er glad for det samarbejde, vi har med Socialdemokratiet, som har stemt sammen med os 91 procent af gangene, når det drejer sig om klima og energi.

Økologi, pesticider og biodiversitet
Også på miljø- og naturområdet arbejder regeringen ambitiøst for et grønnere Danmark. Igennem de seneste to år har regeringen givet økonomisk støtte til, at et areal, der svarer til omkring 150 fodboldbaner, hver eneste dag er blevet omlagt fra konventionel landbrugsjord til økologisk.

Vi har udvidet pantordningen, så der genanvendes endnu mere, og så mindre skrald forhåbentligt havner i naturen. Aftalen om pesticidstrategien, hvor Socialdemokratiet i øvrigt er med, indeholder en række indsatser til beskyttelse af grundvandet. Og i Naturpakken afsatte vi over 360 millioner til blandt andet at standse tilbagegangen i biodiversiteten. Vi har allerede udpeget 10.000 hektar til urørt skov. Til sammenligning blev det kun til 500 hektar under den tidligere SR-regering.

Det lader til, at Socialdemokratiet ikke kan se skoven for bare træer, når de kalder regeringen sort. Glædeligt er det, at de alligevel lægger stemmer til Venstres miljø- og naturpolitik omkring 80 procent af gangene.

Stop de falske beskyldninger
Venstre og regeringen er langt fra færdig med at gøre Danmark grønnere. Inden længe kommer vi med vores klimaudspil, der skal sikre mindre CO2-udledning i de ikke-kvotebelagte sektorer og mindre luftforurening.

Vi har allerede slået fast, at vi ønsker at stoppe salget af benzin- og dieselbiler i 2030. Det er ambitiøst. Det er grønt. Til sammenligning kommer Socialdemokratiet med tomme løfter om 75.000 hektar urørt skov og en halv million elbiler. Men hvis man ikke ved, hvordan man vil finansiere det, eller hvad det vil koste, ender løfterne med at blive varm luft. Det får ikke Danmark i en grønnere retning.

Vi har en lang liste af konkrete og ambitiøse tiltag, som vi allerede har gennemført. Og modsat Socialdemokratiet har vi valgt at finde finansieringen til vores grønne visioner. Vi nøjes ikke med at drømme.

Vi skaber gode, grønne resultater, og jeg håber, at Socialdemokratiet også fremover vil være med og stemme sammen med Venstre.

Socialdemokratiet bør derfor stoppe med de falske beskyldninger. Venstre og regeringen sikrer, at Danmark har den grønne førertrøje på.

Forrige artikel Forskere: Honningproduktion truer de vilde bier Forskere: Honningproduktion truer de vilde bier Næste artikel LA-ordfører: Jeg er dødtræt af klimakrigernes retorik LA-ordfører: Jeg er dødtræt af klimakrigernes retorik
  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Klimalim

    Nu skal der snart være valg og derfor har man i Folketinget smurt medlemmernes stolesæder med KLIMALIM, så de kan blive siddende efter valget

  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Regeringens klimaspin

    Den mest rammende beskrivelse af regeringens klimapolitik er Ingeniørens overskrift citat: 80 pct. »varm luft og kreativ bogføring«: Klimaplan i modvind fra første fløjt
    https://ing.dk/artikel/80-pct-varm-luft-kreativ-bogfoering-klimaplan-modvind-foerste-floejt-214959

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Alle planer om CO2-reduktion uden A-kraft er hykleri

    Hvis politikerne havde holdt hovedet koldt dengang i 80-erne hvor A-kraftdebatten blev helt hysterisk, og havde holdt fast i at Danmark skulle have et par A-kraftværker, havde de stået der nu, og det danske CO2-regnskab med emission havde været både smukt og måske også næsten acceptabelt.

    Men politikeren løb efter en oppisket folkestemning, og nu konkurrerer partierne om "klimaplaner" der alle har indbygget velfærdsforringelser.

    Mindre protein, mere grød, dårligere biler og trafik, manglende skatteindtægter, kolde og klamme huse og elendigt tøj lavet af papir og gamle klude.

    Men disse konsekvenser taler ingen om, så al tale om afgørende mindre CO2-emission i Danmark er hykleri, medmindre A-kraften og øget elektrificering overalt tages med.

    Næsten alle bare nogenlunde civiliserede lande har det - undtagenet Danmark. Tankevækkende og dumt.

  • Anmeld

    Lisbeth Sørensen

    At bondeV ønsker en anti-klima agenda er da en sandhed. Og tak for at sige det åbenbart. I er jo fossile?

    At S støtter V og og de andre borgerliges sorte klima dagsorden, der er ved at tage livet af os alle, er en absolut ommer..

    Under Nyrup var der massive røde investeringer i grøn-rød energi. Hvis investeringerne var fortsat på samme niveau, var DK nu fossil fri i energi.

    Men nej, de fossile blå kom til magten i 2001, og ødelagde den Danske fremtid . Her som i alle andre forhold.

    Disse fossile borgerlige startet straks med at støtte mæersk og gav dem utallige milliarder i skattelettelser. Vi lever stadig under de manglende penge, såvel som forgiftningen.

    De modbydelige venstreborgere, har ikke tanke for fremtiden, kun i morgen. Og dette har de bevist siden 2001, hvor de totalt har smadret vores alles Danmark. Hvem vil være i stue med en venstreborger-borgerlig? Ikke mig ihvertfald. De er afskum allesammen.

  • Anmeld

    Niels Jørgen Langkilde · Direktør, fhv MF

    Der skal samles - ikke spredes

    Lisbeth Sørensen, hvis vi skal have løst klimaproblemerne, miljøproblemerne og sundhedsproblemerne, så er det ikke konstruktivt at komme med den slags indlæg.
    Regeringen er kommet med et klima- og luftforureningsoplæg. Fint. Det kan blive bedre. Tal det op i stedet for at tale det ned. Kom med gode forslag. Miljøpolitikken er noget at det mest vellykkede i international politik. Ikke nok er nået - slet ikke, men mere end på andre områder. Og tak for det. EU er igen i dag kommet med gode udspil, og regeringen har indgået forlig med Det Radikale Venstre og DF om en række gode initiativer inden for cirkulær økonomi. Hjælp til, hvis du ønsker grønt. At ødelægge arbejdet bygger næppe noget godt op.

  • Anmeld

    Lisbeth Sørensen

    Niels jørgens ukonstruktive partpolitiske indlæg...

    Er ikke brugbar i debatten om klima..

    Den siddende regering har forårsaget at DK fuldstændigt har kørt over for rødt, mht. at cashe in herpå. Vi var ellers verdens bedst rustet hertil. De stoppet alle grønne investeringer nær i 2001, da de kom til magten. Og har fortsat ufortrødent i deres fossile interesse i at ødelægge enhver Dansk fremtid.

    Nu hvor Maersk har solgt maersk oil til Frankrig, er der kommet lidt helt nye boller på suppen. DK ejer reelt meget lidt af vores egen olie nu. Den er solgt til udlandet, via den siddende forbryderiske regering.

    Det første de gjorde var at give massive skattelettelser til dem. Sidste nye skattelettelse på millliarder af milliarder af kroner i tyra feltet. Dage før at Maersk frasolgte deres andel til Total. Uafbrudt den samme fossile købte dagsorden fra jer sorte fossile..

    Saml nu DK. En olie og mineral fond nu som Norge. Alle olie og mineral forekomster i Dk-Grønland-Færøerne samles under en statslig fond. Ingen privat ejere.

    Danskerne ejer deres egen jord og mineraler, ikke de fossile blå i top 1%.

    Lad os få vores land og rigdom til folket. Danmark for Danskere. Ikke borgerlige i skotland i skattely..

    Socialisme