Seniorforskere: EU-direktivets energikrav er ikke en trussel mod bevaringsværdige etageboliger

EU’s forslag til revision af bygningsdirektivet skal medvirke til at reducere CO2-udledningen med mindst 55 procent inden 2030. Det skal samtidig medvirke til at gøre bygningsmassen CO2-neutral i 2050. Kravene er ikke bare ambitioner, men bundet op på EU’s klimalov.

Som noget nyt stilles der krav til eksisterende bygninger, idet der lægges op til, at 15 procent af de dårligste ejendomme skal hæves med mindst ét trin inden 2030. For eksempel fra et G-mærke til et F-mærke.

Dette er blevet kritiseret for at være uambitiøst i forhold til nogle krav i et tidligere udkast, der krævede et energimærke på mindst E for alle beboelsesejendomme inden 2030.

Spørgsmålet er, om krav om bedre energimærker, som mange frygter, vil påvirke arkitekturen af bevaringsværdige bygninger negativt?

I et igangværende forskningsprojekt støttet af Grundejernes Investeringsfond undersøger vi derfor, hvordan bevaringsværdige beboelsesejendomme klarer sig energimæssigt, og hvad der hidtil er gjort for at energioptimere dem.

De foreløbige resultater viser, at de bevaringsværdige bygninger klarer sig godt sammenlignet med beboelsesejendomme som helhed. Ud af de små 100.000 etageboligbygninger i Danmark  er de 72.000 med i SAVE-registeret. Her viser det sig, at 20.000 har opnået en høj SAVE-værdi, det vil sige en værdi på mellem et og fire.

Ingen store renoveringer
92 procent af disse bygninger ligger i landets fire store kommuner. Det vil sige København, Frederiksberg, Aarhus og Aalborg. Selvom SAVE-registeret ikke er fuldstændigt dækkende, fordi mange kommuner ikke har opdateret det, skønnes det alligevel at være et godt udgangspunkt for at vurdere sammenhængen mellem bevaringsværdier og energiforhold.

Vores foreløbige undersøgelser viser, at energistandarden blandt bevaringsværdige beboelsesejendomme opført før 1950 er god. Ved at sammenkøre SAVE-registeret og Energimærkeregisteret viser det sig nemlig, at de 89 procent af ejendommene, der har en SAVE-værdi på mellem et og fire (som normalt regnes som bevaringsværdige bygninger), samtidig har et energimærke på E eller derover.

Strategisk bør man understøtte indsatsen med ”de små skridt” som en vej til et bedre energimærke

Jesper Ole Jensen og Ole Michael Jensen
Seniorforskere ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet

Derudover har 19 procent af ejendommene et energimærke C, hvilket normalt kun nyere ejendomme opnår. I det perspektiv kan direktivets forslag til minimumskrav inden 2030 ikke anses som særligt krævende.

Vi har ikke fundet eksempler på, at de gode energimærker er opnået ved hjælp af udvendig efterisolering; noget, der ellers ses som en alvorlig trussel mod bygningers bevaringsværdig.

Tværtimod er de gode energimærker opnået uden store gennemgribende renoveringer. Der er i stedet foretaget trinvise udskiftninger og energiforbedringer af vinduer, tag, terrændæk, varmeanlæg med mere.

For de få ejendomme, der har opnået energimærke B og A, er der typisk tale om tilbygninger eller transformationer af bygningerne, som i sagens natur indebærer væsentlige forandringer i arkitekturen.

Kravene kunne sættes højere
I eksempelsamlinger og gennem henvendelse til rådgivere, bevaringsarkitekter, kommuner med flere, har vi søgt efter ”fyrtårne”, der repræsenterer omfattende og gennemgribende energirenoveringer. De renoveringer kaldes også deep renovations, men vi har ikke fundet dem i kategorien af bevaringsværdige bygninger.

Det kan skyldes, at de offentlige byfornyelsesmidler i de senere år er flyttet fra de større til de mindre byer i landets yderkommuner, selvom også andre ting kan spille ind.

Et godt energimærke indikerer et lavt energiforbrug. Således bruger bevaringsværdige ejendomme med energimærke C 20 KWh/m2 mindre end ejendomme med energimærke E og F. Et løft af de omkring 30 procent af ejendommene, der har et energimærke E eller F til et energimærke C, ville med andre ord give en besparelse på 15 procent.

Kravene i EU-direktivet kunne således sættes væsentligt højere, uden at det ville få konsekvenser for bevaringsværdig og bygningskultur. I hvert fald når det gælder danske etageboligejendomme.