Minoritetsforening: Ngo'er har også ansvar, når Mohammed skal sende dobbelt så mange ansøgninger som Martin

Jobbet går til dem, der har foden indenfor

Vi bliver nødt til at tage denne virkelighed alvorligt. Diskrimination koster ikke kun den enkelte dyrt. Det koster os alle.

Som ngo'er går vi glip af talent, idéer og erfaringer, som kunne være med til at løse de komplekse samfundsopgaver, vi står over for.

Det kan og skal vi gøre bedre.

Vi har en tendens til at tro, at ansættelsesprocesser er objektive, og at vi derfor udvælger den bedste kandidat til jobbet.

Men undersøgelser viser, at ubevidste bias spiller en stor rolle i, hvem der bliver inviteret til samtale, og hvem der bliver fravalgt allerede på baggrund af et navn.

Mange rekrutterer stadig gennem netværk, hvor dem, der ligner os selv, har lettere ved at få foden indenfor. 

Jeg taler jævnligt med mennesker, der har oplevet dette på egen krop.

Adgangskort til arbejdsmarkedet 

En mor fortalte mig, hvordan hendes søn skiftede sit navn fra Mohammed til David og først derefter begyndte at blive kaldt til jobsamtaler.

Nu vil hendes yngste søn også skifte navn. Er det virkelig sådan, vi vil have det danske civilsamfund skal fungere?

Vi står over for et valg: Vil vi vende den anden kind til – eller tage ansvar?

Det kræver, at vi anerkender diskriminationen og handler på den. Som civilsamfund må vi stå for det rummelige arbejdsmarked, vi selv prædiker – også i egne rækker.

Det gælder også os.

I Foreningen Lige Adgang er vi desværre selv langt fra at afspejle det samfund, vi er en del af. Det her er også en kærlig påmindelse til os selv.

Adgangen til arbejdsmarkedet må ikke afhænge af et navn, en kørestol eller en social klasse. Det er på høje tid, at vi lever op til vores egne værdier. Vi har ganske enkelt ikke råd til andet.