Studerende: Det er urealistisk, at ngo'er kan inkludere alle

Berøringsangst spænder ben

I 2015 lovede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen ved FN's Generalforsamling, at Danmark ville gøre sin del for at opnå verdensmålene.

Ét af disse mål, delmål 10.2, kræver, at alle inden 2030, uanset alder, køn, handicap, race, etnicitet, oprindelse, religion eller økonomisk eller anden status i højere grad inddrages i sociale, økonomiske og politiske beslutningsprocesser.

Dette mål taler ind i civilsamfundets rolle, da civilsamfundet for mange er en væsentlig vej til at opnå indflydelse.

Dengang kom en række civilsamfundsorganisationer med anbefalinger til, hvordan Danmark kunne indfri løfterne.

Der mangler offentlig støtte og faste rammer for at gøre inklusion til en reel praksis i civilsamfundet.

Thit Malherbes Ingwersen og Celine Vendel
Nyuddannede civilsamfundsudviklere, VIA UC

Både Løkkes udtalelser og anbefalingerne fra civilsamfundet gør det klart: Øget inklusion er et politisk krav, ikke bare et ideal.

Alligevel ser man ofte i civilsamfundet, at mangfoldighed stadig opfattes som "nice to have" frem for "need to have".

Det er primært de ressourcestærke organisationer, der kan prioritere inklusionsarbejdet.

Der mangler offentlig støtte og faste rammer for at gøre inklusion til en reel praksis i civilsamfundet, der lever op til både nationale og internationale forpligtelser.

Det kan dog være svært at finde rundt i de forpligtelser, der medfølger, når organisationen og omverden forventer, at man arbejder med inklusion.

Der er udfordringer i at være inkluderende, men det er ubehageligt at tale om. Det er et værdipres, hvor idealer som inklusion og rummelighed fremstår nærmest ukrænkelige, og afvigelser fra idealerne kan opfattes som politisk ukorrekte.

Det skaber en tavshedskultur og berøringsangst, når den offentlige samtale primært har fokuseret på, hvordan civilsamfundet skal blive bedre til at inkludere, mens de strukturelle begrænsninger i organisationernes hverdag sjældent bliver italesat.

Der mangler en forståelse af, hvad det kræver at balancere idealer om rummelighed med virkeligheden ude i organisationerne.

Inklusion er en vægtskål

Det kan være vanskeligt at erkende, at virkeligheden er mere kompleks end de idealer, man ønsker at leve op til, og det urealistiske ved at være 100 procent inkluderende ender med at blive en form for symbolpolitik, et ideal man gentager, men sjældent diskuterer kritisk.

Sandheden er, at civilsamfundsorganisationer må prioritere organisationens bæredygtighed, kvaliteten af arbejdet og det overordnede frivillige fællesskab.

Denne prioritering resulterer ofte i nedprioritering af inklusion og mangfoldighed blandt frivillige.

Arbejdet med at inkludere frivillige, der kræver ressourcer, er en vægtskål, der skal balanceres.

Thit Malherbes Ingwersen og Celine Vendel
Nyuddannede civilsamfundsudviklere, VIA UC

Hensyn til helheden skal veje tungere end idealet om ubetinget at inkludere alle på en måde, der giver plus på "fællesskabskontoen".

Den enkelte frivillige skal sætte mere ind på kontoen, end de tager ud for ikke at belaste helheden.

Arbejdet med at inkludere frivillige, der kræver ressourcer, er en vægtskål, der skal balanceres, for det handler om at kunne levere på arbejdsopgaverne og/eller bidrage positivt ind i fællesskabet.

Inklusion skal ikke være et enten-eller, men bør være en løbende vurdering af, hvem, der kan inkluderes og til hvilken pris.

Det kan skabe øget arbejdsbyrde og frustration for frivilligfællesskabet, når en frivillig ikke bidrager, og det er derfor nødvendigt og legitimt at afskedige/afvise en frivillig.

Her handler det om ikke at ekskludere for bare nemheds skyld, men om at bevare den balance, der får det hele til at løbe rundt. Ressourcetunge frivillige kan og bør inkluderes, hvis de bidrager positivt til fællesskabet.

Kan de ikke løfte opgaveløsningen, kan arbejdsbyrden godt "tåle" det, hvis de bidrager på anden vis.

Her bliver organisationernes ledelsesopgaver komplekse: De skal både fastholde rummelighed som ideal og samtidig sikre, at fællesskabet består som funktion. Det bør ikke være et spørgsmål om at udelukke, men om at skabe rammer, der er realistiske for både fællesskabets og den enkeltes succes.

Mere diversitet kræver ressourcer

Hvad kan civilsamfundet gøre for at styrke inklusion uden at undergrave sin egen bæredygtighed?

Et bud er at arbejde med former for samarbejde, for eksempel med offentlige aktører. En anden mulighed er, at civilsamfundet selv arbejder med at blive bevidst om og tydeliggøre de grundlag, de afviser frivillige på.

Det kunne indebære udvikling af refleksionsværktøjer, kollegiale sparring og åbne fora, hvor organisationer kan dele erfaringer og drøfte gråzoner.

At sige nej til en frivillig er ikke nødvendigvis et udtryk for diskrimination.

Thit Malherbes Ingwersen og Celine Vendel
Nyuddannede civilsamfundsudviklere, VIA UC

Det kunne for eksempel være frivilligledernetværk, seminarer, skriftlige retningslinjer som et code of conduct.

På den måde kan organisationerne arbejde sig væk fra tavshed og berøringsangst og i stedet skabe plads til en mere ærlig og lærende praksis, hvor inklusion ikke forstås som et enten-eller, men som et spektrum af afvejninger og tilpasninger.

Organisationerne mangler både sprog, redskaber og sociale rum, hvor det er legitimt at drøfte de ubehagelige afvejninger, der må træffes.

I foråret udkom Altingets temadebat "Hvorfor skranter diversiteten i civilsamfundet?".

Her lød et klart budskab om, at civilsamfundet skal tage et større ansvar for mangfoldigheden og sikre, at fællesskaber skal blive inkluderende for alle gennem bedre ledelse, øget bevidsthed og større selvrefleksion.

Flere af debatindlæggene pegede på, at hvis diversitet ikke opnås, skyldes det først og fremmest manglende vilje, mod eller prioritering.

Disse udtalelser kom fra nogle af de største civilsamfundsorganisationer i Danmark, som har ressourcerne til at prioritere inklusion.

Nytter ikke at pege fingre

I vores arbejde med civilsamfundet ser vi i modsætning til dette, at inklusion sjældent er et spørgsmål om vilje, men ofte et spørgsmål om kapacitet, ansvar og bæredygtighed.

At sige nej til en frivillig er ikke nødvendigvis et udtryk for diskrimination, men kan være en legitim og nødvendig prioritering, der beskytter kerneopgaver, kvalitet og fællesskab.

Organisationerne er sat i verden for at løfte konkrete opgaver, ofte under knappe ressourcer og med vidt forskellige mål.

Det er ikke civilsamfundets primære opgave at kompensere for samfundets strukturelle uligheder. Inklusion kan være en central værdi, men det bør ikke gøres til et universelt krav.

Vi foreslår derfor en mere nuanceret debat om inklusion: én, hvor man både anerkender værdien af mangfoldighed, men også respekterer, at ikke alle organisationer kan eller skal rumme alle.

Vi skal turde at tale åbent om udfordringerne ved mangfoldighed og inklusion i stedet for at pege fingre. Først dér kan vi arbejde mod et bæredygtigt og inkluderende civilsamfund.