Ældre Sagen: Politisk mod er den største mangelvare for det pressede sundhedsvæsen

Sæt patienten i centrum. Lyt til patientens behov. Skab sammenhæng med en tovholder. Tæt samarbejde mellem sundhedsvæsenets parter i region og kommune forebygger indlæggelser og genindlæggelser.

"Når det er en ny hver gang, så føler man lidt, man er en kastebold. Man ser to til tre forskellige, og de har hver deres mening og hver deres svar – det giver altså utryghed, det gør," fortæller Per på 82 år efter ophold på lungemedicinsk afdeling.

Vi nærmer os lige nu regeringens varslede udspil til en sundhedsreform og står over for, at rammerne for fremtidens sundhedsvæsen skal forhandles i Folketinget.

Udgangspunkt i patienten

Der er brug for en sundhedsaftale, der tager udgangspunkt i patienternes behov. Lige nu afhænger behandlingstilbud af, hvor man bor. Og det gælder også samarbejdet på tværs af kommune og region om at forebygge patientens indlæggelser og genindlæggelser.

Ældre Sagen savner ensartede krav til kvalitet og kompetencer på tværs af kommuner og regioner. Der er gode eksempler forskellige steder i landet, som politikerne kan lade sig inspirere af:

I Region Hovedstaden har hospitalsafdelingen et behandlingsansvar 72 timer efter, at patienten bliver udskrevet fra hospitalet til en midlertidig kommunal døgnplads. Patienterne kan altså være trygge ved, at medicin og behandling koordineres af sundhedspersonalet, uanset hvor man befinder sig som patient.

I Odense er der gennemført et pilotprojekt, hvor både en hospitalslæge og en kommunal akutsygeplejerske rykker ud, når der kommer et opkald om ambulance til en plejehjemsbeboer. I 91,6 procent af 330 udkald var konklusionen, at beboeren ikke behøvede en tur på hospitalet, men kunne blive i sine vante rammer og få videre behandling der.

Ældre Sagen savner ensartede krav til kvalitet og kompetencer på tværs af kommuner og regioner

Bjarne Hastrup
Administrerende direktør, Ældre Sagen

I Kolding har plejehjemspatienter lavere risiko for efterfølgende sygdom og genindlæggelse efter hoftebrud, fordi sygehus og akutsygeplejen har et tæt samarbejde om opfølgning.

I Silkeborg mærker KOL-patienter trygheden i behandlingen ved, at de har en ’ åben indlæggelse’ på sygehuset. Det betyder, at både de selv, plejepersonalet og egen læge altid kan kontakte afdelingen på sygehuset for at afklare akut opståede helbredsproblemer. Afdelingen kender patienten og kan hurtigt tage stilling til, om der er behov for indlæggelse eller ej. Og patienten skal ikke begynde forfra som et nyt nummer i akutmodtagelsen.

I Aarhus kan ældre patienter, der har været indlagt på afdelingen for ældresygdomme, blive tilbudt opfølgende hjemmebesøg, så der eksempelvis kommer styr på medicinen. Samlet set har det vist sig at være en rigtig god løsning for at forebygge genindlæggelser.

Landsdækkende indsatser vil skabe forbedringer

De færreste er klar over, hvor vigtigt den form for opfølgning er. Men får man tilbud om opfølgende hjemmebesøg, så skal man føle sig heldig. Dem, der ikke får tilbuddet, er i højere risiko for genindlæggelse.

Heldigvis ved både det sundhedsfaglige personale og planlæggere i sundhedsvæsenet godt de her ting. Der er lokalt afprøvet en række indsatser, der viser, at man ved tæt samarbejde mellem sygehus, kommune og almen praksis godt kan forebygge indlæggelser og genindlæggelser.

Vi mangler bare, at politikerne har modet til at aftale landsdækkende indsatser og ensartede krav til kvalitet og kompetencer i fremtidens sundhedsvæsen.  

Patienter skal uanset bopæl kunne være trygge ved deres behandling og så vidt muligt undgå behov for akut genindlæggelse.