Ergoterapeuter: Rehabilitering skal ikke tage udgangspunkt i diagnosen
DEBAT: I sundhedsvæsenet er der brug for mere plads til den faglige kliniske vurdering af, hvad den enkelte reelt har brug for, end hvad systemet som standard kan tilbyde, mener Ergoterapeutforeningen.
Af Tina Nør Langager
Formand, Ergoterapeutforeningen
Når Sundhedsstyrelsen bliver bedt om at stå i spidsen for et eftersyn af et udvalgt diagnoseområde, er det mere reglen end undtagelsen, at der peges på behovet for øget kvalitet og sammenhæng i sundhedsvæsenet og på tværs af forvaltningsområder i kommunerne som årsag.
Bag ved dette ligger der ofte et utal af fortællinger om borgere, der er blevet klemt mellem systemer, som ikke formår at samarbejde om borgerens tilbagevenden til et meningsfuldt hverdagsliv.
På den baggrund stiller Ergoterapeutforeningen sig gerne forrest i koret af tilhængere for bindende faglige standarder og kliniske retningslinjer til kommunernes rehabiliteringstilbud.
Debatindlæg kan sendes til [email protected]
Der er brug for en øget kvalitetsgaranti for borgerne, uanset hvor de bor. Men standarder kan ikke stå alene.
Der er også behov for strategisk implementering og koordinering.
Hvorfor er det så svært at tage udgangspunkt i individet i stedet for i diagnosen?
Tina Nør Langager, Formand, Ergoterapeutforeningen
Brug for at se på det enkeltes behov
Det kan undre, at den viden, som vi har i dag, ikke bliver implementeret, når vi allerede ved, hvad der skal til.
Hvorfor er det så svært at tage udgangspunkt i individet i stedet for i diagnosen?
To borgere med lungesygdommen KOL kan eksempelvis have vidt forskellig funktionsevne og behov for strategier til at mestre hverdagen.
Det handler i sin enkelthed om, at borgeren får den rehabilitering, som giver mening i forhold til at nå egne mål.
Der er i dagens sundhedsvæsen brug for mere tid til samtalen og plads til den faglige kliniske vurdering af, hvad det enkelte menneske reelt har brug for, i stedet for at se på, hvad systemet som standard kan tilbyde.
Indsatserne skal koordineres
Vi skal også blive meget bedre til at koordinere indsatserne, så de i højere grad gives samlet og ikke hver for sig som nu.
Uanset om borgeren er blevet akut syg, er kroniker eller stressramt, er der brug for tværfaglige indsatser, som går på tværs af kommunale sundheds-, social- og beskæftigelsesforvaltninger.
Kommunerne skal til at tænke rehabiliterende i alle borgerforløb.
Og hvis det skal lykkes at tænke rehabiliterende og drive omstillingen mod den rehabiliterende organisation, er det af afgørende betydning, at der er de rette medarbejdere til de rette opgaver.
Mere end genoptræning
Rehabilitering opfattes oftest som genoptræning og efterbehandling. Det er ærgerligt. For der er et kæmpe potentiale i rehabiliteringstilgangen, hvilket vi har set i hverdagsrehabilitering på ældreområdet.
Rehabilitering er både forebyggelse, behandling og genoptræning. Vi bliver derfor nødt til at udfordre vores lineære tilgang og se behandlingsforløb som en cirkulær proces.
Det vil sige en rehabiliterende proces i livsmestring med de individuelle udfordringer, som den enkelte har.
Dette er nødvendigt, da flere patienter overlever svære behandlingsforløb, men med livslange følgevirkninger af både fysisk, psykisk og social karakter. For eksempel smerter, nedsat koncentrationsevne eller evnen til at magte sociale sammenkomster.
Ofte opdages eller erkendes forandringerne først lang tid efter, at behandlingen er afsluttet – og det kan være svært at få hjælp i årene efter.
Sådan bør det ikke være.
Faglige standarder på rehabiliteringsområdet er et godt skridt på vejen. Det er imidlertid vigtigt, at Sundhedsstyrelsens fagligt funderede standarder bliver bindende, og at økonomien følger med.
Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
