KL: Det nære sundhedsvæsen er stadig mere drøm end virkelighed

Af Thomas Adelskov (S)
Formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg og borgmester i Odsherred kommune

"Et mål uden en plan er bare en drøm!" Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fremhævede dette Gajol-æske-citat i Altinget for en måned siden, da denne debatstafet startede.

Samtidig konstaterede han, at vi indtil foråret må tage til takke med at leve i en drøm, idet regeringen fortsat ikke har lagt nogen klar plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Fra drøm til virkelighed
I KL synes vi, at sundhedsaftalerne er et område, hvor sundhedsministeren, Ellen Trane Nørby (V), langt hen ad vejen har leveret. Og hvor rammebetingelserne ser ud til at blive ændret til det bedre. 

Især hvis vi når den sidste vej med at tydeliggøre og forpligte hinanden på, hvilke aftaler der skal indgås, når opgaver overdrages fra sygehuse til kommuner.

Vi glæder os rigtig meget til, at kommuner og regioner for alvor kan komme i arbejdstøjet og sætte fælles mål, som vi sammen følger op med reelle planer. Planer, der skal skabe et mere sammenhængende forløb for borgerne.

Skal kronikerindsatsen for alvor fremtidssikres, så kræver det, at regeringen laver en samlet plan for opgavefordelingen, og at den økonomiske styring af sygehusene samtidig justeres.

Thomas Adelskov (S)
Formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg

Her er vi på vej ud af drømmen og ind i virkeligheden! Men som flere debattører også har fremhævet, så løses alt ikke af sundhedsaftalerne.

Gode sundhedsaftaler er afhængige af, at der er klare rammer og en effektiv planlægning fra centralt hold. For vi kan altså ikke løse alle sundhedsvæsenets sammenhængsproblemer i sundhedsaftalerne!

Eksempelvis spørger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, i et tidligere indlæg retorisk, hvad det nytter at binde parterne sammen i sundhedsaftalerne, hvis styringsmekanismerne i sundhedsvæsenet arbejder modsat.

Jeg er meget enig.

Usunde økonomiske incitamenter
Et sted, hvor der virkelig er brug for en plan fra regeringen, er i indsatsen til borgere med kronisk sygdom. Mange af disse borgere modtager indsatser fra alle hjørner af sundhedstrekanten (sygehuse, kommuner og almen praksis) og er derfor i høj grad genstandsfelt i sundhedsaftalerne.

Men skal vi fremtidssikre indsatsen, er der brug for ændrede økonomiske incitamenter og skarp planlægning fra statens side. Behandlingen af borgere med kronisk sygdom ligger i Danmark på et højere specialiseringsniveau sammenlignet med andre lande.

I Danmark ligger vi midt i feltet af EU-lande i forhold til andelen af læger pr. indbygger. Til gengæld ligger vi helt i top i forhold til at samle vores læger omkring sygehusene. Samtidig er der ikke tegn på, at sygehusene generelt får omstillet patienterne med kronisk sygdom til at håndtere deres sygdom i regi af almen praksis og kommunerne.

I stedet vokser aktiviteten på sygehusene over tid.

Jeg tror ikke, der er nogen borgere, som ønsker at skulle møde op på et ambulatorium, hvis det ikke er strengt nødvendigt. Jeg tror derimod, borgerne vil sætte pris på, at behandlingen sker i nærmiljøet, så det ikke griber for meget ind i hverdagen.

Og jeg tror sådan set også, at borgerne har en forventning om, at sundhedsvæsenets indsats både er helhedsorienteret og tager udgangspunkt i borgerens prioriteringer om eget liv og sygdom.

Vækst i den nære sundhed
Skal kronikerindsatsen for alvor fremtidssikres, så kræver det derfor, at regeringen laver en samlet plan for opgavefordelingen, og at den økonomiske styring af sygehusene samtidig justeres. 

Ingen sygehuse skal have incitament til at kalde borgerne ind til undersøgelser, hvis det ikke er strengt nødvendigt. Kommunerne skal tænkes mere ind i opgaveløsningen og aflaste sygehuse og praktiserende læger.

Samtidig skal der ske en udbygning af det nære sundhedsvæsen, som understøttes af et udgiftsstop i sygehussektoren, således at væksten på sundhedsområdet alene sker i kommuner og almen praksis.

Når vi dertil, kan vi tale om, at vi går fra drøm til plan.