KL: Vi mangler stadig viden om, hvilke opgaver det nære sundhedsvæsen skal løfte

Vi ved det godt. Sundhedsministeren har sagt det. Statsministeren nævnte det i sin åbningstale. Sundhedsvæsenets aktører har råbt op om det i årevis: Flere ældre og flere borgere med kronisk sygdom presser sygehusenes kapacitet, og vi må tænke nyt.

Derfor har vi har brug for at udvikle og styrke det nære sundhedsvæsen, så vi kan bevare en høj kvalitet på sundhedsområdet i Danmark.

Egentlig er det jo en succeshistorie. De mange års massive investeringer i sygehusvæsenet har betydet, at ventetiderne på operationer er kortere, at overlevelsen for hjerte- og kræftpatienter er forbedret, at de akutte indsatser er styrket og samlet på moderne akutmodtagelser, og den løbende specialisering betyder, at behandlinger kun løses dér, hvor kompetencerne er til stede.

Det er rigtig godt, men – og der er et stort “men”: Over de sidste 10 år er antallet af korte, akutte forløb på sygehusene steget med over 50 procent blandt borgere over 80 år. Flere borgere oplever at skulle leve med en eller flere kroniske sygdomme – alene for borgere med diabetes vil udviklingen betyde 1,5 millioner flere ambulante sygehusbesøg frem mod 2030.

Men den nye struktur på sygehusene er slet ikke gearet til at håndtere de behov, flere ældre og flere borgere med kronisk sygdom har. Løsningen skal findes ved at styrke det nære sundhedsvæsen og tænke behandling på nye måder.

Ens standarder over hele landet

Det betyder jo i sagens natur, at opgaver vil flytte fra sygehuse til kommuner og almen praksis. For disse opgaver skal der findes fælles kvalitetsstandarder, som er baseret på faglige retningslinjer. Og der skal indgås klare aftaler med alle sundhedsvæsenets parter om, hvordan indsatserne tilrettelægges – en samlet plan.

Selvom kommunerne har forskellige grundvilkår, kan man sagtens fagligt beskrive, hvilken indsats der skal sættes i værk.

Jette Skive (DF)
Formand, KL’s Sundheds- og Ældreudvalg

Hvis vi lykkes med dét, vil sundhedsvæsenet gå på to ben i stedet for at hoppe fremad på ét – og det har vi længe ønsket. 

En kvalitetsplan skal selvfølgelig være national, så vi sikrer, at borgerne modtager ens tilbud, uanset hvor de bor. Selvom kommunerne har forskellige grundvilkår, kan man sagtens fagligt beskrive, hvilken indsats der skal sættes i værk, når borgere lever med diabetes eller KOL, har kroniske smerter i ryggen eller knæet, har problemer med hjertet eller skal oven på igen efter en kræftsygdom.

Vi skal væk fra, at behandlingen altid er en tur på sygehuset og operation eller en pille. Der skal fokus på tidlige indsatser og borgernes egne ressourcer. En samlet plan skal beskrive fremtidens behandling for de store kronikergrupper i samfundet, hvor rehabilitering og forebyggelse er i front, og hvor borgerne trænes i at leve med deres sygdom og klare de mere basale ting selv eller med hjælp i eget hjem, så en tur på sygehuset ikke er nødvendig. 

Borgerne skal møde et stærkere sundhedsvæsen

Vi har allerede nogle rigtig gode erfaringer med hjerterehabilitering i kommunerne, som med fordel kan udbredes til hele landet.

Her har sundhedsvæsenets aktører arbejdet tæt sammen ud fra fælles standarder. Det samarbejde betyder, at hr. Hansen kan modtage den nødvendige hjælp og rehabilitering i et sundhedshus tæt på, hvor han bor, frem for at skulle gå til kontrol på sygehuset i nabokommunen eller i de fleste tilfælde endnu længere væk.

Når vi ser 5-10 år frem i tiden, er det mit håb, at man som borger møder et sundhedsvæsen med et langt stærkere fokus på forebyggelse, træning og mestring af kronisk sygdom, end tilfældet er i dag.