Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Biskop om tvangsoversættelser: Hvorfor vil regeringen ikke debattere med os?

Myndighederne antyder, at man har noget at skjule, hvis man taler andre sprog end dansk. Det er problematisk, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen og opfordrer regeringen til at opgive lovforslaget om oversættelse af prædikener.

Det er besynderligt, at ingen medlemmer af regeringen vil debattere med os, der er imod tvangsoversættelser, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.
Det er besynderligt, at ingen medlemmer af regeringen vil debattere med os, der er imod tvangsoversættelser, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Peter Skov-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringens bebudede lovforslag om tvangsoversættelse af prædikener er atter udsat, og forslaget varsles nu fremsat før sommerferien.

Debatten om forslaget har været besynderlig. Biskopperne har samlet fremhævet, at tvangsoversættelser truer vores åndsfrihed, frisind, tolerance, religionsfrihed. Begreber, som alle har været en væsentlig del af det danske demokrati fra sin spæde begyndelse i 1849.

Det besynderlige er, at ingen medlemmer af regeringen vil debattere med os, der er imod disse tvangsoversættelser. Såvel ministeren som Socialdemokratiets kirkeordfører og formanden for kirkeudvalget henviser hele tiden til, at vi skal vente og se lovforslaget, når det foreligger.

Hvorfor kan vi ikke tage diskussionen nu? Er der ikke noget meget dansk ved at tale om tingene, før man fremsætter et så indgribende lovforslag på et område, der vedkommer alle trossamfund i Danmark?

Regeringens hensigt med lovforslaget er åbenhed, og at man vil hadprædikanter til livs.

For kirkernes vedkommende er åbenheden allerede garanteret ved, at gudstjenester er offentlige. Hvis lovgivningen især handler om vores muslimske medborgere, så skylder myndighederne at medgive, at der prædikes på dansk i mange moskéer.

Med hensyn til hadprædikanterne foregår det mestendels på nettet, og hvis der er et problem, kan det kun løses af Politiets Efterretningstjeneste.

I fremtidens Danmark lever mange mennesker med flere sprog og kulturer; men deres tilhørsforhold kan ikke med nogen rimelighed betvivles, og de bør ikke mistænkes på grund af sprog, der falder dem naturlige

Peter Skov-Jakobsen, kommentarskribent

Jeg finder det problematisk, at vores myndigheder antyder, at man skjuler sig, når man taler et andet sprog end dansk. Vi er et folk, der lever med, at der i kongeriget tales dansk, tysk, færøsk, grønlandsk. Det er vores historie.

Gennem de sidste 50 år har vores land ændret sig. Vi har inviteret arbejdskraft ind til at løse opgaver.

Desuden reflekterer vores samfund krige og undertrykkelse, og vi bliver hjem for flygtninge og asylansøgere. Den største forandring er, at øvrige EU-borgere nu tager ophold og arbejder her, og i den forbindelse bliver de borgere i Danmark.

Jeg bor i en by, der i høj grad bærer præg af denne forandring. I fremtidens Danmark vil der være mange bindestregsidentiteter. Dansk-tysk, dansk-afghansk, dansk-engelsk, dansk-tyrkisk og så videre.

Nationalitet er altid noget, der udvikles sammen med andre. Vi finder sammen frem til nogle grundliggende udtryk. Nogle af dem overtager vi fra vores forfædre. Nogle ligger i sprog, kultur, sociale og politiske omstændigheder. Nogle sker, mens vi lever.

Fremover vil mange af os komme med en såkaldt bindestregsidentitet. Vi er altså ikke enten-eller, men både-og.

Inde i os er der ikke en kamp mellem to kulturer eller to sprog. Der ligger forskellige sprog og kulturer, og de vil være med til at forme vores liv.

Der vil være nogle kulturelle, nationale og religiøse kampe at kæmpe. Sommetider i selve individet, men de kan selvfølgelig også opstå mellem grupper i samfundet.

Om skribenten

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Jeg er ikke villig til at give køb på åndsfrihed, frisind og demokrati. Ligestilling, religionskritik, ytringsfrihed er aldeles centrale punkter i vores politiske kultur.

I fremtidens Danmark, som tager udgangspunkt i det Danmark, som vi kender, lever mange mennesker med flere sprog og kulturer; men deres tilhørsforhold kan ikke med nogen rimelighed betvivles, og de bør ikke mistænkes på grund af sprog, der falder dem naturlige. Danskheden klarer det sagtens. Den er stærk.

I et demokrati gør man sig troværdig ved samtale og diskussion. Det er den troværdighed, som jeg efterspørger.

I den socialdemokratiske tradition er der stærk tillid til international solidaritet. Den tradition kunne hjælpe os videre fra det Danmark, som vi kender, og til det Danmark, der kommer.

"Danskerne findes i mange modeller/for livet kræver mangfoldighed/Levende er kun de ord/der fortæller om fællesskabet/hvor alle er med," skrev Ebbe Kløvedahl Reich i 1994.

Vi kan sagtens dømme hinanden til ensomhed og mistanke, men vi bor nu engang på det samme sted, og derfor vil jeg opfordre til at opgive denne lovgivning, der allerede har bragt vores land i miskredit i andre lande.

Jeg beder om, at demokratiet viser sin troværdighed i diskussion og åben tale.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion