Demokratiet har fået det bedre under S-regeringen

Det danske demokrati har fået det lidt bedre under den nuværende regering!

Et demokrati har godt af, at der er en grundlæggende diskussion om, hvor vi skal hen som samfund. Når det hele ikke bare handler om at justere lidt på "stilleskruerne", men hvor der er en diskussion om de store ideer og retningen for samfundet, og hvor regeringen tør sætte en klar retning, som man kan være enig eller uenig i.

Med den nuværende regering har vi, for første gang i mange år, fået en regering, som politisk vil noget med Danmark. En regering, der ikke bare vil administrere det eksisterende lidt bedre end forgængerne, men som har sat sig ned og formuleret en politisk vision for et andet og ifølge dem selv bedre Danmark.

Sat på spidsen har de tre seneste regeringer før denne været regeringer, der har haft som mål at administrere det eksisterende.

VK-regeringen i 00'erne havde som politisk "vision" at bevare den socialdemokratiske velfærdsstat bedre end Socialdemokratiet – toppet med en glassur af skattestop og udlændingestramninger.

Thorning-regeringen havde som "vision" at fortsætte VK's økonomiske politik mere indædt end VK-regeringerne selv. Løkke ville bare gerne holde fast i magten – uanset hvad og hvordan.

Når der ikke er forskellige og tydelige retninger for samfundet at diskutere, risikerer politik meget nemt at blive destruktivt. Så bliver politik et spil om at hive modstanderne ned med beskyldninger om løftebrud og lovbrud, og det gavner i sidste ende ingen.

Erfaringen fra USA i brugen af negative kampagner er entydig: Nok virker negative reklamer og angreb i forhold til dem, der anklages. De bliver skadet og mister opbakning. Det samme er dog tilfældet for det politiske miljø som helhed. Tilliden til politikere generelt falder, og vælgernes politikerlede stiger.

Det er naturligvis oppositionens opgave at holde regeringen i ørerne, men hvis oppositionen ikke også kommer med et eget bud på, hvor den vil hen med samfundet, mangler der noget væsentligt.

I dag mangler den borgerlige opposition at give sit bud på, hvor den vil hen med Danmark. Det er tydeligt, at den mener, at den nuværende regering ikke gør det godt.

At den er magtfuldkommen og bruger systemet uforholdsmæssigt meget. Men hvad vil oppositionen egentlig med Danmark? Det er fortsat uklart. Oppositionen skylder.

Selvom det har gavnet folkestyret, at vi har fået en regering, som står ved, at den vil noget, så er der afgjort ting i det danske folkestyre, som kan og skal blive bedre.

Den seneste diskussion om arbejdsforholdene for vores folkevalgte er reel, og det samme er diskussionen om kvaliteten af den lovgivning, der kommer ud af Folketinget.

Forhandlinger, som ligger oveni hinanden, massive sagsmængder til for lidt forberedelsestid og folketingspolitikere og medarbejdere fra især de mindre partier, som går ned på grund af arbejdsmængden, er nogle af de udfordringer, som har været fremme.

Den borgerlige idédebat er stort set ikke eksisterende, medmindre det handler om at være imod woke-kultur og for yderligere udlændingestramninger

Benny Damsgaard
Kommentarskribent

Uden at forklejne problemerne er det væsentligt at holde sig for øje, at de ikke er nye. Det har alle dage været ekstremt hårdt at være et lille parti i Folketinget, og det at kunne bestemme tempo og proces på forhandlinger og lancering af udspil er en af fordelene ved at sidde i regering. En fordel, som VLAK-regeringen også udnyttede, og som generelt ikke er blevet mindre, i takt med at samfundet er blevet mere kompliceret.

Endelig skal man huske på, at mængden af professionel støtte, som folketingspolitikerne får, aldrig har været større. Partierne får i dag historisk stor økonomisk støtte og har historisk mange hjælpere og rådgivere ansat.

Uanset de øgede medarbejderressourcer er der er dog meget, der tyder på, at balancen er skredet. Tempoet og kompleksiteten i lovgivningsarbejdet er betydelig, og især er presset fra medierne og ikke mindst de sociale medier steget. Derfor er det også positivt, at Folketingets præsidie allerede har sat gang i en drøftelse af, om lovgivningsarbejdet kan forbedres og grundigheden øges.

En væsentlig del af løsningen på det stigende pres ligger hos partierne og politikerne selv og kan ikke bare klares med flere SoMe-assistenter.

Hvor let det end lyder, er en del af løsningen på i hvert fald det stigende pres fra traditionelle og sociale medier at gøre det mere acceptabelt som politiker at sige nej og sætte grænser.

Der er ikke noget lovgivningsmæssigt krav om, at man skal svare på alle indlæg på Facebook og Twitter. Især ikke fordi hovedparten af dem, der debatterer politik på Facebook og Twitter, allerede har bestemt sig for, hvad de vil stemme.

I stedet kunne mange især yngre politikere med fordel bruge mindre tid på sociale medier og mere tid på at tænke og måske endda ligefrem skrive bøger. Facebooks algoritme belønner godt nok billeder med likes, men er endnu et harmdirrende opslag på Facebook, hvor der kigges alvorligt ind i kameraet, reelt noget vælgerne og ikke mindst Danmark får det bedre af? Er det ikke bare tomme kalorier, som er glemt i morgen?

Det er år siden, der sidst er udgivet en borgerlig politisk debatbog.

Her ligger nok en del af forklaringen på det uklare borgerlige projekt: Den borgerlige idédebat er stort set ikke eksisterende, medmindre det handler om at være imod woke-kultur og for yderligere udlændingestramninger.

Generelt er der meget positivt at sige om sociale medier. Også når det kommer til den politiske debat. Facebook og til dels også Twitter har udbredt politisk og samfundsmæssig diskussion til grupper af samfundet, som ikke tidligere har brugt deres stemme offentligt.

Det, at flere uprøvede kræfter deltager i debatten, har gjort den mere ligefrem, upoleret og desværre også grov i forhold til dengang, hvor man ikke bare kunne sidde hjemme og give den gas bag skærmen.

Så længe der ikke er tale om tilsvininger, mobning eller deciderede overgreb, bør vi som demokrati kunne rumme en ufiltreret debat. I et demokrati har alle ret til at give deres synspunkt til kende uanset baggrund og uddannelsesniveau.

En mere ufiltreret debat stiller dog samtidigt stigende krav til den rolle de toneangivende kræfter spiller i debatten. Til de politikere, debattører og ikke mindst medier, som udmærket ved, hvornår de er med til at trække niveauet for debatten ned. Her synes jeg, at især de traditionelle medier har svigtet deres ansvar.

Der er en grund til, at debatstoffet hos de store aviser er vokset over de senere år, og at grovheden i tonen i indlæggene har været stigende. Debatstof, som læserne ofte selv sender ind gratis, er en billig måde for en avis at producere indhold, som efterfølgende kan spredes på sociale medier, generere forargelse, give likes og tiltrække trafik til annoncørerne.

Et godt eksempel er det forhold, at en række medier stadig ikke vil skride ind over for de politikere, som bevidst forsøger at kidnappe debattrådene under deres opslag med præfabrikerede indlæg, der er designet til at vække yderligere forargelse.

Opslagene ødelægger debatten og gør den langt mere ekstrem og konfliktfyldt, men giver samtidigt øget trafik, fordi de politikere, der bruger tricket, også har mange følgere.

Det er fint, at danske medier sætter fokus på den negative tone på sociale medier og konfronterer dem, som går over grænsen. Det er nødvendigt og godt. En del af forklaringen på den negative udvikling skal dog findes hos dem selv.

Det ansvar bør have en større plads i debatten og i mediernes egen selvkritik.