Vi har et dysfunktionelt demokrati

Et Folketing, der ikke evner at tage fat på at diskutere og løse de rigtigt store samfundsproblemer. Et politisk miljø, der på lange strækninger er gået i stykker i symbolpolitik, og politikere, der er kørt fast i den samme rille.

Kørt fast i, at det alt for ofte er de falske modsætninger, der dyrkes – helt kynisk. I nogle arbejdsvilkår og et arbejdspres, som tvinger alt for mange folketingsmedlemmer ned med stress, eller som betyder, at der ikke er tid til at møde de mennesker, som man gerne som politiker skulle lytte til, eller hvis problemer, som man gerne skulle løse.

Den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, leverede en usædvanlig tale med dette indhold til afslutningsdebatten forleden. En tale med så meget ærlig refleksion, at der blev stille i salen, og der blev lyttet.

En tale, der på usædvanlig vis roste navngivne politiske modstandere for at udvise kollegial empati. Her stoppede det sædvanlige politiske spil for en kort stund.

Hendes tankevækkende tale blev leveret i selveste Folketinget i kølvandet af udgivelsen af Sigge Winther Nielsens bog om vores på mange måder dysfunktionelle demokrati – 'Entreprenørstaten'.

Sigge Winther Nielsen skildrer Folketinget som en demokratisk motor velegnet til korte, hurtige politiske brandslukninger uden blik for implementeringen og virkningen efter vedtagelsen af nye lovinitiativer. Helt uegnet til store gennemarbejdede samfundsreformer implementeret med omtanke og succes.

Diagnosen er skræmmende rigtig, som jeg ser det. Den bekræftes kun af drøftelserne i Demokratikommissionen og Bo Schmidt-udvalget, hvor jeg selv har haft mulighed for at medvirke til analyserne og diskussionerne.

Analyserne er de samme. Bare beskrevet i lidt forskellig alvorsgrad og med lidt forskellig betoning. Bogen 'Overmod og afmagt. Historien om det nye Skat' af Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen havde analyser, der peger i samme retning.

Sigge Winther Nielsen, nu vicedirektør i Djøf, beskriver, hvordan politikere, embedsmænd og medier i og omkring Christiansborg sidder fast i en maskine, som producerer love og initiativer og viser handlekraft og spiller spillet, men som ikke kerer sig tilstrækkeligt om kvaliteten af produktet, der ender med at komme ud af det, eller hvilke konsekvenser der rammer ude i virkeligheden. Vel at mærke et maskineri, som, alle erkender, er punkteret, men hvor ingen råber stop. I hvert fald ikke i fuld offentlighed.

Sigge Winther Nielsens diagnose mangler borgerne. For mens politikerne, embedsmændene og medierne lader som om, at tingene kører derudover i fuld fart, så har borgerne opdaget, at noget er galt.

De har registreret, at de virkelig store problemer dukker op igen og igen og igen, og at de ikke bliver løst. Statsminister Mette Frederiksen (S) har nu dekreteret, at store samfundsreformer er i vente.

Man må håbe, det er et opgør med de seneste års reformtilblivelse og en genskabelse af tidligere tiders mere grundige, inddragende og inkluderende reformarbejde med en bedre succesrate, hvad angår implementering.

Det topdeprimerende og vilde er, at alle sådan set erkender diagnosen – politikerne, embedsmændene og medierne – men ingen kan finde vejen ud af de nuværende problemer

Lisbeth Knudsen
Kommentarskribent

Vi har et dysfunktionelt demokrati. Billedet er brugt før med en teaterscene, hvor vi alle sammen sidder og ser på et skuespil, der opføres. Virkeligheden foregår imidlertid i kulissen og på bagscenen.

Det er her, tingene i virkeligheden aftales blandt forligspartier, og her embedsmændene skal sørge for implementeringen. Det er her, virkeligheden indfinder sig. Og mens det sker, sidder vælgerne og medierne og ser på næste forestilling.

Det topdeprimerende og vilde er, at alle sådan set erkender diagnosen – politikerne, embedsmændene og medierne – men ingen kan finde vejen ud af de nuværende problemer.

Og på overfladen leger vi, at vi har et super velfungerende eksemplarisk demokrati, fordi vi har en høj stemmeprocent, lav korruption, et politisk neutralt embedsmandssystem og en mangfoldighed af uafhængige medier.

Men vi har et politisk miljø og arbejdsvilkår for embedsmændene, politikerne og medierne, som ikke længere kan producere langsigtede og gennemarbejdede løsninger på de store problemer.

Det vil kræve så fundamentale forandringer at komme ud af blindgyden, at det er svært at se, hvem der skal tage første skridt. "Tænk, hvis politik gav mening," som Sofie Carsten Nielsen sagde det forleden og tilføjede: "Hvis vi turde tænke nyt om, hvordan vi indretter os".

Politikerne sidder fast i forandringen fra folkelige bevægelser til markedsføringsorganisationer. Der kæmpes mindre på partiprogrammer og planer og langt mere fra hus til hus på personer og magtrelationer.

Der tænkes i medietid og eksponering mere end i gennemtænkte, langsigtede reformer og månelandingsprojekter. Der tænkes i hurtige løsninger og sound bites. Kampen står om dagens dagsorden, antal likes på de sociale medier og om bedste sendetid.

Politikerne sidder fast i en kamp om at spille ind på mediernes dagsordener og leder efter muligheden for at komme ud med sammenhængende budskaber.

De sidder fast i, at politikudviklingen foregår i stabsfunktioner omkring politikerne på Christiansborg udtænkt af folk, der ikke har været ret meget eller slet ikke ude i virkeligheden uden for borgen, og som ikke har nærkontakt med græsrødderne.

Folketinget har mistet magt og autoritet, fordi det netop ikke udfylder rollen med at udvikle reformer og visioner i en åben og konstruktiv debat, hvor meninger godt kan brydes skarpt, men hvor fakta også tæller. Hvor månelandingsprojekter er helt væk.

Der bruges i stedet tid på politisk fnidder, drilleri, åbne samråd med rullende kameraer og opskruede angreb på hinanden i stedet for at forsvare det politiske håndværk og kompromisets kunst.

Forligsnormen har skabt mange resultater, men den har også taget kraften ud af Folketinget og flyttet magten over i forhandlinger mellem ordførere og ministre.

Vælgerne stemmer stadig ved valgene, men agerer som politiske forbrugere på jagt efter det mindst ringe tilbud på markedet og den mest troværdige politiske leder lige for tiden mere end som demokratiske borgere på jagt efter en vision og en retning at tro på

Lisbeth Knudsen
Kommentarskribent

Embedsmændene sidder fast i en utryghed, fordi de i stigende omfang risikerer at sidde med skylden og aben for ting, der går skævt.

Der er et krav på de ledende embedsmænd på at rette ind. Der er et stærkere politisk pres på embedsmændene for at levere den ønskede vare uden tanke for, om den nu også kan implementeres og gennemføres med de ønskede resultater. Der er en stigende kompleksitet i lovprocessen, som stritter helt i modgående retning af kravet om hastighed.

Medierne sidder fast i en aktualitetslogik, der understøtter kravet om handling og hastighed. I en udfordring med både ressourcer, faglighed og forankring i borgernes virkelighed. I en forventning om, at politik skal skildres med teaterdramaturgi og iscenesættelse og ikke kedelige faktuelle informationer og iagttagelser.

Medierne kæmper med manglen på adgang til embedsmændene til fortrolig baggrund og faglig indsigt. Med manglen på adgang til at stille politikerne kritiske spørgsmål og ikke kun modtage en sms eller e-mail. Udfordret også af borgernes mangel på tålmodighed og presset fra de sociale medier.

Den offentlige meningsdannelse er blevet flygtig, kortsigtet og ind i mellem meningsløs konfliktoptrappet.

Præget af, hvad vi lige har liket, og hvem der evner den bedste performancekurve på tv. Den offentlige faglighed er præget af eksperter, der får politiske spørgsmål, fordi politikerne ikke svarer på dem, hvorefter eksperterne risikerer at blive kritiseret for at politisere.

Borgerne sidder fast i en stigende mangel på tillid til, at politikerne kan løse de virkelig store problemer. Ingen gider interessere sig for, hvad der foregår i Folketinget, medmindre der er dømt persondrama, for det er som beskrevet en teaterscene uden særligt meget publikum.

Vælgerne stemmer stadig ved valgene, men agerer som politiske forbrugere på jagt efter det mindst ringe tilbud på markedet og den mest troværdige politiske leder lige for tiden mere end som demokratiske borgere på jagt efter en vision og en retning at tro på. Jeg tror ikke, at befolkningen bliver ved med at falde for symbolpolitik.

Hvem blinker først i det her game? Det skorter jo ikke på rapporter og analyser som Sigge Winther Nielsens.

Danskerne er vilde med demokratiet, vores righoldige foreningsliv og civilsamfund og med at blive inddraget og hørt, når det gælder det kommunale niveau.

Kommunerne har efterhånden stærke og gode erfaringer med borgerinddragelsesprocesser. Måske kunne regeringen og Folketinget i national storskala tage ved lære af de erfaringer og udvikle en model for debat og ordentlig forankring og implementering af de nationale månelandingsprojekter, som skal til for at bringe Danmark ind i en god udvikling.

Jeg er kæmpestor tilhænger af en ny magtudredning med et særligt fokus på vores evne til at skabe de store og vellykkede reformer og løsninger på de store problemer. Med fokus på, hvor magten er flyttet hen, når den åbenlyst er flyttet ud af Folketinget.

Nu kommer der et udspil til en magtudredning fra regeringen til efteråret. Det har heldigvis et bredt flertal i Folketinget støttet op om.

Når resultaterne af den udredning foreligger, må vi drøfte en folkestyrekommission med det ene og store formål at styrke vores demokratiske institutioner og demokratiske processer. En kommission, der kan tage fat på at reparere det dysfunktionelle demokrati.

Rundt omkring i verden arbejdes der faktisk på forskellig måde på at udvikle demokratiet, øge kvaliteten af det politiske arbejde og styrke den folkelige forankring af gennemarbejdede reformprocesser.

Den debat savner vi her i Danmark.