Forskere: Vi hælder milliarder af kroner i kloakken på børneområdet

Af Michael Rosholm, Simon Calmar Andersen og Dorthe Bleses
Ledere af TrygFondens Børneforskningscenter, Aarhus Universitet

Danmark er økonomisk et af de mest lige samfund i verden.

Indkomst-uligheden er meget lav, også selv om den er vokset de seneste år. Det skyldes imidlertid ikke, at vi er gode til at bryde den sociale arv, som vi ellers går og tror. Det er vi nemlig ikke.

Ikke bedre end USA
På trods af alle de offentlige ressourcer, som hvert år anvendes på indsatser for børn og unge, og på trods af at et af de nationale mål for folkeskolen er at mindske betydningen af den sociale baggrund, så er Danmark ikke markant bedre end USA, når det kommer til at bryde den sociale arv for børn og unge.

Det viser en relativt ny analyse af Nobelpristageren James Heckman og hans danske kollega Rasmus Landersø. Analysen bakkes op af et stort antal analyser, vi har foretaget på TrygFondens Børneforskningscenter, som viser det samme.

Forskellene i børns faglige (og for den sags skyld personlige) færdigheder på tværs af socioøkonomiske grupper opstår meget tidligt, og det lykkes ikke daginstitutioner og børnehaver at kompensere herfor, tværtimod forøges mange af forskellene i løbet af daginstitutions- og skolealderen.

Danmark er ikke markant bedre end USA, når det kommer til at bryde den sociale arv for børn og unge.

Michael Rosholm, Simon Calmar Andersen og Dorthe Bleses
Ledere af TrygFondens Børneforskningscenter, Aarhus Universitet

Den store grad af indkomstlighed, vi alligevel har i Danmark, skyldes omfordeling via skatter og overførsler, og at det offentlige stiller en masse ydelser (sundhed, uddannelse osv.) gratis til rådighed for borgerne.

Vi bryster os jo ellers af, at alle børn ser en sundhedsplejerske, kommer til lægen med jævne mellemrum, går 4-5 år i dagtilbud og 10 år i skole, og af at vi har et væld af indsatser, som retter sig mod de børn og unge, der alligevel klarer sig dårligt.

Det er hjerteskærende at tænke på, at på trods af dette principielt meget fintmaskede net, så ved vi statistisk set, at op mod hvert femte barn i vuggestuen ender med at have svært ved at læse og skrive, når de forlader folkeskolen og har svært ved at gennemføre en uddannelse, som ellers er den allerbedste forsikring mod at klare sig dårligt senere i livet.

Vi famler i blinde
Der er ingen tvivl om, at der findes mange dygtige dagtilbud og skoler, som lykkes med at give deres børn de bedste forudsætninger i livet. Men det gælder ikke alle, og resultaterne viser, at vi ikke for alvor har fundet nøglen til at bryde den negative sociale arv.

På mange måder famler vi i blinde. Politikerne har ikke tidligere været interesserede, og det forskningsmæssige beslutningsgrundlag har også været for dårligt, og derfor har vi ikke – som vi har det med for eksempel arbejdsmarkedspolitikken – haft et ordentligt grundlag for at vurdere effekterne af velfærdsstatens institutioner og indsatser, som retter sig mod børn og unge.

Det understreger vigtigheden af at undersøge effekterne både af eksisterende, og især af nye indsatser, for politikken på området har indtil nu simpelthen været for uambitiøs. Der hældes milliarder i kloakken på grund af manglende viden.

Derfor et det afgørende, når regeringen nu – prisværdigt - vil anvende endnu flere midler på børneområdet, at de indsatser, som sættes i gang, afprøves på en måde, så vi efterfølgende kan afgøre, om de har virket.

For det er ikke en selvfølge. Flere penge i sig selv løfter ikke børnene. Derudover er det selvsagt også oplagt at bygge videre på nogle af de indsatser, som i tidligere forsøg har vist sig at virke. Det skriver vi mere om i næste debatindlæg.