Debat

LA: Dårlige dagtilbud må ikke kunne gemme sig

DEBAT: Forældre skal have lettere ved at få indsigt i daginstitutioners drift og hverdag. Mere gennemsigtighed vil ikke alene forbedre forældrenes muligheder for at vælge rigtigt, men også skabe konkurrence på området, skriver Laura Lindahl (LA).

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Laura Lindahl (LA)
Social- og børneordfører 

Når forældre i dag skal vælge dagtilbud til deres børn, er det for den enkelte familie ofte alt for svært at gennemskue mulighederne, få klarhed over egne prioriteter og træffe et oplyst valg.

Man sidder som forældre – især i forbindelse med det første barn – med nogle mere eller mindre løse ideer om kvalitetsparametre og valgmuligheder, fordi det er for svært at få indsigt i den enkelte institutions drift og hverdag.

Hvor meget sygefravær har personalet? Hvor stor er andelen af uddannede pædagoger i dagtilbuddet? Er det et sted med blandet personalesammensætning? Hvor stor er legepladsen? Leveres maden i en eventuel madordning udefra, eller er der et køkken på stedet? Er der skovtilbud? Er det en integreret institution? Det er alt sammen spørgsmål, som er vanskelige at få svar på, idet det kræver et større feltarbejde i hver eneste daginstitution.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Det er for de fleste forældre alt for uoverskueligt og tidskrævende, derfor bliver løsningen at stole på sin mavefornemmelse og spørge sit netværk. Det kan man også komme et stykke med, men bør forældre ikke have bedre muligheder for at kende valgmulighederne, når deres børn sendes i pasning? Det mener Liberal Alliance.

Vi ved, at børnenes hverdag i dagtilbud har kæmpe betydning for deres videre færd i livet. Det skal være en hverdag med indhold, tryghed, læring og omsorg. Det kræver sit af forældre såvel som personale, og jeg mener, at det første skridt er at sikre, at forældre har mulighed for at vælge lige netop det, som er allervigtigst for den enkelte familie.

I dag er det for nemt for institutioner med utilfredse forældre, højt sygefravær og nedslidte forhold at gemme sig.

Laura Lindahl (LA)
Social- og børneordfører

Mere konkurrence og bedre dagtilbud 
Jeg har som social- og børneordfører talt for større gennemsigtighed og mere åbenhed om nøgletal længe. Mere gennemsigtighed vil ikke alene forbedre forældrenes muligheder for at vælge det tilbud, som de ønsker, men også skabe konkurrence på området. Derfor er det helt afgørende for Liberal Alliance, at det bliver et fokusområde i de kommende forhandlinger om en dagtilbudsreform.

Mere gennemsigtighed giver bedre tilbud, fordi institutionerne har mulighed for at benchmarke op imod hinanden og på den måde bliver det tydeligt, hvad forældre vælger til, og hvad forældre vælger fra. Hvis man i en kommune oplever, at familier særligt er interesserede i bestemte dagtilbud ud fra en række objektive kriterier, giver det kommunen incitament til også at gøre de mindre populære steder mere attraktive igen. God ledelse bliver mere afgørende. Det vinder alle på.

Samtidig vil større åbenhed også gøre det nemmere for institutioner med et dårligt ry at komme af med det igen. I dag er det for nemt for institutioner med utilfredse forældre, højt sygefravær og nedslidte forhold at gemme sig.

Et frit valg er ikke meget værd, hvis mulighederne ikke åbenlyse for dem, der skal vælge. Vi skal skabe et system, der giver forældre bedre muligheder for at træffe deres valg, og som øger institutionernes incitament til at gøre det bedre. Der er endnu en gang behov for at minde om, at også dette system er til for borgerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Laura Lindahl

Chef for partnerskaber i privatafdelingen, Tryg, rådmand og gruppeformand (K), Frederiksberg Kommune
cand.merc. i filosofi (CBS 2011), HD Marketing Management (CBS 2014)

0:000:00