Grønt svigt: Regeringen sætter skibe i søen, men motoren mangler

Indrømmet. Statsminister Mette Frederiksen virker oprigtigt til at have fået en grøn vækkelse. I en kronik har hun understreget, at hun ikke længere er mere rød end grøn, og der er siden kommet en række ambitiøse udmeldinger – fra målet om at blive fri for russisk gas til sidste uges topmøde i Esbjerg med flotte europæiske visioner for havvind i Nordsøen.

Men mål gør det ikke alene. I den virkelige verden går den grønne omstilling alt, alt for langsomt, når det handler om rent faktisk at gennemføre den fysiske forandring med ny infrastruktur, ny grøn forsyning, nye net og et nyt samlet system, der skal udgøre rygraden i hele den grønne omstilling.

Normalt foregår dansk politik på den måde, at en regering – der jo har tusindvis af dygtige embedsfolk til rådighed - fremlægger visioner og mål, der er understøttet af konkrete planer for implementering af disse mål og visioner.

Det er som om, at denne regering arbejder omvendt: Først indkalder man – sent i regeringsperioden - til pressemøder og fremlægger visioner, og så går man i gang med at undersøge, om de kan lade sig gøre, hvordan og til hvilken pris.

Det har haft den praktiske betydning, at regeringen efter tre år ved magten stadig ikke har fremlagt nogen konkret plan for, hvordan selve krumtappen i den grønne omstilling – udbygningen af vedvarende energi – rent faktisk skal finde sted.

Det er ikke en detalje. Det udgør en reel risiko for, at Danmark ikke kan nå de klimamål, som hele Folketinget støtter, endsige de seneste mål om at bliver fri for russisk gas i rekordfart, så vi ikke fortsat skal støtte Putins krigsmaskine med milliarder af kroner.

Det er som om, at denne regering arbejder omvendt

Martin Lidegaard (R)

Udbygningen af vindenergi på land er stort set gået i stå, mens den senest - og eneste - byggede havmøllepark de seneste tre år er Kriegers Flak, som undertegnede forhandlede hjem som ansvarlig minister i 2012.

Siden er der vedtaget mere havvind, senest under sidste finanslov, men sagt på jydsk, kan man ikke ligefrem påstå, at regeringen har været drivende i disse beslutninger. Og stadig mangler den samlede plan for udbygningen af vedvarende energi til lands og til havs, både sol, vind og biogas.

At beslutte mere vedvarende energi nu er vigtigt, fordi det tager tid at bygge ny energi, også selvom både vind og sol nu udgør de billigste energiformer, der samtidig er de hurtigste at opføre.

Men det haster også med at beslutte, hvor den nye energi skal bygges, og hvor det bliver nødvendigt at bygge nye net, både nationalt og internationalt, for at det samlede system fungerer, og vi alle sammen kan oplade vores elbil, kører på elektriske varmepumper og erstatte russisk gas med grøn fjernvarme – for ikke at tale om produktionen af PtX.

Sagt kort, har den samlede energiplanlægning aldrig været vigtigere – og alligevel prioriteres den tilsyneladende ikke.

Hos Radikale Venstre tror vi på, at staten sammen med landets kommuner bør tage en samlet større ledelse over, hvor den nye sol og vind skal stå på land, så vi generer færrest muligt borgere og mindst muligt natur, men også får bygget den nye energi de steder, hvor der er mest vind og sol og mest plads på nettet.

Der er ikke brug for at sætte flere skibe i søen, hvor motoren mangler i maskinrummet

Martin Lidegaard (R)

Først når vi har overblik over vores udbygning på land, kan vi først rigtigt vurdere, hvad vi selv skal bruge til havs, og hvad det kræver af netforstærkning.

Intet af dette kommer af sig selv. Danmark kan få et af de grønneste, billigste og mest effektive energisystemer i verden, men det kræver en helt anden offensiv tilgang at sikre det i tide.

Der er ikke brug for at sætte flere skibe i søen, hvor motoren mangler i maskinrummet. Tværtimod haster det mere end nogensinde med at få motoren installeret og lagt den samlede plan, ellers når vi det simpelthen ikke.

Det ville være et svigt. Ikke bare overfor de danske vælgere, der alle blev lovet en ny politisk tilgang til klimaet ved sidste valg - men især overfor de unge generationer, hvis fremtid afhænger af de valg, vi træffer – og ikke træffer – i disse måneder.