Her er fem bud på, hvorfor de sværeste forhandlinger i årevis endte med et stort ja tak

”Jeg tror, at næsten hver gang vi har startet en overenskomstforhandling, har vi med et glimt i øjet sagt, at det bliver de sværeste nogensinde. Jeg er ked af at sige det, men det er uden et glimt i øjet, at vi siger det den her gang.”

Sådan lød de alvorstunge ord fra lønmodtagernes topforhandler og formand for Dansk Metal Claus Jensen, da overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked officielt blev sparket i gang ved et pressemøde i Industriens Hus den 4. januar.

Nu, lidt mere end tre måneder senere, har hele 79 procent af lønmodtagerne stemt ja til de nye overenskomster. Dermed er enhver snak om storkonflikt gjort til skamme, og mange fagfolk spørger sig selv, hvordan det gik til.

Altinget kommer her med fem bud på, hvorfor de vanskeligste forhandlinger i mands minde endte med et overvældende stort ja tak.

En central forklaring på det førhen så uventede udfald synes at være selve overenskomsternes indhold. Ifølge Nationalbanken er der udsigt til, at lønningerne – på baggrund af de nye overenskomster – kommer til at stige med i alt 10 procent over de næste to år.

På forhånd havde mange iagttagere svært ved at forestille sig, at lønstigningerne kunne blive så store, at man ville kunne overbevise lønmodtagerne om, at de har udsigt til at få genoprettet reallønnen på kort eller mellemlang sigt. Med de nye overenskomster mener Metal-formand Claus Jensen, at lønmodtagerne vil få genoprettet reallønnen i løbet af to-tre år, og det har et markant flertal af lønmodtagerne efter alt at dømme troet på.

Givetvis har det bidraget til opbakningen hos lønmodtagerne, at DI-topchef Lars Sandahl Sørensen ved det afsluttende pressemøde kaldte det afgørende gennembrudsforlig i industrien for en ”historisk dyr” omgang.

Tidligt i forløbet var der en udbredt frygt for, at urafstemningen om de nye overenskomster ville udvikle sig til en folkeafstemning om store bededag, efter at den nye SVM-regering kort før forhandlingernes begyndelse lagde op til at afskaffe forårsfridagen.

Med enkelte undtagelser lykkedes det dog forhandlerne at holde spørgsmålet om store bededag adskilt fra overenskomstforhandlingerne, så vidt som det nu var praktisk muligt. I hvert fald står det nu klart, at den udbredte modstand i befolkningen mod at afskaffe helligdagen ikke 1:1 har forplantet sig til afstemningen om de nye overenskomster.