Fremtidens veje, broer og jernbaner: Det ved vi på forhånd om regeringens udspil

En ny Limfjordsforbindelse, nye motorveje, 670 elbilladepladser, renovering af stationsbygninger og bedre transport mellem land og by. Her er, hvad vi ved om regeringens infrastrukturudspil, som præsenteres torsdag.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Birk Sebastian KotkasDaniel Bue Lauritzen

Finansminister Nicolai Wammen (S), transportminister Benny Engelbrecht (S) og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) præsenterer torsdag regeringens bud på en infrastrukturplan, der skal sætte kursen for næste årtis offentlige transportprojekter. Det gør de ved et pressemøde klokken 12.

Infrastrukturudspillet er S-regeringens alternativ til VLAK-regeringens investeringsplan til 110 milliarder kroner fra marts 2019 - Aftale om et sammenhængende Danmark - som blev skrottet, da Socialdemokratiet få måneder senere overtog regeringsmagten.

Forud for præsentationen af udspillet har regeringen allerede præsenteret nogle af elementerne i forskellige medier. Få overblikket her:

Limfjordsforbindelse og nye motorveje
Regeringen lægger op til, at der skal etableres en 3. Limfjordsforbindelse med en 20 kilometer lang firesporet motorvej over øen Egholm. Der skal også udrulles motorvej mellem Regstrup og Kalundborg og udvides en eksisterende motortrafikvej til motorvej mellem Allerød og Hillerød. 

Det skriver TV2, som regeringen onsdag aften har oplyst, at den også vil udvide E45 mellem Aarhus Syd og Nord og mellem Vejle og Skanderborg Syd. Der skal også ske en udvidelse af motorvejen syd for Odense og Hillerødmotorvejen mellem motorvejskrydset ved Gladsaxe og Ring 4 ved Bagsværd.

Samme medie skriver onsdag aften, at regeringen også vil lave forundersøgelser af en fast forbindelse mellem Als og Fyn, en ny motortrafikvej på rute 26 mellem E45 ved Aarhus og Søbyvad og en tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus.

Udvidelse af E45
Der er også lagt op til markante investeringer i motorvej E45, der ifølge regeringen flere steder skal udvides fra fire til seks spor. 

For at afhjælpe trængslen på motorvejsstrækningen mellem Kolding og Randers, vil regeringen også undersøge, om der kan bygges en ny vejbro over Vejle Fjord, eller om den eksisterende bro kan udvides med flere spor. 

Det skriver Jyllands-Posten

Pulje til at forbinde land og by
Et af forslagene er en pulje på 6,5 milliarder kroner, som skal sikre bedre transportmuligheder mellem land og by. Konkret skal pengene fra puljen gå til mindre byggeprojekter, som for eksempel kan gøre det lettere at pendle til og fra små byer og landområder.

Midlerne kan for eksempel gå til omfartsveje, motorvejstilkørsler, rundkørsler og overhalingsspor på landevejene. Puljen skal "gøre det lettere at bosætte sig i hele Danmark," forklarede transportminister Benny Engelbrecht til Avisen Danmark tirsdag. 

"Efter corona vil vi komme til at se store forandringer med mere fleksibilitet i vores arbejdsliv, hvor hjemmearbejde enkelte dage om ugen bliver mere udbredt og vil betyde, at folk i højere grad ser en mulighed i at bosætte sig længere væk fra deres arbejdsplads. Det skal vi tilpasse infrastrukturen til," sagde ministeren.

670 hurtigladepladser
Regeringen vil også bruge statslige midler på at sikre flere hurtige ladestandere, så det bliver lettere at være ejer af en elbil.

Med en pulje på 500 millioner kroner vil regeringen udbygge hurtigladestrukturen for elbiler langs motorvejene, så ventetiden maksimalt bliver 10 minutter på en typisk travl fredag.

Den halve milliard forventes at række til 670 hurtigladepladser fordelt over 50 lokationer, både på landet og omkring de store byer, for at sikre at elbiler ikke bliver et "storbyfænomen", har transportminister Benny Engelbrecht forklaret til DR:

"Det handler om at sikre tilgængelighed til ladeinfrastrukturen, uanset hvor man bor," siger ministeren.

Puljen skal bidrage til målet fra bilaftalen om en million grønne biler på de danske veje i 2030.

Dansk Elbil Alliance har også allerede været ude med sin kommentar til forslaget: Det er positivt med flere ladestandere, men der skal mere tempo på udrulningen, siger branchechef i alliancen, Lærke Flader, til DR. Hun mener, der er brug for dobbelt så mange nye ladestandere, som regeringen lægger op til.

Ny regnemodel med høj CO2-pris
Transportministeren har forud for forhandlingerne også meldt ud, at prisen for de nye trafikprojekter skal beregnes ud fra en CO2-pris på 1500 kroner per ton - hvilket svarer til Klimarådets anbefalede niveau for en ensartet CO2-afgift i 2030.

“Jeg har besluttet, at når vi nu genberegner de samfundsøkonomiske omkostninger, så kommer det til både at basere sig på den klassiske CO2-pris, som er på omkring 300 kroner per ton, og så en højere CO2-pris på 1500 kroner per ton. Det vil sige at man vil få begge tal præsenteret, når vi sætter os ind til forhandlingsbordet,” fortæller transportminister Benny Engelbrecht (S) til Børsen.

Det kan helt generelt gøre transportprojekter "lidt mindre attraktive," vurderer miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen.

Hos Venstre mener transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, at den nye regnemodel er unødvendig, mens Radikale er glade for de nye CO2-beregninger.

Bilfri søndage
Regeringen har også luftet sine planer om at ændre færdselsloven, så kommuner får mulighed for at indføre bilfri gader om søndagen mellem ni om morgenen og otte om aftenen. Transportminister Benny Engelbrecht (S) håber, at det vil blive brugt i Aarhus og København.

Det kører dog i et separat spor fra forhandlingerne om infrastrukturplanen.

Regeringen præsenterer det samlede udspil ved et pressemøde i Kalundborg, som kan følges her på Altinget torsdag klokken 12.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Lærke Flader

Branchedirektør, Træ- og Møbelindustrien (TMI), Dansk Industri, ekstern underviser, Københavns Uni.
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1993)









0:000:00