Konservative udpeger ny kommunal spidskandidat i Furesø
25. januar 2017 kl. 12.29
Konservative har udpeget Lars N. Carstensen som partiets spidskandidat til KV17. Det skriver Furesø Avis.
Den nye spidskandidat glæder sig til valgkampen, hvor partiet sammen med Venstre skal forsøge at fravriste Ole Bondo Christensen (S) borgmesterposten.
"Jeg mener, at det er vigtigt, at der er et borgerligt alternativ i Furesø, som tager udgangspunkt i de emner, som partierne er enige om. Jeg vil derfor – som noget af det første – indbyde Venstre til drøftelser om konkrete politiske områder, hvor vi er enige, så vi kan bygge et solidt borgerligt fundament," siger Lars N. Carstensen ifølge Furesø Avis.
Lars N. Carstensen tager over som spidskandidat efter Susanne Mortensen, der har toppet partilisten ved de seneste tre kommunalvalg.












































