Kristian Hegaard: Her er læringen, skandalen og de åbne spørgsmål i minksagen

Læren er også, at embedsmænd skal sige meget tydeligt fra. Det var eksempelvis ikke nok, at en afdelingschef fra Justitsministeriet ringede til sin departementschef og fortalte om manglende lovhjemmel. Hun skulle have gjort mere og været mere insisterende, lyder det fra Minkkommissionen.

Det står endnu uklart, hvilke konsekvenser det får. Sagerne foregår nu hos Medarbejder- og Kompetencestyrelsen under Skatteministeriet.

Konsekvensen kan være alt mellem advarsel og afskedigelse. Minkkommissionens vurdering er alene en indstilling, som myndigheden ikke er forpligtet til at følge. Og bliver de hjemsendt, indtil tjenestesagerne er afsluttet? Indtil videre kan de gå på arbejde, som intet var hændt.

Danmark er kendt for en dygtig og ikke-politisk centraladministration. Den tillid lider utvivlsomt et knæk med minksagen. Derfor kan sagen også være anledning til at overveje mere klare regler for, hvornår embedsmænd skal sige fra i et politisk system. Det kan øge beskyttelsen af embedsmænd og i sidste ende tilliden. En historisk skandalesag i den danske centraladministration må føre til fremtidig læring.

Så er der det åbne spørgsmål. Hvad med statsminister Mette Frederiksens (S) ansvar? Lad os starte i helikopteren. Ministeransvaret kan opdeles i to dele: Det juridiske ansvar og det politiske ansvar.

Mens mange har stirret blindt på det juridiske spor, er det politiske spor i virkeligheden mere interessant

Kristian Hegaard

Det juridiske ansvar går på, at en minister kan dømmes ved Rigsretten for at overtræde Ministeransvarlighedsloven. Det kan ske, hvis en minister tilsidesætter sine pligter som minister eller ikke overholder sandhedspligten for Folketinget. Dette kaldes den objektive del. Derudover skal ministeren have handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Dette kaldes den subjektive del.

Både den objektive del og subjektive del skal være opfyldt, hvis en minister skal ifalde juridisk ansvar. Minkkommissionen skriver, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet "objektivt set var groft vildledende, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil".

Altså at Mette Frederiksen udstedte en ulovlig instruks til minkavlerne, men at hun ikke var klar over, at det var ulovligt. At den objektive del er opfyldt, men at den subjektive ikke nødvendigvis er.

Når jeg skriver "ikke nødvendigvis", er det, fordi Minkkommissionen skriver, at de ikke har taget stilling til grov uagtsomhed. Det kan en undersøgelseskommission ikke. Det må en undersøgelseskommission ikke.

Derfor har debatten de seneste dage lydt: Skal uvildige advokater vurdere, om Mette Frederiksen har handlet groft uagtsomhed?

En advokatvurdering kan ikke indhente nye dokumenter eller oplysninger. Ej heller foretage nye afhøringer. Vurderingen vil alene ske ud fra Minkkommissionens beretning.

Hvad er så grov uagtsomhed, som alle taler om?

Grov uagtsomhed er ikke defineret tydeligt i den juridiske praksis. Som en tommelfingerregel handler det om, hvorvidt man har handlet særligt anderledes, end andre ville gøre. Om andre kan antages at ville handle anderledes, hvis de sad i Mette Frederiksens stol.

Det tankevækkende er, at så mange og højtplacerede embedsmænd begår svigt på en og samme tid. Man får fornemmelsen af en kultur, hvor embedsmænd ikke tør at sige fra

Kristian Hegaard

Advokatvurderinger har kun fundet sted ved Tamilsagen og instrukssagen. Der er ikke fortilfælde af, at der nedsættes uvildige advokater til at belyse, om en minister har handlet groft uagtsomt. Heller ikke i andre sager, hvor ministre er blevet kritiseret. Men politikere er ikke bundet af en praksis.

På den anden side er der heller ikke fortilfælde af, at så mange og så højtplacerede embedsmænd får bragende kritik. Det er derfor alene en politisk vurdering, om der skal foretages en advokatvurdering af Minkkommissionens beretning. Det er også en politisk vurdering, hvad advokater skal vurdere.

I Minkkommissionens beretning kan man både finde argumenter for og imod, at der er grov uagtsomhed. Derfor vil det sandsynligvis også dele vandene blandt advokater. Vi kan allerede se blandt professorer, som har kommenteret sagen, at der er delte meninger. Spørgsmålet er, om man overhovedet vil komme svaret nærmere med en advokatvurdering?

For grov uagtsomhed taler eksempelvis, at Minkkommissionen skriver, at ministre ikke kan forvente advarsel om manglende lovhjemmel fra embedsmænd, når den beslutning, der træffes, ikke fremgår af mødematerialet.

Det kan endvidere tale for grov uagtsomhed, at der var tid til at udskyde beslutningen og det afgørende møde, idet beslutningen først blev udmeldt klokken 16.00 dagen efter.

Jeg kan dog ikke forestille mig, at disse forhold skulle være nok til grov uagtsomhed. Når en regering har truffet en beslutning tirsdag aften og melder den ud klokken 16.00 dagen efter, er der god tid for embedsmænd til at undersøge lovhjemmel.

Mens mange har stirret blindt på det juridiske spor, er det politiske spor i virkeligheden mere interessant.

I Danmark har vi haft negativ parlamentarisme siden 1901. Det betyder, at en minister ikke kan sidde med et flertal imod sig. Hvis et flertal udtrykker mistillid til en minister, kan ministeren ikke fortsætte.

Der er ingen kriterier for, hvad mistilliden beror på. I princippet kan et flertal vælte en minister, fordi man er uenig i dennes tilhørsforhold til en fodboldklub eller ministerens musiksmag og af den grund ikke har tillid.

Det tankevækkende ved minksagen er, at så mange og højtplacerede embedsmænd begår svigt på en og samme tid. Man får fornemmelsen af en kultur, hvor embedsmænd ikke tør at sige fra.

Det politiske ansvar handler således om, hvorvidt der er tillid til den måde, magten forvaltes på af den, der sidder for bordenden. Også selvom personen for bordenden ikke har begået regelbrud.

I sidste ende kan Mink-sagen styrke demokratiet på den lange bane

Kristian Hegaard

Lad mig komme med et eksempel: På Herlufsholm er det ikke ledelsen, der har begået de overgreb og krænkelser, som har fundet sted. Men ledelsen er blevet gjort ansvarlig for, at kulturen fandt sted.

Rektor er fyret, og bestyrelsen er gået af. Der havde formentlig været ramaskrig, hvis ledelsen som reaktion på sagerne alene havde nedsat et demokratiudvalg for trivsel og samvær.

Og hvad ville en bestyrelsesformand gøre, hvis ti af de øverste ansatte i en stor virksomhed havde brudt loven? Og hvad ville aktionærernes reaktion være?

Én ting er sikkert. Minksagen vil stå i lærebøger fremadrettet som skræmmeeksempel for den offentlige forvaltning. Det er en skandale, som fremtidige embedsmænd skal lære af.

Samtidig kan det give en politisk diskussion af, hvordan magten mest hensigtsmæssigt forvaltes. I sidste ende kan minksagen styrke demokratiet på den lange bane.