Lad os afklare misforståelserne om negative renter og grådige banker

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) satte gang i en større debat, da han sidst i april beskyldte danske banker for at være grådige.

Anledningen til ministerens beskyldning var, at flere banker endnu en gang nedsatte beløbsgrænsen for, hvornår privatkunder skal betale negative renter for at have deres penge stående i banken.

Denne grænse er nu på 100.000 kroner hos de fleste banker. Organisationer som Forbrugerrådet Tænk og Ældre Sagen udtrykte støtte til ministeren, mens bankerne undskyldte sig med, at de selv betaler negative renter, når de placerer deres indlånsoverskud i Nationalbanken.

Hvad er op og ned i debatten? Det er vigtigt at få den rette årsagssammenhæng på plads.

De negative renter i danske banker kan spores tilbage til Den Europæiske Centralbank (ECB), som siden 2014 har sat en negativ rente.

Målet har været at sætte gang i den økonomiske aktivitet i Eurozonen, så ECB kan opfylde sin målsætning om en årlig prisstigningstakt på knap to procent.

Øget forbrug og nedsat opsparingslyst er ikke en bivirkning ved ekspansiv pengepolitik

Søren Hove Ravn
Kommentarskribent

Danmark fører fastkurspolitik over for euro, og derfor har Danmarks Nationalbank siden 2012 måttet sætte en negativ rente. Idet Nationalbanken er bankernes bank, har bankerne sådan set ret i, at de selv står over for en omkostning, når de placerer penge i Nationalbanken.

Det er den omkostning, som de nu har valgt at overvælte på deres kunder.

Ikke anderledes end hvis bageren hæver prisen på brød, når verdensmarkedsprisen på hvede stiger. På den baggrund kan et par misforståelser i debatten afklares.

Erhvervsministeren afviste enhver sammenhæng mellem Nationalbankens rente og de private bankers renter. Her tager han fejl. Det såkaldte rentegennemslag – det faktum, at private bankers ind- og udlånsrenter følger udviklingen i Nationalbankens rentefastsættelse – er et centralt element i selve pengepolitikkens virkning og derfor hensigtsmæssigt fra et makroøkonomisk perspektiv. Det var også essensen af den pressemeddelelse, som Nationalbanken udsendte få dage senere.

Andre deltagere i debatten har udtrykt bekymring for, at negative renter kan reducere folks opsparingslyst. Ja, det er jo meningen.

Øget forbrug og nedsat opsparingslyst er ikke en bivirkning ved ekspansiv pengepolitik. Det er selve den tilsigtede effekt, som ECB ønsker at opnå.

Forbrugerrådet Tænk har udtrykt bekymring over konkurrencen i banksektoren, men ifølge gængs økonomisk teori er det netop et tegn på sund konkurrence, hvis virksomheder vælter højere omkostninger over på kunderne i form af højere priser.

Ældre Sagen har foreslået, at alle danskere sikres en indlånskonto i Nationalbanken med en rente på nul. Men i en verden, hvor Nationalbanken er tvunget til at sætte en negativ rente for at sikre fastkurspolitikken, efterlader dette reelt to muligheder.

Enten skal fastkurspolitikken opgives, hvilket næppe er Ældre Sagens intention, eller også skal "nogen" dække rentespændet mellem Nationalbankens negative rente og den foreslåede garanterede rente på nul.

I sidstnævnte tilfælde er "nogen" formentlig ensbetydende med staten, men dette kan hurtigt blive en dyr omgang, og så ender regningen hos skatteyderne i stedet for bankkunderne. Det er vist to sider af samme sag.

Endelig er det værd at huske, at mange danskere har optaget boliglån til negativ rente, ligesom den danske stat har udstedt statsobligationer til negativ rente.

Hvem "betaler" denne negative rente? Det gør køberne af realkredit- og statsobligationer, hvilket ofte er danskernes egne pensionskasser.

I denne sammenhæng er ramaskriget dog udeblevet. Ligesom det ikke har ført til kritik fra politisk side, at mange danskere i flere år har fået en negativ realrente på deres opsparing, fordi inflationen langsomt har udhulet købekraften af de opsparede midler.

Det er med andre ord politisk og ikke økonomisk logik, der bestemmer, hvornår negative renter er acceptable.