Lars Tvede: Universiteternes marcherende offerkultur gør os til skræmte dansebjørne

KOMMENTAR: Den tiltagende krænkelseskultur, der er ved at finde fodfæste på Københavns Universitet, er et destruktivt spil, hvor vi i stedet for at blive frie, ansvarlige og voksne mennesker vælger livslange far-mor-og-børn-forhold, skriver Lars Tvede.

Da jeg gik i skole, læste vi selvfølgelig George Orwells forrygende bog 1984. Hold op, den var fascinerende, men jeg fandt den også alarmerende. Her fortaltes nemlig om et fremtidigt samfund, som styredes af det såkaldte ”Ingsoc”-parti. Hvordan dette i øvrigt var kommet til magten, var for bogens hovedpersoner svært at afklare, da Ingsoc konstant omskrev historiebøgerne, så alt forsvandt i tågerne.

Disse omskrivninger foregik  i ”Ministeriet for Sandhed”, som også omdefinerede ords betydning og udviklede såkaldt "Nysprog”, som gjorde det sværere at tænke uortodokse tanker.

Bogens hovedpersoner, der i øvrigt arbejdede netop i Ministeriet for Sandhed, arresteres i bogen af ”tankepolitiet” for at have begået ”tankeforbrydelser”. Derefter bragtes de til afhøring i ”Ministeriet for Kærlighed” – efterfulgt af en meget ubehagelig genopdragelse.

Velkommen til Københavns Universitet, anno 2018.

Ah, OK, nu strammer jeg den nok lidt. Altså med KU. Men tænk lige over det; på KU har man nu officielt indført krænkelseskultur og opfordrer studerende til anonymt at angive enhver, de synes sårer, fornærmer eller krænker dem. 

Men hvad går dette egentlig ud på, ud over efter min mening at være temmelig Orwelliansk? For mig er det først og fremmest en institutionalisering af det, der kaldes Karpmans Dramatriangel: et spil, hvor folk selvorganiseres i et rollespil med tre deltagere:

- Krænkeren, som ses som den onde

- Offeret, som føler sig krænket

- Redderen, som beskytter offeret og derfor er helten

Karpman påviste, at mange dysfunktionelle rollespil i eksempelvis familier eller på arbejdspladser kunne generaliseres i netop dette krænker-offer-redder-spil. Når man først var havnet i spillet, sagde han, var det både svært at komme ud igen – og svært at komme rigtigt frem i livet.

Den nye krænkelseskultur, som nu tydeligvis har bredt sig fra USA til Europa, er for mig i det mindste Orwell-light eller 1984-lidt-senere. Men det er så sandelig også Karpmans dramatriangel for fuld udblæsning. Det er nemlig et destruktivt spil, hvor vi i stedet for at blive frie, ansvarlige og voksne mennesker vælger livslange far-mor-og-børn-forhold. ”Mor, Søren slog mig!” ”Nååh, lille pus, nu skal jeg trøste dig.”

Vi kan også skære den på en anden måde. Professor Covey – forfatteren til den globale bestseller "The 7 Habits of Highly Effective People" – studerede i mange år, hvordan ekstremt effektive og succesrige mennesker egentlig tænkte og handlede. Hans konklusioner, som bogen beskriver, omhandler blandt andet tre faser af menneskelig udvikling:  

Fase 1: Det uselvstændige du-menneske, der er afhængig af andre – sådan starter alle spædbørn.
Fase 2: Det selvstændige jeg-menneske, der tager vare på sit eget liv.
Fase 3: Det selvstændige vi-menneske,  der både tager vare på eget liv og har gensidigt frugtbart samarbejde med andre.

Ekstremt succesrige mennesker, sagde Covey så, har arbejdet sig frem til fase 2 og 3. Siden jeg forstod dette (det hjalp at læse bogen), har jeg altid i mit valg af forretningspartnere og medarbejdere skelet meget til, om de var Karpman-dramaqueens eller selvstændige, konstruktive individer.

Krænkelseskulturen fastholder folk i Coveys fase 1, det vil sige som du-mennesker. Og den kan efter min mening let reducere dem til skræmte dansebjørne, der konstant må vare på hvert et ord og hver en handling. Eller til små, forpjuskede mennesker, som konstant leder efter anledninger til at trække offerkortet.

I en verden, hvor mange opfatter sig selv som kroniske ofre, er det svært for normale mennesker at undgå stempling som krænkere, med mindre de i stedet kan fremstille sig som reddere. ”Red verden!” At leve i et sådant miljø er ikke sjovt.    

Bevarelse af ytringsfrihed er efter min opfattelse central for et pluralistisk demokrati, og problemet i de mange moderne forsøg på tankestyring er, at folk tror, man kan løse sociale problemer ved systematisk at censurere folk og gennemtvinge Orweliansk Nysprog. Projektet er både håbløst og meningsløst.

Tænk lige over det: Hvis danskere demonstrerer for Tibet, krænker det så ikke kineserne, hvorfor det så skal forbydes? Hvad med Donald Trump, ham må vi vel ikke krænke, for så krænker vi den halvdel af amerikanerne, der rent faktisk stemte på ham – ikke sandt? Og hvis vi virkelig – som krænkelseskulturen i stigende grad kræver – skal fjerne repræsentationer af enhver ting, vi synes er dårlige, skal vi vel også fjerne fremstilling af eksempelvis krig, slagsmål, kriminalitet, vold, latterliggørelse, undertrykkelse, tortur, selvmord, tvangsægteskaber, menneskehandel, diskrimination og Grisling?

Tja, man kan jo starte med at fjerne det fra alle vore film, alle vore bøger, hele internettet, hele vort ordvalg og fra vore standupkomikeres repertoire, vore teaterstykker, vore tegneserier, vore kunstværker, vor undervisning, vort TV … fra alt. Nåh ja, og husk også at forbyde film om 2. verdenskrig, som jo krænker tyskere og japanere. Væk med det. Det er krænkende.

Før Middelalderen havde Vesteuropa en meget udbredt krænkelseskultur, som ofte udmundede i endeløse serier af vendettaer imellem familier, klaner og undertiden nationer. Denne kultur aftog derefter gradvist, og vendettaer blev erstattet med dueller, som i det mindste havde den fordel, at de kunne afslutte en strid én gang for alle. Atter senere gik også dette i sig selv og blev afløst af dels de endnu mere fredelige retslige opgør, men tillige af en stigende brug af humor og herunder selvironi. Og det er ikke tilfældigt, at man stadig i dag snakker om en ”disarming sense of humour”, for det var lige det, den var: afvæbnende humor.

Så her er mit forslag: Skal vi ikke bare trække på den og grine ad den nye krænkelseskultur? Og så i øvrigt skide den en hatfuld.

-----------

Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter, finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Forrige artikel Jarl Cordua: Løkke gør klar til valg – nu som grøn krammebamse Jarl Cordua: Løkke gør klar til valg – nu som grøn krammebamse Næste artikel Marie Krarup: Demokrati er en by i Rusland Marie Krarup: Demokrati er en by i Rusland