Kronik

Mchangama: Man kan godt være mod racisme og klæde sig ud som mexicaner

KRONIK: En offentlig institution som Københavns Universitet skal tage faren for diskrimination alvorligt, men det er langtfra indlysende, at universitetet vedtager retningslinjer om krænkende adfærd, skriver Jacob Mchangama.

Kampen mod racisme binder progressive
studerende og inklusive universitetsadministratorer sammen, men gør dem blinde
overfor proportioner, skriver Jacob Mchangama.
Kampen mod racisme binder progressive studerende og inklusive universitetsadministratorer sammen, men gør dem blinde overfor proportioner, skriver Jacob Mchangama.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Mchangama
Direktør i Justitia

Jeg er blandt dem, der har været kritisk overfor Det Juridiske Fakultets henstilling om at droppe udklædningstemaer på rusture og endnu mere kritisk overfor KU’s nye retningslinjer vedrørende krænkende adfærd.

Men for at løsrive debatten fra tendensen til blot at håne KU kan det være nyttigt at anskue problemstillingerne i et internationalt og historisk perspektiv.

Der er ikke megen tvivl om, at den øgede opmærksomhed i forhold til at undgå krænkelse af minoriteter stammer fra USA. Og det er ikke uden grund, at amerikanerne stadig har et stærkt fokus på konsekvenserne af racisme og diskrimination.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Mens Messerschmidt opfordrer studerende på KU til at begå ”civil ulydighed” ved at iklæde sig etniske kostumer, ville Messerschmidt sandsynligvis blive stærkt forarget, hvis en muslimsk imam opfordrede muslimske kvinder til at ignorere maskeringsforbuddet.

Jacob Mchangama
Direktør i Justitia

Kampen for ligeværd i Arkansas
I 1954 afgjorde den amerikanske højesteret, at Sydens raceopdelte skolevæsen var i strid med forfatningen. Men dermed var kampen mod dehumaniserende racediskrimination langt fra forbi.

Et af de mest epokegørende slag i kampen for ligeværd fandt sted i Little Rock Arkansas. Her skulle ni sorte studerende i september 1957 for første gang udnytte deres forfatningsbeskyttede ret til at modtage undervisning på Litte Rock Central High.

Indtil grundlovens vedtagelse var der også systematisk diskrimination i den danske uddannelsessektor.

Jacob Mchangama
Direktør i Justitia

Da de studerende ankom til gymnasiet, blev de ikke bare mødt af hadefulde hvide studerende og forældre, der overdængede dem med racistiske tilråb, spyt og slag. Arkansas’ guvernør indsatte hjemmeværnet for at forhindre de sorte studerende i at komme ind på gymnasiet.

Præsident Eisenhower måtte indsætte hæren for at sikre de sorte elever adgang til undervisning, ligesom soldater måtte eskortere de sorte studerende rundt på skolen for at sikre dem mod angreb.

Alligevel blev de dagligt intimideret, ydmyget og overfaldet. Det siger sig selv, at sådanne oplevelser sætter dybe spor hos de berørte og medfører en særlig forpligtelse for ikke blot at læge sårene, men også for at undgå, at nye opstår.

Diskrimination i uddannelsessektoren
I det traditionelt etnisk homogene Danmark har vi ikke haft samme giftige racistiske arv, selvom slaveriet i Vestindien stadig udgør en skamplet på danmarkshistorien.

Men indtil grundlovens vedtagelse var der også systematisk diskrimination i den danske uddannelsessektor.

Skolelærere skulle være lutherske protestanter, og på den grundlovgivende forsamling udtrykte en af danmarkshistoriens mest hyldede jurister, A.S. Ørsted, bestyrtelse over tanken om, at katolikker og – gisp – jøder med religionsfrihedens princip kunne undervise danske kristne børn.   

Selv efter grundlovens vedtagelse kunne det være problematisk at være åbenmundet ateist – og jøde – som Georg Brandes måtte sande.

Selvom han var eminent kvalificeret, kunne Brandes i mere end 30 år ikke blive udnævnt som professor grundet sine radikale oplysningstanker, som han gav udtryk for i forelæsninger om ”Hovedstrømninger i den europæiske litteratur”.

Læs også

Stor modstand mod Brandes
Ironisk nok indeholdt Brandes tale følgende formulering: ”Noget, af hvad der herved kan støde Dem, vil, tænker jeg, blive rettet ved Tid og Øvelse. Med Hensyn derimod til mine Grundan­skuelser, mine ledende Principer og Ideer forlanger jeg ingen Overbærenhed som helst. Hvad der i denne Henseende maatte støde Dem, vil ikke blive forandret. Jeg anseer det for en Pligt og for en Ære at hylde de Principer, til hvilke jeg bekjen­der mig, Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir.”

Men blandt universitetsprofessorer og embedsmænd var der stor modstand mod Brandes. I et kritisk votum klagede C.W: Smith over Brandes:

 ”Haansord mod en verdenshistorisk Magt som Christendommen“, og hans potentielle indflydelse på den lyttende ungdom: „(...) man kan fordre af en samvittighedsfuld, dansk Mand, at han ikke for en ubefæstet Ungdom (størstedels af det andet Kjøn) vil nedbryde Agtelsen for Institutioner, som Nationen holder hellige (...)“.

Professor i klassisk filologi J.N. Madvig skrev: ”Jeg skal forsvare den videnskabelige Frihed og aldrig gøre en positiv christelig Erkendelse til Betingelse for en Ansættelse ved Universitetet, men jeg skal ligesaa bestemt modsætte mig fræk og overfladisk Spot, bag ved hvilken jeg hverken seer alvorlig Forskning eller dybere ethisk Følelse, uden hvilken al Æsthetik er tom Leg.”

Brandes var ikke den eneste, der kom i klemme. I 1883 skred kulturminister Scavenius ind overfor Julius Hofforys udnævnelse til docent i tysk sprog og litteratur, eftersom Hoffory som studerende havde gjort grin med en degn i studenterforeningen og dermed begået blasfemi.

Fortidens synder skræmmer
Disse sager viser, at en offentlig institution som Københavns Universitet skal tage faren for diskrimination og nedværdigende og ydmygende behandling alvorligt.

Fortidens synder skræmmer, og racisme og forskelsbehandling er ikke bare politisk korrekte besværgelser, men virkelighed, som det har krævet blod, sved og tårer at minimere, og som kan flamme op igen med katastrofale konsekvenser.

Men disse sager viser også, at der er meget langt fra danske forhold til den historiske kontekst, der har ført til, at en række amerikanske universiteter skrider hårdt ind overfor ytringer og adfærd, der kan opfattes som krænkende. Hvorfor det langt fra er indlysende, at Københavns Universitet skal vedtage retningslinjer om krænkende adfærd, der synes inspireret af amerikanske tendenser.

Behandlingen af Brandes og Hoffory viser dog også faren ved at tillægge bestemte værdier så meget vægt, at de ikke må udfordres med kritik, polemik eller satire.

Dermed risikerer man at tabuisere bestemte emner og gøre sig blind overfor relevansen og værdien af synspunkter, der udfordrer ens eget verdensbillede.

Hvis man er fuldstændig overbevist om, at nationens sammenhængskraft hviler på respekt for kristne traditionelle dyder, er det klart at det at stille spørgsmålstegn ved eller polemisere mod Kristendommen ikke bare opleves krænkende, men udgør en fare, der må stoppes med magt.

På samme måde, hvis man tillægger ligebehandling og anti-diskrimination så stor værdi, at man opfatter selv den mindste antydning af stereotyper som et angreb på ideen om menneskelig ligeværd. I så fald må enhver form for krænkelse af minoriteter stoppes.

DF opfordrer til civil ulydighed
Det synes at være den logik, der ligger bag retningslinjernes formulering om, at ”Det er medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet”.

Men faren for tabuisering gælder hele vejen rundt.

Tag eksempelvis Morten Messerschmidt, som i denne artikelserie håner Københavns Universitet og Det Juridiske Fakultet for at skride ind overfor udklædningsfester. Men hvis eget parti har været primusmotor i at anvende straffeloven overfor kvinder, der frivilligt iklæder sig burkaer, og ønsker at forbyde tørklæder på offentlige institutioner, inklusiv Københavns Universitet.

Mens Messerschmidt opfordrer studerende på KU til at begå ”civil ulydighed” ved at iklæde sig etniske kostumer, ville Messerschmidt sandsynligvis blive stærkt forarget, hvis en muslimsk imam opfordrede muslimske kvinder til at ignorere maskeringsforbuddet.

Denne dynamik er beskrevet glimrende af den amerikanske moralpsykolog Jonathan Haidt. Haidt argumenterer for, at vores moralske værdier både ”binder og gør blind”.

Kampen mod racisme binder progressive studerende og inklusive universitetsadministratorer sammen, men gør dem blinde overfor proportioner, og for at man godt kan være stærk modstander af racisme og diskrimination, selvom man klæder sig ud som en mexicaner.  

Ægte diversitet fordrer ofte ubehag, når man konfronteres med ideer og adfærd, som strider mod ens egne værdier. Vores bedste middel i forhold til at binde os sammen i store og inklusive, snarere end små og snævre fællesskaber, er at bygge fællesskaber bygget på storsind og tolerance, snarere end forbud og tabuisering.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Mchangama

Direktør, grundlægger, Justitia
cand.jur. (Københavns Uni. 2003), master i menneskerettigheder og demokratisering (Venedig og Strasbourg, 2004)

0:000:00