Messerschmidt: "Jeg opfordrer til civil ulydighed mod universitetets tyranner"

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af EU-Parlamentet og folketingskandidat

For at tækkes tidsånden har Københavns Universitet udsendt en fatwa, som fordømmer al tale og skrift, der kunne såre, fornærme eller krænke andre. I de nye retningslinjer opfordrer KU’s ledelse til lumpent angiveri. Stikkere kan anonymt indberette de suspekte personer, som ikke frivilligt lader sig afrette til at tale og tænke, som en lille håndfuld selvsikre og nævenyttige aktivister forlanger det.

Den slags skal standses i tide.

Jeg opfordrer derfor alle studerende til at slå et slag for frihed ved at udvise civil ulydighed. Det er enhver frihedselskende students pligt, for den frie tankes skyld, at sabotere alle forsøg på at lade sig iføre mundkurv og spændetrøje fra den politiske korrektheds hysteriske overdrev.

Hvis du læser teatervidenskab, så nægt at have at gøre med Jeppe på Bjerget med henvisning til, at du har en alkoholiker i familien, og at en konfrontation med stykket kan fremkalde skjulte traumer.

Morten Messerschmidt (DF)

Et lille højtråbende venstreorienteret mindretal er ved at få held til at kopiere et fænomen, der i dag terroriserer de amerikanske og canadiske universiteter. De er på samme tid klynkende men aggressive;  sarte men ubehøvlede; hypokondere men hensynsløse; kuvøsebørn men flokdyr; antiautoritære men magtsyge. Og de skal ikke undervurderes, for efter piveriet kommer tyranniet, og i USA og Canada har de allerede taget et effektivt kvælertag på den frie debat.

Og de konfliktsky og skvattede undervisere og administratorer på universiteterne tør ikke sige fra. Tværtimod smisker de for de forkælede små tyranner. Også i Danmark.

Jeg opfordrer derfor alle studerende til at slå et slag for frihed ved at udvise civil ulydighed.

Morten Messerschmidt (DF)

”Det skulle nødigt hedde sig ude i den store verden, at vi er sådan nogle halvracister, der holder party og klæder os ud som mexicanere. Det ville ikke se godt ud,” siger institutleder Jørn Boisen, når han i sin fejhed forsvarer, at Det Juridiske Fakultet før de nye studerendes rustur slog fast, at det skulle sikres, at udklædningstemaerne ”lever op til fakultetets værdier om diversitet og ikkediskrimination.” Og at ”udklædningstemaer, der går på stereotyper omkring for eksempel etnicitet, seksualitet, religion med videre ikke anvendes.”

Altså ikke noget med sombrero og poncho; ikke noget med kineserhængeskæg. Ikke noget med at vælte fuld rundt på krykker eller i en kørestol. Og slet ikke noget med at sværte sig sort i ansigtet!

Men må man klæde sig ud som ko, hvis der er en hindu til stede? Må man spille en chokoladeskildpadde, hvis der nu er diabetikere? Og hvad med stribet fangedragt og en kugle om benet? Kriminelle er jo bare sociale ofre og klienter? Vil et togaparty være en hån imod grækerne og et pyjamasparty at gøre grin med mennesker, der lider af søvnløshed eller søvnapnø?

Det er ikke bare sjov. Danske borgere er nu på 13. år under politibeskyttelse, fordi tilhængerne af en fjern ørkenreligion mener, at deres profet blev krænket. 

I USA og Canada omfatter alle de ”sårbare” grupper, som der skal tages særlige hensyn til, kvinder, handicappede, sorte, hispanics, transkønnede, homoseksuelle, muslimer, veganere – ja, fortsæt selv listen.

Og prøv at sætte dem sammen i interessante kombinationer. Det er faktisk kun hvide, kristne, midaldrende mænd, som ikke er regnet for udsatte eller sårbare, de udgør tværtimod den herskende gruppe i de magthierarkier, som de nye tyranner på campus har opfundet i deres egne hoveder, og som de opdeler verden efter. (Det skal tilføjes, at heller ikke asiater er så heldige at blive regnet for en sårbar minoritet, for de får for høje karakterer.)

På amerikanske og canadiske universiteter har der udviklet sig en ren stikkerkultur, hvor studerende under dække af anonymitet kan angive en lærer, som de mener har krænket eller såret dem. Det har kostet uforsigtige og snakkesalige lærere deres karriere.

Nogle jurastuderende  har forlangt, at de ikke bliver præsenteret for udtrykket ”voldtægt” i en forelæsning, fordi det angiveligt kunne give dem en ubehagelig oplevelse. ”Psykisk vold,” klynker de, og forlanger ”safe spaces”, hvor  de kan blive friholdt for ”mikro-aggressioner” og andre krænkelser.  

Og hvad er kriteriet så for at føle sig krænket eller såret? Jamen det afgør den studerende ganske enkelt selv! Sådan udlagde KU’s rektor Henrik Wegener teksten tirsdag morgen på Radio 24syv. Fortjener man i øvrigt at være rektor, hvis ikke man tør tale universitetets plageånder midt imod? Eller endnu værre: Hvis man er enig med dem?

Studenten kan altså selv stille diagnosen, og selv om den burde lyde på ”ekstremt opmærksomhedssøgende”, kommer den i stedet til at lyde på ”offer”.  

At det fremover skal være sværere for krænkeren at snakke sig uden om at have krænket den krænkede, blev bekræftet af Lisbeth Møller, HR-vicedirektør (!) på samme universitet. Uden at få stillet et eneste kritisk spørgsmål proklamerer hun følgende til  "Uniavisen":

”Det er medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet – også selv om den, der krænker, ingen intentioner har haft om at krænke.”

Altså skyldig, indtil det modsatte er bevist. Det er en retspraksis, som er levende beskrevet af Alexander Solsjenitsyn i Øhavet Gulag.  

Hvis man vil have et chokerende eksempel på, hvad de aktivistiske mimosers krænkelsestyranni fører til i praksis, kan man lytte til dette forhør. I bedste KGB-stil bliver undervisningsassistent Lindsay Shepherd afhørt af tre professorer på Wilfrid Laurier University i Canada, fordi hun havde vist et klip fra en TV-debat, hvorefter en studerende hævdede at have følt sig psykisk forulempet af nogle udtalelser fra en professor i psykologi. Lindsay Shepherd bryder grædende sammen, men uheldigvis for de tre STASI-professorer optog hun klogt nok hele forhøret på sin telefon.

Men der er andre forsvarsmetoder, man kan anvende imod den snigende censur, som vores universiteter er ved at indføre.

Jeg opfordrer derfor til generel civil ulydighed imod universitetsledelsen og tyrannerne. 

Hvis du læser teatervidenskab, så nægt at have at gøre med Jeppe på Bjerget med henvisning til, at du har en alkoholiker i familien, og at en konfrontation med stykket kan fremkalde skjulte traumer. Men brug selv fantasien, der er uanede muligheder. Kom kværulanterne i forkøbet, og sæt de bløddyr, som foregiver at styre universiteterne, i det ene absurde dilemma efter det andet. Tag dem på ordet, og gør dem til grin, indtil de knækker.

Jeg opfordrer de studerende til at iføre sig de mest groteske kostumer. Igen er det kun dit mod og din fantasi, som sætter grænser.

Det vil måske falde uskønt, smagløst og taktløst ud, men hellere dét end at lade sig tyrannisere af intolerante aktivister fra et hysterisk højtråbende mindretal. De skal sættes på plads og grines ud, mens det endnu kan nås.