Studenterforening: Ramaskrig over KU’s racismekamp viser nationalt problem

DEBAT: Københavns Universitets forsøg på at bekæmpe diskrimination rækker slet ikke langt nok. Racisme er et stort problem, som danskerne fastholder og endda får spalteplads til i medierne. Dét skal vi gøre op med, mener studenterforeningen Front.

Af Tara Skadegaard Thorsen
Repræsentant for Front

Hen over den seneste måned har en aktiv debat foldet sig ud angående Københavns Universitets nyligt opdaterede politik omkring antidiskrimination på universitetet.

Det har medført en mere generel diskussion om, hvor meget universiteter kan blande sig i, hvordan studerende og undervisere opfører sig i universitetsregi.

Danmark ikke klar til antiracisme
For første gang siden politikerklæringen blev indført, havde den konsekvenser sent i august, da flere studerende fra det juridiske fakultet klagede til fakultetet omkring en planlagt fest med et tema, der opfordrede til at klæde sig ud som karikaturer på mexicanere, oprindelige amerikanere og ”ghetto”.

Universitetet gik i dialog med de klagende studerende, og efter meget dialog besluttede universitetet, at ligesom de frabad sexistisk adfærd i universitetets navn, måtte de frabede sig racistisk adfærd initieret af jura-tutorer.

Men det viste sig, at den danske befolkning ikke var klar til antiracisme i statsinstitutioner. For efter den beslutning lød der ramaskrig hen over landet – en masse bekymrede personer argumenterede, at det var et slag mod ytringsfriheden, fri diskussion og endda forskningsfrihed.

For hvad ville det dog gøre ved den gode debat, at man ikke længere også kan have en stråhat, der karikerer mexicanske bønder på?

Racisme på danske institutioner ER et problem
I denne artikel vil vi fra FRONTs side præsentere to pointer: For det første er racisme en udfordring i danske institutioner.

Handlinger for at minimere racisme er ikke begrænsende for ytringsfriheden, men mulighedsbetingelse for, at alle danskere har lige adgang til uddannelsesinstitutioner.

For det andet er den seneste politik fra KU’s side ikke engang tæt på minimum af, hvad man kan forvente fra enhver virksomhed eller organisation, der påstår at respektere menneskerettighederne.

KU stadig meget langt fra målet
Der er en global standard for, hvad det vil sige for en virksomhed at respektere menneskerettighederne, og KU er godt 1/50 i mål.

Virksomheders og organisationers samfundsansvar er i dag globalt defineret af FN og bekræftet i Europa gennem OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder (2011) for at respektere menneskerettighederne og dermed tage sit samfundsansvar.

På den sociale bundlinje skal enhver virksomhed:

 1. Have en politikerklæring på plads godkendt fra højeste ledelse, hvor de forpligter sig til at respektere menneskerettighederne.

2. De skal have en proces for nødvendig omhu på plads, hvor de identificerer mulige og aktuelle negative indvirkninger på menneskerettighederne, forebygger og afbøder de negative indvirkninger, og måler effekten af deres handlinger.

3. De skal kommunikere, hvad de gør.

KU har med den seneste politik taget et meget lille skridt i retningen social bæredygtighed efter den globale standard for samfundsansvar, da de har en politik på plads, der dækker én af 48 konkrete menneskerettigheder: retten til ikke at blive diskrimineret.

Retningslinjer ryger op i hat og briller
Derudover har de ikke nogen proces på plads for nødvendig omhu på denne rettighed, og ikke mindst kommunikerer de kun handlinger i den grad, politikken er offentligt tilgængelig.

At de alligevel formår at ramme et brændpunkt, som antiracisme har vist sig at være i en dansk kontekst, har konsekvensen, at deres retningslinjer for seneste temafest så sandelig er gået op i hat og briller.

Det er ikke nogen overraskelse for FRONT. Siden der i Danmark er så umådeligt begrænset information om, hvad diskrimination helt konkret er, er det ingen overraskelse, at folk falder på halen, når de første gang hører, at en institution gør spæde forsøg på at respektere folks grundlæggende værdighed, også kendt som menneskerettighederne.

Må universiteter ikke bekæmpe diskrimination?
Men det sociale ramaskrig er ikke et tegn på, at KU er gået for langt med deres politik og dertilhørende halvhjertede reprimander. Tværtimod er det et tegn på, at de slet ikke er langt nok.

Handlinger på antiracisme skal i en dansk kontekst medfølges uddannelsen på området, for uden det bliver diskussioner på emnet polemiske, uinformerede, lommefilosofiske holdningstilkendegivelser gemt bag magthaveres flotte titler.

Dette medfører, at der opstår et spørgsmål om, hvorvidt universiteterne overhovedet må gøre noget ved diskrimination på deres institutioner. Hvad der med rette kan siges at være den mest uhyggelige udvikling i debatten.

Hvorfor så bange for antidiskrimination?
Pointen med at fremhæve universiteternes samfundsansvar her er især at spørge til, hvorfor i alverden den seneste politik fra KU overhovedet vækker sådan en diskussion, som vi har set. Hvorfor bliver folk så provokerede af antiracisme?

Hvorfor er de danske medier, politikere og højtråbende individer så bange for, at et universitet siger fra over for diskrimination?

Virksomheder har længe gjort det, for det er nødvendigt for at sikre, at de kan holde på deres dygtige hoveder. For de fleste ressourcer smutter, hvis racisme går ubehandlet hen i en institution.

Dette leder os til den næste pointe: nemlig at racisme er et problem i danske institutioner.

Mange rapporterer om alvorlig diskrimination
Danmark bliver igen og igen fremhævet som et land med alvorlige problemer, hvad angår diskrimination, både fra expats, fra brune og sorte danskere og endda fra EU (ECRI) og FN.

Vi kan vedblive at vifte kritikken væk med et argument om dansk exceptionalisme. Men Danmark er ikke exceptionel, når det kommer til racisme.

Diskrimination – også på “race” – er lige så meget noget, der kan ske i Danmark, som det kan i alle andre lande.

Diskrimination er et globalt problem, hvorfor det også er en global menneskerettighed at være fri for det.

Ja, handlinger for at komme diskrimination til livs kan variere fra kontekst til kontekst, men der er ikke noget godt argument for, hvorfor racistiske karikaturer, udtalelser og chikane skulle være mindre racistisk i Danmark end i nogen andre lande.

Danmark er stadig en kolonimagt
Ikke mindst er vi til stadighed en kolonimagt, der nægter Grønland den frihed, vi skylder dem efter generationer af udnyttelse og undertrykkelse.

Vi er også tidligere slavehandlere, engang den syvende største kolonimagt i verden, og mange af de bygninger, som københavnere i dag bevæger sig rundt i, er bygget på penge fra sukkerproduktion udført af slavegjorte mennesker.

Da vi sidste år fejrede 100-året for salget af de tidligere dansk-vestindiske øer, opfordrede politikere til at kolonisere igen.

Racisme er nationalt forankret
Selv hvis kriteriet for, at et land skal forholde sig til racisme, var, at racisme skulle være nationalhistorisk forankret, lever Danmark helt fint op til det kriterie.

Dansk kultur kan heller ikke bortforklare diskrimination. Danskere er racistiske, og det har konsekvenser for, hvem der har adgang til uddannelse, jobs og sociale rum, når der ikke er nogen, der tør gøre noget ved det.

Mediestøttet racemobning
TÆNK, at de studerende, der klagede over racisme på deres universitetet, blev opfordret til at droppe ud af forfattere, der fik deres taletid givet af medier som Berlingske.

Hvordan er det fri diskussion? Det er nærmere mediestøttet mobning. Andre europæiske lande må krumme tæer, hvis de får adgang til oversatte versioner af vores ensidige diskussioner.

Som andre før har påpeget, er der i dansk litteratur tradition for at kritisere systemet.

Vores kanoner har lagt en inspirerende bund for at vende blikket kritisk mod systemet. Men Pontoppidan og Strunge redder os ikke fra vores egen racisme.

De kan dog måske inspirere os til også at vende et kritisk blik mod måden, vi forstår ”kultur”, religion og farve på i Danmark. Hvad er vi egentlig bange for? At opdage, at racisme er et problem?

Forrige artikel BL: Det, politikerne kalder parallelsamfund, kalder andre paradis BL: Det, politikerne kalder parallelsamfund, kalder andre paradis Næste artikel Debat: DF-profiler trodser partilinjen om frihedsrettigheder Debat: DF-profiler trodser partilinjen om frihedsrettigheder