Le Pens toprådgiver: Mette Frederiksen fører vores indvandrerpolitik i Danmark

Den danske S-regering beviser, at man godt ”kan være i centrum af EU og være imod indvandring,” siger Philippe Olivier, som er en del af inderkredsen omkring Frankrigs højre-nationalistiske leder og præsidentkandidat, Marine Le Pen.

Den franske nationalistleder Marine Le Pen, da hun i april 2019 besøgte København.
Den franske nationalistleder Marine Le Pen, da hun i april 2019 besøgte København.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: I opløbet til forårets franske præsidentvalg føler den nationalistiske kandidat, Marine Le Pen, sig inspireret af statsminister Mette Frederiksen og de danske socialdemokrater.

Det siger en af hendes nærmeste rådgivere, europaparlamentarikeren Philippe Olivier, som er medlem af Le Pens kabinet og sidder i landsledelsen for partiet Rassemblement National (det tidligere Front National).

”Danmark er et specielt land, fordi jeres socialdemokrater har overtaget den restriktive indvandrerdagsorden, som vi altid har troet på i mit parti. Derfor følger vi meget tæt, hvad der foregår i dansk politik,” siger Olivier, der også er Marine Le Pens svoger og hører til hendes absolutte inderkreds.

Philippe Olivier betragtes som en af hovedarkitekterne bag den forvandling fra Front National til Rassemblement National (RN), der har været en satsning på at gøre partiet mere stuerent, og han er en af strategerne i Marine Le Pens valgkamp.

Den danske regering ”siger det, vi mener”

”I Frankrig bliver der stadig gjort forsøg på at marginalisere vores holdninger, men det stemmer ikke overens med, hvad der rent faktisk foregår i Europa,” siger Philippe Olivier til Altinget.

Jeres socialdemokrater har overtaget den restriktive indvandrerdagsorden, som vi altid har troet på i mit parti.

Philippe Olivier
MEP og medlem af ledelsen for Rassemblement National

”Den danske regering siger og gør meget af det, vi mener, at man også børe gøre på indvandrerområdet i Frankrig. Så kan man diskutere, hvad der er ord og hvad der er handling, men vi er i hvert fald helt enige i deres holdning til indvandring,” siger han:

”Det er interessant, for det viser, at man kan være en regering i centrum af EU og være imod indvandring.”

Olivier er dybt involveret i Rassemblement Nationals arbejde på at skabe en ny ”suverænistisk” supergruppe på den yderste højrefløj i Europa-Parlamentet, der i givet fald kunne overhale de liberale som parlamentets tredjestørste gruppe.

Målet for RN er ikke mindst at give statsmands-troværdighed til Marine Le Pen under præsidentvalgkampen hjemme i Frankrig, hvor hun frygter at se sig overhalet højre om af en mulig ny nationalistkandidat ved navn Éric Zemmour.

DF satser på ny gruppe med Orban og Le Pen

Hidtil har det været umuligt for EU-landenes største nationalistiske og nationalkonservative partier at finde hinanden, men den ungarske leder Viktor Orbans og hans parti Fidesz’ udtrædelse af den konservative partifamilie har skabt et nyt momentum.

Derfor bliver der i øjeblikket gjort ”gode fremskridt” i forhandlinger mellem bl.a. Fidesz, franske RN, italienske Lega og Polens regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS), siger Philippe Olivier.

Det bliver bekræftet af Dansk Folkeparti, der også er involveret i arbejdet på den nye gruppe i parlamentet.

”Vi har været med til at stå fadder til sådan en gruppe. Jeg er ikke i tvivl om, at gruppen vil blive til virkelighed, for Orban har skabt en helt ny dynamik. Det er kun et spørgsmål om hvornår,” siger DF’s medlem af Europa-Parlamentet, Peter Kofod.

Ifølge polske medier har formanden for regeringspartiet PiS, Jaroslaw Kaczynski, netop inviteret en række nationalistiske og nationalkonservative ledere til et møde i Warszawa i begyndelsen af december for at diskutere Europas fremtid.

 

LÆS OGSÅ:

Europas nationalister gør fremskridt i arbejdet på en magtfuld ny politisk gruppe

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marine Le Pen

Partileder, Rassemblement National

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Peter Kofod

MF (DF)
lærer (UC Syddanmark 2015)









0:000:00