Maria R. Gjerding: Naturen har nået et lavpunkt

KOMMENTAR: Jeg begriber ikke, at staten er medvirkende til at ødelægge vores egen natur, skriver Maria R. Gjerding. Vi står midt i en biodiversitetskrise, og hvis den skal løses, må staten påtage sig et ansvar for naturen. 

Store maskiner pløjer sig igennem rigkær og kildevæld ved Gudenåens kilder. Det kaldes naturpleje, og der er en mening med det hele, får vi at vide.

Andre steder æder kødkvæg rub og stub af sommerens blomster på strengt beskyttede arealer. Det er også naturpleje. Og i de kommende urørte skove udtager man tømmer af værdi. Også mere end det, som giver mening, for at give skovene en mere naturlig struktur.

Inde på Christiansborg, der forvalter de ovennævnte naturområder for befolkningen, vælter dokumentationen ellers ind: skovperlemorsommerfugl, skovgøgelilje og sort skovsmælder, engblåfugl, enghumle og engtroldurt, mosetroldurt, moseperlemorsommerfugl og moserandøje.

Der bliver stadig færre af dem alle sammen og sammen med mange andre arter er de akut truet af udryddelse i Danmark. Skovlysningerne er forsvundet. Enge og moser drænet bort.

Naturen i Danmark har nået et lavpunkt, og vi står midt i en kæmpe biodiversitetskrise.

Kun 13 procent af Danmark er i dag en eller anden form for natur, og langt det meste af det er underordnet hensyn til fiskeri-interesser, hensyn til landbrugs- og skovinteresser, til jagtinteresser, der er hensyn til byudvikling og infrastruktur eller hensynet til statens indtægter. 

Det gælder også på statens egne arealer, og jeg begriber ikke, at vi med den viden, vi har i dag, ikke sikrer optimale forhold for vores egen natur. Staten ejer og forvalter omkring 110.000 hektar skov og omkring 90.000 hektar lysåbne naturarealer. Om noget sted så skulle naturen da her have førsteret.

Men sådan er det ikke. 

Langt den største del af vores skove drives som almindelig tømmerproduktion, omend mere naturnært end tidligere tiders plantager, og det står ikke meget bedre til i den lysåbne natur. Her underskrives hvert år hundredvis af kontrakter om naturpleje, for at der kan opnås landbrugsstøtte til arealerne, men fordi reglerne for støtte ikke har fokus på biodiversitet, bliver tilskuddet i stedet en hindring for at få den bedste natur.

Det lyder ellers godt med naturpleje, og kvæget, der i statens tjeneste gumler løs på de statslige arealer, ender da også deres liv som naturbøffer i supermarkederne, selv om dyrene – og fred med dem – har bidt alt det, som bier og sommerfugle skulle leve i og af, bort.

Nationalparkerne, hvoraf staten ejer en del, drives akkurat, som før områderne fik de fine titler. Her har landbrug, skovbrug, fiskeri og jagt stadig førsteprioritet. Ikke engang den statslige natur i nationalparkerne får lov at være natur. Får og geder springer omkring i de nationale parker og ender som saftige spegepølser med et forgyldt naturstempel i kølediskene.

Lad mig lige gøre det helt klart. Naturpleje er ikke af det onde for naturen – det er faktisk helt nødvendigt. Problemet er, at den naturpleje, der sker på de statslige arealer, alt for ofte ender med at skade naturen mere end at gavne den. De ofte beskyttede naturtyper overgræsses, afvandes, kratryddes eller brakpudses for at fremstå som rigtige produktionsarealer efter et regelsæt og målestok som et veldrevet landbrug.

Og det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er ejeren af dyrene,, der har ansvaret, men derimod udbyderen af kontrakten: staten, og i sidste ende de politikere, der fastholder, at statslige naturarealer skal drives på en måde, så de kan modtage landbrugsstøtte. 

I dag udbydes der primært sommergræsning fra perioden 15. april til 30. oktober, hvilket betyder, at græsning i det sene efterår, vinter og tidlige forår meget ofte mangler. Men det er typisk om vinteren, at dyrene æder de planter, vi ønsker at fjerne – det er dominerende vedplanter som den invasive rynket rose og de hjemmehørende som brombær, birk og pil. Vintergræsning er derfor afgørende for også at holde disse arter i skak.

Desuden betyder den manglende vintergræsning, at arealet ikke slides tilstrækkeligt, og det betyder, at der ikke skabes såbede til blomster og urter. Det betyder også, at der mangler gødning i det sene efterår og tidlige forår. En frisk lort er afgørende for eksempelvis årets første gødningsbiller. I stedet sender man maskiner og mandskab i felten, men de kan altså ikke det samme som heste og køer.

I Danmarks Naturfredningsforening arbejder vi for, at man som en selvfølge på statens egne arealer nu sætter biodiversiteten først. Og det betyder blandt andet, at der alle de steder, hvor det er muligt, indføres helårsgræsning og udlægges meget mere urørt skov.

De steder, hvor det af forskellige årsager ikke kan lade sig gøre, skal vi så sørge for, at der i sommerperioden ikke sættes så mange dyr ud, at de ligefrem skader det formål, deres ejer betales for at opnå. Ved at gøre det fuldstændigt klart i enhver kontrakt, at natur og biodiversitet er formålet med afgræsningen, vil meget være nået.

Det er et skridt på vejen til at komme med på den udvikling, der netop nu foregår overalt i Europa: en vild, selvregulerende natur. Det kaldes rewilding og indebærer, at vi går bort fra produktionshensyn til rene naturhensyn. Væk med tilskudsordninger og tunge maskiner og ind med for eksempel køer og vildheste, der selv må finde ud af, hvordan de vil leve.

Jeg har haft glæden af at se rewilding i fri udfoldelse på Molslaboratoriet i Østjylland, og det virker. Her er på et lille areal truffet flere sommerfugle end i noget 10x10 kvadratmeter-kvadrat i Danmark. 

Der er heldigvis politisk grøde og kommet solide naturpolitiske udspil, der – hvis de gennemføres – kan være startskuddet til at vende naturens nedtur. Lad os selv gå foran og få flere livskraftige græssere ud på vore arealer. De er langt bedre til at lave en rig og varieret natur, end de tunge landbrugsmaskiner nogensinde bliver.

Lad naturen være natur, og lad dyrene leve og dø i den. Danmarks natur kan sagtens blive vildere og meget rigere på oplevelser end i dag. Staten – det vil sige du og jeg – ejer 200.000 ha naturarealer. Det er et godt sted at starte. 

--------

Maria Reumert Gjerding er præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Hun er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, hvor hun var ordfører for blandt andet miljø, klima og grøn omstilling. Gjerding er desuden uddannet cand.scient. i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier fra RUC. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Paradigmeskifte i Naturstyrelsen

Forrige artikel Jarl Cordua: Løkke skal vinde fortællingen om sundhedsreformen Jarl Cordua: Løkke skal vinde fortællingen om sundhedsreformen Næste artikel Niels Jespersen: Alternativet på vej ud af Enhedslistens favntag Niels Jespersen: Alternativet på vej ud af Enhedslistens favntag