Ny 2030-prognose: Danmark har råd til 17.000 flere offentligt ansatte, men så mange tør S ikke love

Det vil kræve hele det finanspolitiske råderum frem mod 2030, hvis der skal være råd til at lade antallet af offentligt ansatte stige i takt med, at der bliver flere børn og ældre. S vil have flere offentligt ansatte, men vil ikke sætte tal på hvor mange.

Offentlige ansatte får stor opmærksomhed i den tiltagende valgkamp. Men Konservative er klar til færre offentligt ansatte, så vil Socialdemokratiet have flere.
Offentlige ansatte får stor opmærksomhed i den tiltagende valgkamp. Men Konservative er klar til færre offentligt ansatte, så vil Socialdemokratiet have flere. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Den offentlige sektor kan ifølge Finansministeriet vokse med flere tusinde medarbejdere de kommende år.

Samtidig med at regeringen skændes med ikke mindst Konservative Folkeparti om, hvor mange tusinde færre medarbejder i stat, regioner og kommuner, Søren Pape Poulsens offentlige nulvækst vil medføre, så lægger Finansministeriet op til, at der kan komme op til 17.000 flere offentligt ansatte fra 2023 og frem til 2030.

Det fremgår af baggrundsmaterialet til det såkaldte 2030-planforløb, som ministeriet offentliggjorde sammen med regeringens finanslovsudspil i sidste uge.

Tallet er direkte sammenligneligt med Finansministeriets beregninger af, at ren nulvækst vil føre til godt 40.000 færre ansatte, mens regeringens eget løfte om at dække det såkaldte demografiske træk isoleret vil betyde 11.000 færre ansatte.

”Det er regnet på samme måde, og det viser, hvor højt man kan komme op, hvis man bruger det fulde finanspolitiske råderum på offentligt forbrug,” siger Niels Storm Knigge, der er seniorøkonom ved tænketanken Kraka.

Finansministeriets nye 2030-prognose er første gang, ministeriet har beregnet det økonomisk råderum frem til 2030.

Aktuelt lyder vurderingen på, at der er 48 milliarder kroner i ’gratis’ penge til kommende økonomiaftaler, finanslove og andre politiske aftaler. Det svarer til, at det samlede offentlige forbrug på lidt over 600 milliarder kroner kan løftes med lidt over én procent om året.

Og det er ifølge beregninger fra KL nogenlunde det, der skal til, hvis man vil sikre, at antallet af medarbejdere kan følge med det stigende antal ældre og børn de kommende år.