Analyse af 
Kim Rosenkilde

Ny økonomiaftale udstiller kommunerne som aftalesystemets svage part

Finansminister Nicolai Wammen fik den økonomiaftale med kommunerne, han kom efter. Og endnu engang måtte KL og kommunerne sande betydningen af, at regeringen sidder med overhånden med støtte fra et flertal i Folketinget. Men ikke uimodsagt.

KL's formandskab Martin Damm (V) og Jacob Bundsgaard (S) har i en årrække haft svære økonomiforhandlinger med skiftende regeringer og senest finansminister Nicolai Wammen (S). Men de er altid endt med en aftale.
KL's formandskab Martin Damm (V) og Jacob Bundsgaard (S) har i en årrække haft svære økonomiforhandlinger med skiftende regeringer og senest finansminister Nicolai Wammen (S). Men de er altid endt med en aftale. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Der er ikke noget alternativ. I hvert fald ikke et, der er bedre.

Det var den bagvedliggende analyse fra KL’s forhandlere, da de onsdag kunne fremlægge den endelige tekst om en ny økonomiaftale med regeringen for deres bestyrelse.

En aftale der på de store linjer lægger sig så tæt op ad finansminister Nicolai Wammens (S) udspil, at man er nødt til at spørge sig selv om, hvad KL overhovedet fik ud af besværet med at møde op til politisk armlægning i Finansministeriet.

Wammen ville have anlægsrammen ned, mens KL ville have den op eller som minimum fastholdt på grund af de stigende byggepriser.

Resultatet blev en reduktion fra omkring 20 milliarder kroner til 18,5 milliarder.

Wammen lagde fra start 1,25 milliarder kroner på bordet til at dække stigende velfærdsudgifter i takt med, at der kommer flere ældre og flere børn. KL efterlyste en milliard mere.

Resultatet blev et løft på 1,3 milliarder kroner.

På Wammens præmisser

Wammen ville have kommunerne til at spare endnu mere på eksterne konsulenter. KL afviste blankt, at der er mere at hente på den konto.

Resultat blev nye konsulentbesparelser på 75 millioner kroner stigende til 350 millioner.

Læs også

KL ville have hjælp til at håndtere og styre udgifterne på det såkaldte specialiserede socialområde.

Resultatet blev, ingenting. Ikke udover at gøre opmærksom på, at man nu har fået nedsat det ekspertudvalg, man allerede sidste år aftalte, skal komme med bud på mulige løsninger.

Politiske forhandlinger er naturligvis indhyllet i taktiske krav og udmeldinger. Både målrettet ens modpart og omverdenen, ikke mindst ens politiske bagland.

Men selv om økonomiforhandlingerne mellem kommuner og regering gentages år efter år, så er de hver gang noget særligt.

Denne gang er det ikke mindst bemærkelsesværdigt, hvor entydigt det endelige resultat synes at være dikteret af regeringen og finansministeren, og hvor lidt det er lykkedes kommunerne at rykke på de substantielle punkter.

Ikke første gang

Den afgørende forklaring er, at forhandlingsresultatet afspejler magtforholdet mellem regeringen og centralforvaltningen på den ene side, og KL og kommunerne på den anden side.

Der er da heller ikke noget nyt, at regeringen får kommunerne til at acceptere, om ikke at spise en skovsnegl, så at skrive under på en aftaletekst, hvor de primært har kunnet ændre i prosaen og ikke i felterne med de afgørende tal.

Så sent som sidste år mødte KL op med et ekstraordinært krav på over fem milliarder kroner ekstra til det specialiserede socialområde. Godt nok over en årrække.

Men også her endte bundlinjen på lidt under de 1,5 milliarder kroner, som er marginalt mere, end hvad der skal til for alene at dække det rene demografiske træk.

Går man lidt længere tilbage i tid, så skal de seneste års aftaler også ses i lyset af, at den i årtiet efter finanskrisen stod på decideret nul- eller minusvækst i flere af de årlige aftaler.

Også aftalen for 2016 springer i øjnene. Den blev indgået kølvandet på folketingsvalget i 2015, og det var her den nyvalgte V-regering fik introduceret det efterfølgende så udskældte omprioriteringsbidrag.

Læs også

Øverst i magthierarkiet

Der er flere forklaringer på, hvorfor finansministeren og regeringen som udgangspunkt sidder med overhånden i forhandlingerne. Og på hvorfor KL og kommunerne alligevel finder det værd at forhandle.

For det første er der det helt formelle hierarki mellem de politiske niveauer i den offentlige sektor.

Kommunerne er godt nok politisk selvstyrende, men det er regeringen og Folketinget, som sætter rammerne for selvstyret gennem lovgivning. På den økonomiske front sker det primært gennem finanslove, skattelovgivning, budgetlov og udligningsloven.

Derfor er det til enhver tid i sidste ende op til et politisk flertal i Folketinget at bestemme kommunernes økonomi. Og så kan man jo fra lokal side forsøge at påvirke den proces mest muligt.

Herudover er den offentlige sektor i Danmark kendt for at have en meget decentralt forankret opgaveløsning. At kommunerne står for over halvdelen af det offentlige forbrug, er et internationalt særsyn.

Bredt flertal har regeringens ryg

Det giver samtidig de centrale politiske beslutningstagere så meget desto større grund til at holde hånd i hanke med styringen af økonomien i den del af den offentlige sektor. Ikke mindst som led i en mere overordnet finanspolitiks styring.

Oven i det kommer, at regeringen på forhånd er sikret et flertal for de aftaler, man måtte indgå med KL.

Det har man været siden 2015, hvor et bredt flertal i Folketinget gav hinanden håndslag på, at man altid vil stemme den til enhver tid siddende regerings økonomiaftale igennem i Folketingets Finansudvalg.

Det satte en effektiv stopper for kommunernes mulighed for at spille Folketingets partier ud mod regeringen under forhandlingerne.

Med (økonomi)aftalesystemet er inddragelse af kommunerne i tilrettelæggelsen af økonomien ikke kun en fordel i forhold til at koordinere økonomien på tværs af stat og 98 selvstændige politiske enheder.  

Ingen fremtid i at tromle KL

At der er tale om gensidige aftaler er også med til at understøtte legitimiteten og forventeligt dermed også opbakningen, når de centrale politiske prioriteringer skal føres ud i livet lokalt.

Alt det ved man kun alt for godt i Finansministeriet.

Og selv om regeringen sidder med de formelle magtfordele på sin side, så er man derfor også nødt til at lytte til KL og kommunerne. Det er netop det, der gør, at KL ikke uden videre kan køres over, og at forhandlingerne ikke bare er på skrømt.

Trods en pengefattig aftale har det heller ikke været tilfældet i år.

Godt nok har KL accepteret regeringens præmis om, at det frie økonomiske råderum er så godt som brugt på forsvarsudgifter med aftalen om det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik. En aftale, der blev indgået med krigen i Ukraine som baggrundstæppe.

Og man har måttet forholde sig til den kendsgerning, at inflationen på kort tid er skudt i vejret, og at der mangler arbejdskraft i en række sektorer. Herunder den offentlige.

Prosa betyder noget

Det kan virker defensivt, at KL’s formand Martin Damm har gjort meget ud af at tale om forventningsafstemning. Og om hvor vigtigt det har været for KL at få en aftaletekst, hvor regeringen ikke kan skjule en kedelig bundlinje i en indpakning af floromvunden velfærdsretorik.

Men prosa betyder også noget for, hvordan virkeligheden opfattes og opleves.

I det lys er det en succes for KL, hvis det lykkes at sikre en fortælling om, at det er omstændighederne og ikke de lokale politikeres skyld, at der skal træffes upopulære beslutninger, når kommunerne til efteråret skal vedtage budgetterne for 2023.

Og den ulige magtfordeling til trods står Finansministeriet og KL sammen om en lige så stærk tiltro til aftalesystemet, som den tidligere britiske premiereminister Margaret Thatcher i sin tid havde til de frie markedskræfter.

De ser ikke noget alternativ. I hvert fald ikke et, der er bedre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion