Analyse af 
Jakob Nielsen

Rwanda er det nye Norge i dansk udenrigspolitik

Kampen for at få et modtagecenter for asylansøgere er symbolet på en ny, dansk udenrigspolitik, der skubber EU og FN i baggrunden. Det er også en del af forklaringen på Udenrigsministeriets krise.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen i Rwandas hovedstad Kigali sammen med Danmarks nye partnerland
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen i Rwandas hovedstad Kigali sammen med Danmarks nye partnerlandFoto: Foto fra Rwandas udenrigsministerium
Jakob Nielsen

To ministres mystiske besøg i Rwanda er et eksempel på, hvad der sker, når indenrigspolitik og udenrigspolitik støder sammen.

På den ene side vil regeringen hellere end gerne fortælle om planerne om et modtagecenter uden for EU, hvor asylansøgere kan sendes hen. Det forslag var et valgløfte, og regeringen har i fuld åbenhed fremsat et lovforslag om planen, der førstebehandles torsdag.

På den anden side vil regeringen ikke fortælle, hvilke lande den forhandler med. Det kan nemlig gøre forhandlingerne mere besværlige og få prisen for et modtagecenter til at stige. Og det kan sætte fokus på alle de problemer, et modtagecenter vil medføre.

Socialdemokratiet ser sig selv som en europæisk frontløber, der er ved at opfinde fremtidens asylsystem

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Derfor måtte vi igennem et farceagtigt forløb, hvor de to ministres rejse til Afrika var tophemmeligt, mens Rwandas udenrigsministerium lystigt lagde billeder af danske ministre i Kigali op på sociale medier.

Og en ny farce, da den danske regering – helt i tråd med protokollen – ikke ville lægge de to indgåede aftaler frem og endte med igen at blive overhalet i åbenhed af Rwanda.

Men al støjen bør ikke skygge for de vigtigste pointer fra det kontroversielle besøg:

Den første er, at regeringen – hvis nogen skulle være i tvivl – mener planen om et modtagecenter dybt alvorligt og har tænkt sig at gå meget langt for at føre den ud i livet.

Den anden er, at planen dermed også er et billede på et enormt skifte i dansk udenrigspolitik. Et skifte væk fra de to grundpiller, der har udgjort soklen under dansk udenrigspolitik de seneste 50 år, nemlig FN og EU.

Samler man de to pointer, får man en vigtig brik til at forstå, hvorfor både udenrigsminister Jeppe Kofod og Udenrigsministeriet som institution er i krise. Hele den måde, Danmark plejer at føre udenrigspolitik på, er ved at blive omkalfatret. Og det er systemet slet ikke indrettet til.

De nye tider i dansk udenrigspolitik blev symboliseret af en pressemeddelelse fra udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), efter han og Mattias Tesfaye (S) var vendt hjem fra Rwanda.

Her beskriver regeringen nærmest Rwanda som en afrikansk udgave af Norge:

”Rwanda og Danmark har en række fælles prioriteter. Derfor er vi nu i gang med at drøfte (…) et styrket samarbejde mellem to små lande, der gerne leder ved eksemplets kraft. Det kunne f.eks. være om den grønne dagsorden, fremme af kvinders rettigheder og menneskerettigheder, adgang til solenergi eller jobskabelse for unge,” udtalte ministeren.

Men Rwanda er ikke Norge. Landets præsident, Paul Kagame, har siddet ved magten i mere end 20 år og vandt det seneste valg med 98,8 procent af stemmerne. Han mistænkes for at snigmyrde både politiske modstandere og kritiske journalister.

Det er ikke nyt, at modtagere af dansk ulandsbistand har problemer med menneskerettighederne, men det er nyt, at autokratiske lande udnævnes til nære partnere.

Traditionelt har dansk udenrigspolitik baseret sig på at gå forrest i FN, når det handler om at håndtere og afbøde verdens uretfærdighed. Og trods de danske EU-forbehold har Danmark også fulgt hovedlinjerne i den europæiske asylpolitik. Den indebærer fokus på at styrke de ydre grænser og en aftale om, at asylansøgere kun kan søge asyl i ét EU-land.

Disse traditioner afspejler sig i den måde, Udenrigsministeriet er indrettet på, og i fordelingen af diplomater på ambassader i udlandet. Danmark ingen ambassade i Rwanda, men til gengæld to ambassadører udsendt til FN-hovedkvarteret i New York og to ambassadører ved EU-hovedkvarteret i Bruxelles.

Den danske plan om et modtagecenter har – i hvert fald foreløbig – ikke nogen opbakning i hverken New York eller Bruxelles, selv om enkelte andre EU-lande har udtrykt interesse for idéen.

I et internt notat har regeringens egne jurister ligefrem advaret om, at planen om modtagecentre kan føre til, at Danmark bliver smidt ud af det såkaldte Dublin-samarbejde, der betyder, at Danmark kan afvise asylansøgere, som allerede har søgt asyl i et andet EU-land.

Både EU-kommissionen og flere EU-lande har for længst slået fast, at de ikke vil flytte deres asylbehandling ud af EU.

Som en fransk minister forklarede uden for citat under et besøg i København: Retten til at søge asyl fremgår af den franske forfatning, og præsident Macron betragter det som en helt uacceptabel afgivelse af suverænitet, hvis den ret skal administreres af andre lande.

Den besked fik Mette Frederiksen også, da hun selv besøgte Emmanuel Macron i Paris i slutningen af 2019.

Men uanset skepsis i Paris og Bruxelles står det klart, at Mette Frederiksens regering mener forslaget om et modtagecenter dybt alvorligt.

Der er ikke tale om et stykke symbolpolitik, som dengang VLAK-regeringen indførte en smykkelov i håb om at skræmme flygtninge fra at søge asyl i Danmark.

Regeringen har for længst fremsat det lovforslag, L 226, der skal gøre det muligt at sende asylansøgere ud af landet. Det førstebehandles i Folketinget torsdag.

I et samråd i Folketinget i denne uge forklarede udlændingeminister Mattias Tesfaye, at målet i hans øjne er et mere humant system end det nuværende, som han kaldte ”kvalmende”.

Problemet er, forklarede han, at kun de mest ressourcestærke asylansøgere når frem til Danmarks grænse. Mange af dem har ikke krav på beskyttelse. Men ofte er det svært at sende dem direkte hjem, og derfor bliver de placeret i udrejsecentre.

”Vi bruger enorme ressourcer på folk, der ikke har behov for beskyttelse. Det er helt vildt,” sagde Mattias Tesfaye på samrådet.

Hans pointe er, at man kan hjælpe mange flygtninge i de såkaldte nærområder for de ca. 300.000 kroner om året, det koster at have en afvist asylansøger siddende i et udrejsecenter.

Socialdemokratiet ser sig selv som en europæisk frontløber, der er ved at opfinde fremtidens asylsystem.

Partiet føler sig bekræftet af de mange søsterpartier i andre EU-lande, der er i dyb krise – Tyskland, Holland og Frankrig er tre store skrækeksempler på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke tager folkelig bekymring over indvandring alvorligt.

Det er derfor, Mette Frederiksen og hendes regering ikke lader sig rokke i den stramme udlændingepolitik, men tværtimod strammer den.

Og derfor, at Danmarks udenrigspolitik nu er ved at blive indrettet til at opfylde et af regeringens vigtigste indenrigspolitiske valgløfter.

Derfor er regeringens to store udlandsrejser siden pandemiens anden bølge gået til Israel og Rwanda for at diskutere vacciner og modtagecentre – ikke til Sverige og Tyskland for at diskutere de lukkede grænser til Danmarks nabolande. Og ingen af rejserne er foretaget af udenrigsminister Jeppe Kofod.

Hans øverste embedsfolk er travlt optaget med at forhandle med Rwanda og andre potentielle partnerlande om et kommende modtagecenter.

Måske skal de også til at hente nogle ambassadører hjem og placere dem i andre lande, der i højere grad deler Danmarks prioriteter – som for eksempel Rwanda.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

Flemming Møller Mortensen

MF (S), klosterforstander, Aalborg Kloster fhv. minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde
Sygeplejerske (Sygeplejeskolen i Aalborg 1988), salgsuddannet (AstraZeneca 2004)

0:000:00