Steen Gade: De danske EU-forbehold er en møllesten om halsen

Af Steen Gade
Formand, Nyt Europa 

Fredag er det 25 år siden, at et lille flertal sagde ja til den Edinburghaftale, der gav Danmark de fire EU-forbehold i forhold til Maastrichttraktaten, der var forkastet af et snævert flertal året før.

Dagen huskes måske i dag mest, fordi ja'et udløste de mest omfattende gadekampe i nyere tid. Vreden var meget stor – især på dele af venstrefløjen. Og der var argumenteret voldsomt imod aftalen. At Danmark var blevet snydt, og at det var det samme, der blev stemt om.

Folkebevægelsen mod EU kaldte det en glidebane hen mod unionen, og Jens Peter Bonde gav aftalen fire års varighed. Folkebevægelsen mod EU kaldte det et komplot, og Enhedslisten fik tegneren Claus Deleuran til at tegne det hele som kejserens nye klæder. For vi havde jo intet på, vi SF’ere, der havde hovedansvaret for aftalen.

Virkeligheden blev en helt anden. Forbeholdene eksisterer og betyder mere og mere. Vi havde virkelig noget på. Blandt andet fordi aftalen med de andre EU-lande desuden var sikret gennem en politisk aftale mellem syv af Folketingets dengang otte partier om, at forbeholdene kun kan ændres ved en folkeafstemning. Kun Fremskridtspartiet var ikke med, og Enhedslisten sad ikke i Folketinget.

Forbeholdene er overtaget af det nationalistiske højre
De visionære afsnit i det nationale kompromis mellem S, R og SF og senere tilslutning fra de øvrige fire om udvidelse af EU, markant satsning på høje miljøregler i EU-samarbejdet, mere åbenhed og nærhed i samarbejdet, større satsning på beskæftigelse og inddragelse af fagudvalgene i Folketinget blev kludetæppet af aftaler til en langsigtet strategi for Danmark. Den eneste vi har haft. Politik betyder altså noget.

Som forbeholdene virker i dag, ligner de et selvmål, om end det så helt anderledes ud undervejs

Steen Gade
Formand, Nyt Europa

Den strategi er for længst brændt ud. I dag ser vi et flertal i Folketinget, der under mottoet ”imod overimplementering” målbevidst arbejder på, at EU-aftalte miljøregler ikke styrkes eller direkte svækkes.

Der er ingen entusiasme knyttet til en ny udvidelse med Balkanlandene i 2025, som resten af EU diskuterer, og fagudvalgenes inddragelse i EU-beslutninger har været svag i årevis. Diskussionen om samarbejdets indhold er desværre gået fuldstændig i stå.

Det værste er dog forbeholdene. I dag er de blevet en møllesten om halsen på os alle sammen, men især den del af venstrefløjen, der stadig forsvarer dem, burde være i store vanskeligheder.

For forbeholdene er reelt blevet overtaget af både det nationalistiske højre og det fremmedfjendske højre. Man kan roligt tale om en ”fjendtlig overtagelse”, for de var tænkt i en anden tid og langt mere med et centrum-venstre-fortegn.

Allerede for 15 år siden, da jeg skrev bogen "Gades Europa", noterede jeg, at jeg ikke længere kunne sige noget pænt om dem. Både fordi jeg har skiftet syn på mange af de områder, og fordi tiden var en anden. Det er alt sammen endnu mere sandt end dengang.

Udfordringerne skal løses i fællesskab
Udfordringerne med migration og flygtninge kan jo kun løses i fællesskab. Og skal det gøres effektivt, kommer det til at kræve, at vi skal af med retsforbeholdet. Styrket terrorbekæmpelse fremover stiller os i samme situation, ligesom vi sidst så det politisamarbejdet.

Måske vi uden den indflydelse, som fuldt medlemskab giver, kan stå med hatten i hånden - som med Europol - og bede om særaftaler bagefter, men det er da ikke attraktivt bare at skulle rette ind efter andre.

I stedet burde vi stå i spidsen for en massiv hjælp til Afrika for at sikre udvikling der, at få en effektiv fælles ydre grænse med en korrekt og human behandling af flygtninge, mulighed for at komme legalt til Europa fra hjemlandene og at stoppe flugten over Middelhavet.

På det økonomiske område ved vi, at der nu lægges op til tættere økonomisk samarbejde inden for ØMU-landene. Vi er i dag fuldt afhængige af den linje, der vælges, og i praksis kan det ligefrem virke, som om vi helst skal være "mere katolske end paven", netop fordi vi er udenfor.

I stedet burde vi få diskuteret, hvordan vi kan påvirke indholdet væk fra gold sparepolitik til en fælles økonomiske politik, der satser meget mere på beskæftigelse samt massive fælles investeringer i grøn omstilling af hensyn til klima, ressourcer og miljø bredt.

Og med Trump ved roret i USA bør vi vel snart indse, at tiden er en helt anden. USA er givetvis permanent på vej væk fra Europa, og dermed det skjold vi har følt os dækket af. Samtidig er Trump i gang med direkte at nedbryde idéen om multilateralt samarbejde. Tænk på klimaaftalen og senest flytningen af USA's ambassade til Jerusalem.

Vi har derfor behov for meget tættere udenrigspolitisk samarbejde i Europa og også at kunne deltage i det samarbejde på det militære område, som alle de andre EU-lande er ved at sætte i gang. Også det neutrale Sverige. Så hvad er det, vi er så bange for?

Forbeholdene er selvmål, de bør fjernes
Det er i Danmarks samlede interesse at fjerne forbeholdene. Opretholdelse af dem tjener i dag først og fremmest det yderste højre - i flere udgaver.

Det burde virkelig gøre ondt på især Enhedslisten, som i dag er venstrefløjens største parti, og som – utroligt nok – i dag kæmper hårdnakket for de forbehold, de kaldte ”Kejserens nye klæder”, og ovenikøbet var det eneste parti, der straks efter Brexitafstemningen forlangte, at Danmark skulle følge efter ud af EU.

Om det også giver anledning til eftertanke hos mig selv. Ja, selvfølgelig. Som forbeholdene virker i dag, ligner de et selvmål, om end det så helt anderledes ud undervejs.

Og læren er måske, at i en verden, der ændrer sig så hurtigt, skal vi som borgere forlange politikere, der er villige til at skifte synspunkter. Ikke vindbøjtler, der bare følger folkestemninger, men mennesker, der sagligt og grundigt argumenterer for ændringer.

Og som borgere skal vi så huske at være glade for dem, ikke håne dem.