Troels Mylenberg: Politik er ikke gået så meget i stykker, at vi ikke kan reparere det

Det var på et landsmøde hos De Radikale, formentlig sidst i 1990'erne. Den mangeårige politiske analytiker Torben Krogh holdt oplæg om sin bog 'Farvel til partierne,' for i vanlig masochistisk stil ville De Radikale gerne høre mere om alt det, der var galt.

Og dér sad de så, de radikale græsrødder, og enedes om, at verden var af lave, og at det nok var tiderne, individualiseringen, internettet, tempoet, millenniumtruslen, eller hvad ved jeg, der var skyld i sædernes forfald og medlemsflugten fra partierne og den deraf følgende apati mod politik.

De Radikale var naturligvis ikke ene om at tale om udfordringerne, men med en partileder – Marianne Jelved – der gik med hovedet forrest ind i valgkampen i 1998 med forslaget om forhøjelse af skatterne, var det daværende kongemagerparti nok i front, hvad angik mod til at tage brusebad i forfaldet.

Så når nutidens radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, for nylig bekendtgjorde, at politik i hendes øjne er gået i stykker, og at hun af samme årsag har været tæt på at forlade branchen, så taler hun sig fint ind i en partitradition.

Men selvfølgelig har Sofie Carsten Nielsen – ligesom Torben Krogh i øvrigt – en pointe og endda en vigtig én. For tempoet, de sociale medier, pressemødekulturen, persondyrkelse, mediehysteri og ikke mindst de personlige ambitioner hos en generation af politikere, for hvem ideologi og partiloyalitet for manges vedkommende er fortidslevn, har tilsammen forandret den politiske samtale.

Det har professionalisering, viden og stærkere faglighed også. Men det sidste drukner desværre for nemt i det første. Og ja, jeg skal nok i det følgende vende retur til journalistikkens rolle i alt dette. Men først politikerne selv.

Partihopperi på speed
Det er ikke nyt, at politikere forfølger personlige ambitioner, der overstiger hensynet til deres parti.

Sigende er det, at partihopperne hver og én egentlig ikke ser forandringen som en, der sker hos dem selv

Troels Mylenberg
Nyhedsvært og forhenværende politisk redaktør, TV 2

Knud Kristensen var sågar statsminister for Venstre, men brød ud og skabte De Uafhængige. Erhard Jakobsen var socialdemokrat, før han skabte Centrum-Demokraterne, Karen Jespersen var engang VS'er og så videre og så videre.

Men partihopperiet er på speed i disse år. Ved nærmere eftertanke er det ganske enkelt helt ekstremt, at den socialdemokratiske etpartiregering i dag har en tidligere frontfigur fra Enhedslisten som undervisningsminister, en tidligere SF-næstformand som udlændingeminister og en tidligere formandskandidat i SF som socialminister. Dertil kommer, at regeringspartiets politiske ordfører også er tidligere markant SF'er.

Hertil kommer, at en række centrale figurer bag politikken også var den del af det, som nogle af de SF'ere, der for blot et årti siden blev kørt over indefra, opfattede som en magtsøgende græshoppesværm af unge mennesker, der gerne åd et parti op, før de fortsatte til det næste i jagt på endnu mere magt.

Oven i hatten skal man nærmest være fastansat politisk analytiker for at have overblik over partiskiftene i blå blok for slet ikke at tale om de mange partihop i kommuner og regioner.

Senest var borgmesteren på Læsø helt uhørt ærlig om sit hop fra Dansk Folkeparti til Venstre. Han ville bare gerne genvælges som borgmester til november, lød det. Behøver jeg at nævne Lars Løkke Rasmussen? 

Partiet, de forlader, har flyttet sig
Sigende er det, at partihopperne hver og én egentlig ikke ser forandringen som en, der sker hos dem selv. Nej, det er altid det parti, som de forlader, der har bevæget sig (og så hævder mange, at partierne er stillestående...).

Ida Auken, der indtil videre har repræsenteret hele tre partier i Folketinget, var – kun slået af Lars Løkke Rasmussen – velsagtens den forgangne sæsons mest udtalte eksempel på parti(græs)hopperens egenart. De Radikale var ikke længere det De Radikale, som hun forlod SF til fordel for. Næste stop Socialdemokraterne.

Alt sammen selvfølgelig helt okay. Det er hverken forbudt eller kritisabelt at ville gøre karriere indenfor politik – og kommer magten ikke til én, så må man komme til magten.

Den dygtige politiker føler sig naturligvis mere hjemme, jo tættere på magten hun sidder. Også politiske mål er bevægelige, som Anders Fogh Rasmussen så stærkt illustrerede i sit årti ved magten.

Men diskuterer man demokratiets tilstand, er det element – partihopperiet – umuligt at komme udenom. For hvad kan vi borgere og vælgere tro på, hvis ikke politikerne selv tror på den ideologi eller det parti, som de bekender sig til, i så høj grad, at de vælger at repræsentere det? Er det så overhovedet noget at holde fast i, sådan et parti, når ikke engang dem, der lever af og i det, holder fast?

Politisk "samtale" på sociale medier
Men er politik så gået i stykker, som Sofie Carsten Nielsen siger det?

Sigge Winther Nielsen argumenterer i sin bog 'Entreprenørstaten' overbevisende for, at tempoet i politik er så opskruet, at fornuften og holdbarheden i lovgivningsprocessen og reformmaskinen går fløjten.

Herunder at mediepresset bevirker, at aktører – såvel embedsværk som politikere – tænker kortsigtet og jagter umiddelbare sejre uden tanke på, hvad der måtte være nationens bedste på længere sigt.

Samtidig foregår den primære politiske "samtale" på sociale medier, hvor selv ministre synes at have overskud til at levere et voldsomt engagement, selv om de meget ofte har for travlt til at levere friske kommentarer til professionelle medier.

Således kan man ofte især på Twitter være vidne til aftenlange debatter mellem politikere, ministre, særlige rådgivere, partiansatte og journalister, hvor spillet, debatten, provokationerne og forsøgene på at udstille hinanden langt overstiger ønsket om en reel debat.

Politiske ordførere er i daglig, usaglig ildkamp. Politik bedrives i sin mest vansirede form af stærke stemmer på sociale medier – ingen nævnt, ingen glemt. Hvis da ikke politikerne er ude i roseærinder om, hvor helt fantastisk deres formand gør det på talerstolen, i offentligheden eller bare som ledestjerne i al almindelighed.

Medierne dækker det meste. Ikke et eneste mere eller mindre ligegyldigt natligt twitterslagsmål går avisernes morgenbriefings snuder forbi. Har nogen svinet hinanden til, kan man være sikker på, at journalisterne ikke lader væsentlighedskriteriet tynge i redigeringen.

Føler man sig som borger alene som tilskuer til et absurd politisk teater frem for som deltager i demokratiet, tager afmagten form

Troels Mylenberg
Nyhedsvært og forhenværende politisk redaktør, TV 2

Samtidig løber politiske journalister og kommentatorer hurtigt for at afdække sager, inden de er opstået. Mediernes svøbe på den politiske front er velsagtens lige nu, at opbagningen fylder meget mere end selve dækningen af substansen. Fuldstændig som i fodbold, hvor dækningen af en vigtig kamp ofte kulminerer med optakten. 

Bekymringen er velplaceret
Men spørgsmålet er, om mediernes fokus på (endnu) mere substans, altså på tungere konsekvensdækning af politiske forhandlingsforløb og -resultater, i sig selv ville fikse den politik, der er gået i stykker.

Ligesom man kan spørge sig selv, om politikernes selfietrang gør noget godt for andet end antallet af likes og hjerter på instagram. Glad-Pape, Trist-Pape, Rasende-Pape, Stærk-Pape, Hundehvalps-Pape – du kan finde dem alle på instagram, også i Mette, Jakob, Pia og Pernille-udgaverne. For slet ikke at tale om socialminister Astrid Krags faste rubrik på sociale medier, hvor hun roser sin chef.

Direkte kommunikation uden om journalisterne. Så slipper man også for blodrusspørgsmålene fra de politiske journalister, der ikke er ude efter svar, men kun efter at stille seje spørgsmål, som de kan høste likes for.

Det kunne lyde som om, at politik er i stykker, og der er da også ting, der ikke er som i gamle dage. Dengang vi journalister havde lidt mere (klædelig?) ærbødighed til overs for de rutinerede magtfulde politikere – Nyrup, Fogh, Helveg, Aaen, Jelved, Lykketoft, og hvad de ellers hed, de stærke figurer dengang i 1990'erne, hvor jeg blev skiftet ind på journalistholdet på Borgen. 

Politikerne fik mere plads, og vi kendte vores. Men var det hele så bedre? Næppe.

"I mine øjne er mange godt på vej"
Man får lige så lidt tempoet ned på Christiansborg, som man gør det alle andre steder. Det går kun én vej.

Bekymringen for befolkningens tillid til politik og journalistik er velplaceret. Føler man sig som borger alene som tilskuer til et absurd politisk teater frem for som deltager i demokratiet, tager afmagten form.

Demokratiet er faktisk et holdspil

Troels Mylenberg
Nyhedsvært og forhenværende politisk redaktør, TV 2

Det er her, der skal sættes ind. Ved deltagelsen, åbningen af den politiske proces for flere. Journalistik, der inviterer indenfor i politik, frem for at dække politik med mikrofonen som slagvåben.

I mine øjne er mange godt på vej. De fleste partier ved godt, at nøglen er aktivering af foreningskulturen bagved. De fleste medier ved godt, at seerne og læserne ikke kun er til fals for skarpe vinklers forenklede budskaber. Og mon ikke, at man også inden længe finder ud af, at debattørers kvalitet ikke skal måles på, hvor gode de er til at mene, men på, hvor gode de er til at vide.

Måske naivt, men mon ikke, at vi faktisk kunne komme videre, hvis vi rent faktisk også huskede at fokusere på det gode, det bedre. På debatprogrammer, der ikke kun løber efter størst mulig uenighed – de findes. På forhandlingsforløb, hvor partiernes bøjer sig mod hinanden – der findes nærmest ikke andet. På politikere, der forsøger at løfte sig over daglige forudsigelige frontkrige og ser de større perspektiver – det gør de næsten alle sammen i hvert fald en gang imellem. På medier og journalister, der hellere vil høre på og kræve svar end høre sig selv stille spørgsmål – sådan er de fleste. 

Forudsætningen for, at vi kan få den gode entreprenørstat, hvor embedsapparatet ikke benspændes konstant af kortsigtede politiske interesser eller af blodberusede journalister, og hvor forslag kan få plads til at blive diskuteret grundigt og blive til langtidsholdbare reformer, er til stede.

Med fare for en billig øjebliksmetafor kræver det jo blot, at politiksystemet tænker lidt mere som det genfødte Hjulmand-fodboldlandshold. Hér, hvor man er bevidste om, at ingen er verdens bedste til noget, men at vi sammen kan spille hinanden bedre og dermed skabe store resultater.

Demokratiet er faktisk et holdspil.