Handicapråd: Foreninger bør se indad, hvis fællesskabet skal være for alle

For som den gode William Korte fra Suhm fremhævede i netop denne temadebat, så er gevinsten ved diversitet stor:

"Når forskelligartede mennesker med forskellige baggrunde, kroppe, hjerner, køn og så videre deltager aktivt, styrkes social sammenhængskraft, innovation og demokratisk engagement," skrev han i Altinget. 

Det er netop det, vi skal stræbe efter. Men det sker ikke af sig selv. Hvad kræver det? Og hvor starter vi?

Politikere skal investere i foreningslivet 

Et godt sted for foreningerne at starte, hvis de vil gøre det nemmere for personer med handicap at tage del i fællesskaberne, er at tilbyde fleksible rammer som stille timer og online deltagelse, etablere mentorordninger, hvor erfarne støtter nye deltagere, og ved aktivt at invitere personer med handicap.

Personlig opfordring er ofte afgørende for, at flere engagerer sig frivilligt. Men lad os være ærlige: Disse initiativer alene gør det ikke.

Vi står også over for strukturelle barrierer, der kræver politisk handling. 

For at nedbryde de barrierer, der forhindrer, at flere med handicap kan komme med i fritidsfællesskaber, har vi i Det Centrale Handicapråd udarbejdet ti politiske anbefalinger til regeringen og kommunerne.

Der er både brug for eftersyn og ændringer af den eksisterende lovgivning og for helt nye initiativer og målsætninger.

Og ikke mindst er der et presserende behov for, at politiske beslutningstagere på både nationalt og kommunalt niveau prioriterer og investerer i fritids- og foreningslivet.

Et udpluk af anbefalingerne er: 

1. Bevilling af aktivitetshjælpemiddel

Vi mener, at det skal være muligt at få bevilget et aktivitetshjælpemiddel til brug i fritids- og foreningslivet.

Et aktivt fritidsliv er en lige så vigtig del af hverdagen som andre daglige aktiviteter, og det bør også anerkendes lovgivningsmæssigt. 

2. Forsøgspulje til ledsagertimer

Vi ved, at behovet for ledsagelse kan variere fra person til person. Derfor foreslår vi en forsøgspulje med ekstra ledsagertimer til fritidsaktiviteter, så vi kan afdække det reelle behov og sikre, at ingen udelukkes fra deltagelse på grund af manglende støtte. 

3. Fast finansiering

Hvis Folkeoplysningsloven ændres, så kommunerne forpligtes til at afsætte en fast procentdel af deres midler til inklusion af personer med handicap, vil vi sikre en mere systematisk indsats i stedet for enkeltstående projekter, der forsvinder, når finansieringen stopper. 

4. Lokal tilskudsmodel

Vi foreslår, at foreninger, der gør en ekstra indsats for at inkludere personer med handicap, skal modtage forhøjet tilskud.

På den måde skaber vi en incitamentsstruktur, hvor det bliver en naturlig del af fritids- og foreningslivet at sikre tilgængelighed for alle. 

5. Støtte til foreninger

Kommunerne bør tage et større ansvar for at klæde foreningerne på til at modtage og inkludere personer med handicap. Mange foreninger vil gerne. De mangler bare viden og ressourcer. 

Tiden er inde til handling 

Vi ved, at der findes løsninger, der virker. Det har vi i Det Centrale Handicapråd set i vores arbejde med et inspirationskatalog om inkluderende fællesskaber i folkeoplysende foreninger.

Spørgsmålet er: Vil vi tage ansvar?

Det kræver, at regeringen, kommuner og organisationer går sammen om at skabe reel forandring. For mangfoldighed i civilsamfundet kræver mere end gode intentioner. Det kræver konkret handling.