Ledelseseksperter er enige: Bestyrelsen i LMS bør gå af

HOVEDRENGØRING: Bestyrelsen i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade bør stille sit mandat til rådighed, mener fire eksperter i ledelse. To anbefaler også en ekstern undersøgelse. Formand Anne Minor Christensen afviser begge dele.

Bestyrelsen har reageret for sent, og den gør for lidt. Derfor bør den gå af.

Sådan siger flere ledelseseksperter samstemmende efter mandagens krisemøde i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

Det ekstraordinære bestyrelsesmøde resulterede i en handlingsplan, som Altinget beskriver i denne artikel. Men de tiltag, bestyrelsen sætter i værk, er ikke nok til at genoprette tilliden til foreningen og dens bestyrelse, mener Steen Hildebrandt, professor emeritus ved Aarhus Universitet samt adjungeret professor på CBS og Aalborg Universitet.

”Pilen peger på bestyrelsesformanden. Der har været så mange mærkelige bevægelser, at hun af egen drift for længst burde have gjort noget. Det har hun ikke gjort før i allersidste øjeblik,” siger Steen Hildebrandt og konkluderer:

”Derfor mener jeg, at det er hendes og måske andre bestyrelsesmedlemmers tur til at forlade skuden, og så skal bestyrelsen nyetableres.”

39 medarbejdere har i løbet af tre år forladt foreningen. Fredag meddelte LMS, at generalsekretær Steen Andersen har sagt op. Opsigelsen kommer efter en bølge af kritik af hans ledelsesstil.

Klik her for at læse artiklen: Gigantisk medarbejderflugt fra Landsforeningen mod spiseforstyrrelser

Men bestyrelsen burde have grebet ind og fået foreningen på ret kurs for længe siden, mener professor på CBS Flemming Poulfeldt.

”Bestyrelsen må jo sidde med en dårlig smag i munden. De burde jo have reageret langt tidligere. Så spørgsmålet er, om man kan have tillid til deres kompetencer og dømmekraft?” siger han.

Flemming Poulfeldt tilføjer, at bestyrelsen bør stille sit mandat til rådighed.

”Der trænger til ny luft på gangene og nye øjne i såvel daglig ledelse som bestyrelse. Det kalder på en ordentlig gang hovedrengøring i ordets bogstaveligste forstand,” siger han.

Brug for en ekstern undersøgelse
To andre eksperter bakker op om, at det rigtige vil være, hvis bestyrelsen trækker sig. Samtidig bør der iværksættes en ekstern undersøgelse af forholdene i LMS, pointerer Bøje Larsen, adjungeret professor på CBS med speciale i ledelse.

”Mit kendskab til sagen er via Altingets dækning. Men sagens omfang gør, at jeg vil vurdere, at der er brug for en ekstern undersøgelse. Det tyder på, at der er noget, der er gået helt galt i foreningen, og det kan man selvfølgelig ikke undersøge internt,” siger han.

Anders Drejer, professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet, anerkender bestyrelsens mod til at handle i situationen. Alligevel er der brug for en ekstern undersøgelse, mener han.

”Når du har så speget en sag som denne, så er bestyrelsen nødt til at bede nogen udefra om at undersøge organisationen,” siger Anders Drejer.

Han understreger, at en intern undersøgelse af forholdene ikke vil være nok.

”Bestyrelsen er selv åbenlyst part i sagen, og så kan du ikke undersøge dig selv. De skal have afmystificeret alt,” siger han.

Formand afviser at gå af
Bestyrelsesformand i LMS Anne Minor Christensen afviser, at der skulle være grund til, at bestyrelsen går af.

”Det er ikke noget, som bestyrelsen har tænkt sig at gøre lige nu, nej,” siger hun.

Anne Minor Christensen henviser til, at der er en gensidig forståelse mellem bestyrelsen og den nye ledelsesgruppe i LMS om at se fremad.

”Vi havde et meget, meget konstruktivt og fint møde om samarbejdet i bestyrelsen i går (mandag aften, red.). Så lige nu er det vigtigt, at der kommer ro på, og der er en bestyrelse, som vil samarbejde i den forståelse af, at vi også skal hjælpe den nye ledelse,” siger hun.

Heller ikke en ekstern undersøgelse er nødvendig, mener Anne Minor Christensen.

”Vi vil mene, at de tiltag, vi nu er i gang med at implementere i forhold til vores handlingsplan, er et bevis på, at vi tager det her meget alvorligt.”

Hvad er argumentet for ikke at lade jer undersøge?

”Det ser jeg ikke som en nødvendighed. Men vi tilknytter en ekstern virksomhed til at arbejde med trivsel sammen med medarbejdere og ledelse. Første møde er afholdt.”

Er den nuværende bestyrelse den bedste for LMS?

”Det vil jeg sige. Man kan altid blive bedre. Man kan jo altid højne både de forskellige kvalifikationer, man kan tilbyde en bestyrelse. Men de personer, som sidder i bestyrelsen i dag, har allesammen en tilknytning rent fagligt til områderne selvskade og spiseforstyrrelser, som vi er sat i verden for at hjælpe. Og det er deres udgangspunkt for at sidde i bestyrelsen.”

Er du den bedste formand for LMS?

”Der er sikkert en, der vil tackle det her på en helt anden måde. Jeg sidder her også, fordi jeg har et brændende ønske om at gøre en forskel, og jeg sidder her som frivillig.”

,

Forrige artikel LMS vil genoprette sig selv med 13 nye initiativer LMS vil genoprette sig selv med 13 nye initiativer Næste artikel Fra fond til forening: Børnemotion skal i fokus Fra fond til forening: Børnemotion skal i fokus