Enhedslisten: Ens behandling for alle skaber ulighed

Af Marianne Frederik (EL)
Regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden

I Danmark er vi i princippet lige – vi er et af de mest lige samfund i verden.

Vi har lige adgang til uddannelse, og vi kan alle modtage den samme behandling, hvis vi bliver syge.

Alligevel har vi en ulighed i sundhed, der afspejler den ulighed, der er socialt.

Det betyder, at hvis du har kort uddannelse og lav indkomst, vil du sandsynligvis leve i kortere tid og flere år med sygdom.

Desværre ser vi, at den sociale ulighed stiger, og det afspejler, at uligheden i sundhed også stiger.

Uligheden skabes, når vi regner med, at alle kan navigere i systemet, og når mennesker, der har flere diagnoser, skal mange steder hen for at blive behandlet, i stedet for at de kan få ét forløb samme sted.

Marianne Frederik (EL)
Regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden

Antallet af svingdørspatienter skal ned
Når den højreorienterede tænketank Cepos påstår, at uligheden i sundhed falder, er det i direkte modstrid med en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen fra marts i år, hvor de skriver, at ”det går den forkerte vej med sundheden”, og at ”sundhed fortsat er ulige fordelt i Danmark.

Der er på alle områder en stor forskel på sundhedstilstanden blandt personer med en kort uddannelse og personer med en lang uddannelse” (oplysninger fra Den Nationale Sundhedsprofil).

Socialt udsatte mennesker har ikke kun større risiko for at blive syge, uligheden følger med i mødet med sundhedsvæsenet, hvor de kan have svært ved at navigere rundt i systemet, der samtidig har svært ved at tage imod dem.

En anden social ulighed i sundhed oplever vi mellem de mennesker, der er særligt udsatte på grund af misbrug eller er alvorligt psykisk syge, og resten af befolkningen.

Der er brug for flere pladser, så antallet af ”svingdørspatienter” minimeres. Og der er brug for bedre sammenhængende forløb mellem region og kommuner.

Tiltag, som så småt er i gang med udgående teams, huse for psykisk sundhed med videre, men det kræver ekstra ressourcer.

Prioriter forebyggelsen
Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, er heller ikke enig med Cepos i, at uligheden falder.

Han beskriver, at uligheden i sundhed i Danmark er fordoblet på 25 år. Det overrasker ikke i Enhedslisten.

Vi lytter til sygeplejersker, læger og statistikere, der fortæller, at socialt udsatte mennesker ikke kun har større risiko for at blive syge – de har også langt sværere ved at navigere i og få gavn af de sundhedstilbud, der findes.

Det kan vi se i statistikkerne, der viser, at mennesker, der er særligt udsatte på grund af misbrug, eller alvorligt syge mennesker er langt mere syge end andre mennesker og dør langt tidligere end andre.

I Enhedslisten er vi derfor enige med Andreas Rudkjøbing, der skriver, at ”når vi møder dem (socialt udsatte) i sundhedsvæsenet, er det ofte for sent at dæmme op for konsekvenserne af uligheden.” Og at ”Inden for sundhedsområdet er forebyggelse den mest effektive måde, vi kan skabe mere lighed i sundhed på.”

Derfor mener vi, at den forebyggende indsats skal prioriteres langt højere, og at der er brug for, at vi prioriterer, at sundhedsvæsenet bliver bedre til at tage sig af socialt udsatte. Herunder at vi prioriterer de mennesker, der lider af psykiske problemer.

Det har vi i Enhedslisten gjort opmærksom på i lang tid, og det fortsætter vi med at arbejde for og råbe op om.

Forebyggelse er altafgørende
Det lyder på Liselott Blixt (DF) i det indlæg, hun skriver her i Altinget, at DF vil overlade det til folk selv at blive sundere.

Hun mener, at ”det er sundhed at leve et liv fyldt med glæde og psykisk velvære”.

Det er alt andet lettere at leve et liv med glæde og psykisk velvære, hvis man er rask og lever et godt liv. Men vores sundhed hænger i høj grad sammen med de vilkår, vi lever under.

Har man nedslidende arbejde, så bliver man mere syg i muskler og skelet, end hvis man sidder på et kontor.

Mange af dem, der rammes af livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdomme, diabetes 2 og nogle kræftformer, er mennesker, der ikke har en uddannelse og har en lav løn.

Vi skal derfor oplyse, forebygge, investere i og hjælpe mennesker ved at give gode betingelser, så sunde liv bliver muligt.

Ikke mindst indsatser for familierne og børnene skal der satses på, så mønstre, der skaber ulighed i sundhed, kan brydes.

Denne del af sundhedsvæsenet er kraftigt underprioriteret i forhold til resten. Men det er uendeligt vigtigt at satse langt mere på forebyggelse, hvis vi faktisk vil skabe bedre sundhed – både for de socialt udsatte, men også for alle andre.

Økonomi må ikke udelukke
Vi mener, at det er ulighedsskabende, at mange i socialt udsatte grupper ikke har råd til den medicin, deres læge har ordineret.

Derfor arbejder vi for billigere medicin, ligesom vi arbejder for gratis tandpleje til alle. Ingen skal være udelukket fra behandling af økonomiske grunde.

Forebyggelse betaler sig meget bedre end at helbrede problemer, der er vokset store.

Vi har derfor taget initiativ til en forebyggelsesstrategi, som Danske Regioner nu har vedtaget skal implementeres i samarbejde med kommunerne. Vi skal også forebygge på det psykiske område, som eksploderer for tiden.

Der skal satses langt mere på at forske og ændre de forhold, der skaber angst, stress og depression, der plager store dele af befolkningen.

Men der er også brug for bedre sammenhængende forløb mellem region og kommuner, så mennesker, der udskrives fra sygehuse med psykiske problemer, får en ordentlig opfølgning.

Tiltag, som så småt er i gang med udgående teams, huse for psykisk sundhed med videre. Men det kræver ekstra ressourcer, og at området prioriteres langt højere.

Kommunerne skal på banen
Vi skal fokusere mere på at forebygge de sygdomme, der rammer mennesker med en usund levevis socialt skævt.

Vi skal møde de mennesker der, hvor de er, både fysisk og mentalt.

Uligheden skabes, når vi regner med, at alle kan navigere i systemet, og når mennesker, der har flere diagnoser, skal mange steder hen for at blive behandlet, i stedet for at de kan få ét forløb samme sted.

Der skal for eksempel være socialsygeplejersker og socialrådgiver til at hjælpe de patienter, der har brug for det, med at forstå og håndtere behandlingsforløbet og hjælpe med overgangen mellem sygehus, kommune og beskæftigelsessystemet. Ikke på systemets præmisser, men på borgerens.

I Enhedslisten vil vi gerne det nære sundhedsvæsen. Og hvis vi skal arbejde med, hvordan vi mindsker den sociale ulighed i sundhed, skal kommunerne mere på banen og have midler til at løse opgaverne med.

Det er kommunerne, der er tætte på borgerne og kan skabe sammenhængende forløb med fokus på sundhed.

Kommunerne har også mulighed for at inddrage medarbejdere og ikke mindst borgerne selv, når vi skal finde ud af, hvad der virker.

Det er patienten og patientens forløb, der skal være i centrum. Det handler om den enkeltes behov og tryghed.

Sundhedsvæsenet skal være rummeligt
Det har vist sig, at eksempelvis misbrugere og hjemløse har svært ved at indgå i behandlersystemet, ligesom behandlerne har svært ved at tage imod disse borgere med en anden tilgang til livet end de normer, som kendetegner de bedrestillede samfundsgrupper.

Når socialt udsatte møder sundhedsvæsenet, møder de også en hel masse regler i forhold til, hvordan man agerer inden for de satte rammer.

De kender ikke deres rettigheder og de uskrevne regler for, hvordan man sikrer sig den bedste behandling, og de har ikke overskud til at stille krav til behandlingen.

Det resulterer i, at de får en dårligere behandling end dem, der kender reglerne godt.

I Enhedslisten mener vi, at der skal mere fokus på lige adgang for alle. Vi arbejder for et rummeligt sundhedsvæsen, hvor vi tilbyder en indsats tilpasset den enkelte patient.

Så længe vi modtager og behandler alle ens i sundhedsvæsenet, kommer der skævhed, for alle har ikke lige gode betingelser for at håndtere sundhedsvæsenet.

Socialt udsatte bliver oftere indlagt og modtager en behandling, der er dårligere end eksempelvis mennesker med lange uddannelser.

Derfor er det vigtigt, at de ansatte uddannes til at tage bedre imod de ”skæve” patienter og har de faglige kompetencer, som patienter kræver.