Bedre Psykiatri: Kommuner leverer hårrejsende ringe behandling til psykisk syge

Af Thorstein Theilgaard
Generalsekretær  i Bedre Psykiatri

Det er opløftende, at vi her i debatten er så enige om, at der er brug for en ny og mere ambitiøs psykiatriplan – mon ikke det gør indtryk på Christiansborg og omegn? Men midt i forbrødringen står også en stor elefant og forsøger at gemme sig: Kommunerne.

Af den halve million danskere, der lider af en psykisk sygdom, er kun en mindre andel i kontakt med behandlingspsykiatrien og heraf en forsvindende andel indlagt. Det altovervejende flertal bor hjemme – de fleste i almindelig bolig og nogle få på bosted. Selv for dem, der er i ambulant behandling, begrænser kontakten sig til få konsultationer med flere uger eller måneder i mellem. Deres behov for hjælp fra kommunen er til gengæld massivt.

Alvorlige mangler 
Kommunen har ansvar for at opdage, hjælpe, behandle, støtte og rehabilitere – og det gælder lige fra psykisk mistrivsel til alvorlig psykisk sygdom. Men i alle grene af skalaen er der alvorlige mangler. Kun ganske få kommuner har for eksempel let tilgængelige tilbud, der kan være med til at forhindre, at psykisk mistrivsel udvikler sig til alvorlig sygdom. Den slags forebyggende tilbud er ellers standard, når det handler om kost, rygning og motion. Hvorfor den forskel? Og i den helt alvorlige ende af skalaen har de færreste kommuner for eksempel målrettede indsatser, der kan hjælpe psykisk syge med at bevare eller finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Kun halvdelen af alle danskere formår at holde fast i deres arbejde efter udskrivning fra en psykiatrisk afdeling.

Hvis kommunerne levede op til sit ansvar i alle led af psykisk syges forløb, ville væsentlig færre få brug for egentlig psykiatrisk behandling, væsentligt flere ville få det bedre, og væsentlig flere ville kunne kæmpe sig tilbage til et almindeligt liv. Sådan er det desværre ikke. Langt fra. Tallene taler deres tydelige sprog – og der er nok at tage af: Under en tredjedel af danskerne med psykisk sygdom er i arbejde eller under uddannelse. En fjerdedel af alle psykisk syge bliver genindlagt inden for en måned efter udskrivning. Psykisk syge dør 15-20 år tidligere end resten af befolkningen. Og kun 41 procent af danskere med psykisk sygdom har en kompetencegivende uddannelse.

Hårrejsende behandling 
Blandt Bedre Psykiatris 13.000 medlemmer hører vi mange nedslående historier om behandlingspsykiatrien. Men vi hører mindst ligeså mange om hårrejsende ringe behandling i kommunen. Om psykisk syge, der bliver rusket rundt af jobkonsulenter, der ikke kender forskel på ondt i ryggen og personlighedsforstyrrelse. Om forældre, der først bliver taget alvorligt og får hjælp, når de har tilkæmpet sig en diagnose til deres børn. Om patienter og pårørende, der føler sig kastet formålsløst frem og tilbage mellem kommune og region, uden at nogen tager ansvar for at koordinere behandlingen.

Kampen for en ny psykiatriplan og et løft af behandlingspsykiatrien er forgæves, hvis ikke kommunerne smøger ærmerne op og bliver markant bedre til at gøre deres del af arbejdet.

Thorstein Theilgaard
Generalsekretær i Bedre Psykiatri

Kampen for en ny psykiatriplan og et løft af behandlingspsykiatrien er forgæves, hvis ikke kommunerne smøger ærmerne op og bliver markant bedre til at gøre deres del af arbejdet.

Sociale akuttilbud, systematisk efteruddannelse af personale på bosteder og jobcentre, tidligere opsporing og styrket forebyggelse er bare nogle af de tiltag, som ville kunne nedbringe antallet af syge, styrke behandlingen og hjælpe psykisk syge tilbage til hverdagen. Flere kommuner er allerede i gang, men der er alt for langt i mellem de gode initiativer. Det er selvfølgelig kommunerne selv, der kan og bør gå forrest, men ved at give socialpsykiatrien en markant plads i den kommende psykiatriplan kan vi være med til at give udviklingen et tiltrængt skub fremad.

Da man lavede kommunalreformen for 10 år siden, var det kommunerne, der påstod, at de kunne det hele på den halve tid. Ambitioner er altid godt, men resultater er bedre. Kære kommuner, hvornår melder I jer for alvor ind i kampen? I har haft 10 år til at komme i gang – skal vi vente 10 år mere?