Julekalender: Mads Fuglede konkurrerer om det mest overdådige nisselandskab

9. DECEMBER: Man må ikke blive så blind på målet, at man ødelægger alt på sin vej, lyder det fra Venstres nyeste folketingsmedlem, Mads Fuglede, der har overvundet sin konfliktskyhed og er klar til kamp mod uretten.

"Man skal kæmpe imod det, man synes er forkert, og prøve at ændre det,"&nbsp;siger Mads Fuglede (V).<br>
"Man skal kæmpe imod det, man synes er forkert, og prøve at ændre det," siger Mads Fuglede (V).
Foto: Katja Holm/Altinget
Katja Holm

Hvorfor gik du ind i politik?
Fordi jeg har en pligt til at virke for det samfund, jeg holder så meget af. Jeg vil gerne give noget tilbage til mit land. Og hvis ikke jeg kan finde ud af det, så skal jeg ikke være i politik. Hvis jeg ikke føler, at jeg gør en forskel, så holder jeg op igen. Det lover jeg.

Hvilken politiker har været en inspiration for dig?
Det har Bertel Haarder (V). Ham har jeg altid set op til og spejlet mig i. Han er rundet af det samme, som jeg er, nemlig højskolebevægelsen. Bertel har et liberalt livssyn, som jeg altid har fundet inspiration i. Det er godt at have et forbillede på den måde. Så kan jeg spørge mig selv: ”Hvad ville Bertel have gjort?”

Hvilken politiske modstander har du mest respekt for?
Jeg har respekt for mange af mine politiske modstandere. Men et godt eksempel er Morten Bødskov (S). I flere politiske debatter havde han muligheden for at udstille, at der var noget, jeg ikke vidste. Men han er et ordentligt menneske. Derfor har han i stedet for at stikke kniven ind forsøgt at løfte debatten. Det har jeg respekt for.

Er du stadig i politik om fem år?
Det håber jeg. Der er mange ting, jeg gerne vil arbejde for. Hvis jeg er her mindre end fem år, så når jeg ikke alt det, jeg gerne vil. Men det er jo en branche, hvor man bliver målt og vejet. Det er ikke rigtig op til mig selv, om jeg er her om fem år.

Fakta
Mads Fuglede er født d. 23. august 1971 i Nordjylland, men bor nu på Christianshavn med sin kæreste.

Mads har været kandidat for Venstre i Gladsaxekredsen siden 2014. Han har siden 1. oktober i år haft sin daglige gang på Christiansborg som folketingsmedlem for Venstre i Københavns Omegns Storkreds. 

Før Mads blev folketingsmedlem, har han primært beskæftiget sig med amerikansk politik som fast kommentator på TV 2 ved de amerikanske præsidentvalg i 2008 og 2012 og været medvært for præsidentvalget i 2016. Han er også forfatter og foredragsholder. 

Mads Fuglede er uddannet cand.mag. i historie og filosofi fra Aarhus Universitet og har undervist i international politik og USA's historie ved Grundtvig Højskole.

Kilde: Folketinget

Hvad er den bedste politiske aftale, du har været med til at lave?
Jeg har ikke været med til så mange endnu. Lige nu er vi ved at se på kriminalisering af psykisk vold. Jeg ved ikke, om det lander. Men hvis det gør, så vil jeg føle, at jeg er med til at gøre en forskel.

Hvad er din bedste juletradition?
Jeg har en konkurrence med min mor og søster om at lave det mest overdådige nisselandskab i hvert vores hjem. Mit landskab er efterhånden ved at være et par meter langt. Det skifter fra år til år, hvad vi kommer på. Min søster havde for eksempel lavet søer med skøjteløbere på. Det er aldrig til at sige, hvem der fører, men det er helt klart en konkurrence.

Bertel Haarder har et liberalt livssyn, som jeg altid har fundet inspiration i. Det er godt at have et forbillede på den måde. Så kan jeg spørge mig selv: ”Hvad ville Bertel have gjort?”

Mads Fuglede
Medlem af Folketinget (V)

Hvad gør du for at koble af?
Jeg ligger på sofaen og ser fodbold. Jeg har holdt med et engelsk fodboldhold, der hedder Ipswich, siden 1981. Dengang var de noget bedre end i dag, men jeg har ikke svigtet dem. Min kærlighed er den samme. Ellers slapper jeg af med at gå lange ture. Jeg går til alt, så det bliver til cirka 10 kilometer om dagen.

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?
Det er Herman Melvilles bog Moby Dick, som jeg har genlæst. Den handler om en skør kaptajn, som ødelægger alt omkring sig i jagten på en hvid hval, som han ser som en stor trussel. Jeg tænkte, at hvis jeg være politiker, så er det godt med nogle af de moralske temaer fra bogen. At man ikke skal være så blind på målet, at man ødelægger alt på sin vej.

Har du en yndlings tv-serie?
Det er en amerikansk tv-serie, der hedder The Wire. Det er den største tv-serie i mine øjne, intet kommer i nærheden. Den handler om byen Baltimore og de forskellige miljøer i byen. Jeg har meldt mig syg fra mit tidligere arbejde som højskolelærer for at se The Wire. Det er den eneste gang, jeg nogensinde har pjækket. Ellers er jeg meget pligtopfyldende.

Har du et motto?
Gå aldrig på akkord med uretten. Det er Chresten Bergs gamle motto. Det betyder, at når man ser noget forkert, så må man ikke gå på akkord med det. Man skal kæmpe imod det, man synes er forkert, og prøve at ændre det. Jeg har altid syntes, at jeg var konfliktsky. Men så tog jeg fat i det og blev bedre til at sige fra, hvis noget var forkert. Det er også derfor, jeg er i politik.

Hvad er det mærkeligste eller bedste, der er sket for dig i 2017?
Det mærkeligste var at komme ind på Christiansborg. Jeg var jo suppleantens suppleant efter valget. Folketinget føltes langt væk. Men så ringede telefonen, og jeg skulle ind og være politiker. Det var mærkeligt.

Hvad glæder du dig mest til ved jul? 
Det bedste er mine søsters børn og deres oplevelse af julen. Jeg genser min egen barndoms glæde gennem deres øjne. De er et spejl af noget, jeg længes tilbage efter. Begejstringen, jeg har mistet ved noget så simpelt som at blive ældre.

Hvad ser du mest frem til i 2018? 
Jeg har sammen med min søster købt en grund, og jeg skal nu bygge et hus lige ved siden af hendes. Jeg ser frem til at få en hverdag, hvor hendes børn løber ud og ind. Vi kommer til at bo mindre end fem meter fra hinanden. Vi er meget tætte i familien, og jeg glæder mig til at få et familiekollektiv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Fuglede

MF (DD)
cand.mag. i historie og filosofi (Aarhus Uni.)

0:000:00