Julekalender: Peter Skaarups største politiske bedrift er indhyllet i cigartåger

18. DECEMBER: Lige så varmt han taler om nogle sene aftentimer i Integrationsministeriet i 2002, lige så overrasket er han over sit partis nedtur, Boris Johnsons valgsejr, og hvor uforudsigelig politik kan være. Mød Dansk Folkepartis Peter Skaarup bag dagens låge. 

Hvad er dit skøreste juleminde?
Da vi kom hjem fra juleferie på Sjælland i 1975, lød der er stort skrald fra et ovenlysvindue. Dagen efter fandt min far og jeg ingen naturlig forklaring. Af en eller grund endte historien i Århus Stiftstidende, hvor overskriften var, at den afskyelige snemand havde været på besøg i Brabrand.

Hvad gør du for at koble af?
Så ser jeg en god fodboldkamp. Mine favorithold er AGF, Arsenal og landsholdet – og så taler vi som regel om det om mandagen herinde.

Fodbold betyder ret meget herinde. Jeg kommer lige fra Kristian Thulesen Dahls kontor, hvor han snakkede fodbold med en englænder. Han er stor Liverpool-fan. Det er sådan noget, der kører i kanten af møderne, og som kan forene på tværs af partiskel. Jeg har også været med til mange finanslovsforhandlinger, hvor man lige evaluerer weekendens kampe. På den måde er vi jo ikke så anderledes fra andre mennesker.

Hvad er din yndlingsfilm? 
Jeg synes, 'Gladiator' er god. Jeg elsker den scene, hvor Maximus siger til Crowe: "Jeg dør snart, vi skal have en anden, og det skal være dig." Crowe svarer, at det har han ingen ambitioner om. Og så svarer Maximus: "Nej, men netop derfor skal du gøre det." Den scene er interessant, også i politik: Det behøver ikke at være dem, der vil bestemme, der skal gøre det. 

Hvorfor gik du ind i politik? 
Jeg har været vant til at diskutere samfundsforhold hos min mor og far. Siden jeg var helt lille, har jeg haft lyst til at spille på den store bane.   

Vi var et par stykker i gymnasiet på Aarhus Katedralskole, blandt andre vores pressechef Søren Søndergaard fra parallelklassen, der blev enige om, at vi skulle ændre verden – og det skulle ikke være i en venstreorienteret retning. Da der var valg i 1979, bestilte jeg materiale på alle partierne, læste det igennem og landede på Fremskridtspartiet.  

Hvem er dit politiske forbillede? 
Det, Pia Kjærsgaard har givet dansk politik, synes jeg er helt enestående. Hun har givet dem, som synes, indvandringspolitikken også skal diskuteres på Christiansborg, en stemme. Det gør hun, synes jeg, på fremragende vis – og jeg tror, den måde, hun har ageret på, vil gå over i historien. 

Hvilken politiker fra den anden side af spektret har du mest respekt for?  
Jeg kunne godt nævne Mette Frederiksen – og ja, vi er modstandere. Fra sin tiltrædelse som formand til nu har hun på fremragende vis formået at dreje Socialdemokratiet i retning af, at man ønsker en stram udenrigspolitik. Lakmusprøven bliver, om hun kan holde nallerne væk fra at lave en mere liberal og slap udlændingepolitik, fordi Radikale kræver det. Noget tyder på, det ikke sker.

Hvad er din største politiske bedrift? 
I 2002 førte vi forhandlinger med Bertel Haarder med henblik på at lave en strammere udlændingepolitik. Vi murede os inde i mange dage i Integrationsministeriet, der blev smidt med papirer, råbt og skreget, og der var store cigartåger, ikke fra mig, men fra Birthe Rønn Hornbech, Søren Krarup og Jesper Langballe. Det endte med, at vi fik lavet en udlændingelovgivning, der strammede markant op hele vejen rundt. Den drejning synes jeg, jeg selv har haft andel i. 

Hvad har overrasket dig mest i dansk politik i 2019?  
At vi tabte valget, og at vi åbenbart ikke har været gode nok til at forklare vælgerne mange af de indrømmelser og resultater, vi har fået igennem. Havde vi været bedre til det, havde vi også fået et bedre resultat. Sådan en dramatisk udvikling kan ikke undgå at påvirke én personligt. Vi har pludselig fået et nyt job, i hvert fald et andet jobindhold.  

Vi har heller ikke været gode nok til at gøre det klart, at vi aldrig vil pege på en socialdemokratisk regering med Mette Frederiksen i spidsen. Vores samarbejde med Socialdemokratiet blev overgjort, og mange kom i tvivl om, hvorvidt vi ville støtte en borgerlig statsminister. 

Hvad har ellers overrasket dig politisk? 
Jeg synes, det var overraskende, at Radikale lod Mette Frederiksen slippe af sted med at lave sin egen regering, fordi det aftryk, Radikale nu har fået med forståelsespapiret, ikke behøver at vare så længe.  

Det er også vildt overraskende, hvad der er sket i Storbritannien, hvor Boris Johnson på få måneder – ved hjælp af humor og personlighed – har vendt britisk politik helt på hovedet. Det Konservative Parti er gået fra at være i total krise, afmagt og vildrede til nu at stå med en monumental sejr. Det vidner om, hvor meget enkeltpersoner betyder i politik, og hvor uforudselig politik nogle gange kan være. 

Forrige artikel Redaktør: Redaktør: "Ydelseskommissoriet virker designet til Radikale og blå blok" Næste artikel Styr på julegaverne? Her er årets bedste politiske bøger Styr på julegaverne? Her er årets bedste politiske bøger