Professor: Mette Frederiksens kritik af konsulenter rammer ved siden af

DEBAT: Der er god grund til at være kritisk over new public management, men Mette Frederiksens kritik af konsulenter i det offentlige er for unuanceret, da de i høj grad er med til at udvikle og innovere, skriver Jacob Torfing.

Af Jacob Torfing
Professor, Roskilde Universitet

Den gradvise indførelse af den bureaukratiske styringsmodel i den danske offentlige sektor efter Anden Verdenskrig var en kæmpe gevinst.

Adskillelse af politik og administration, ansættelse af veltrænede embedsmænd, regelstyrede afgørelser, klare kommandoveje, arbejdsdeling mellem specialiserede forvaltninger og central koordination og planlægning skabte en effektiv offentlig sektor med retssikkerhed for borgerne og et minimum af korruption.

Slut med tilfældige afgørelser på uklart grundlag og sammenblanding af politiske og administrative vurderinger. Den offentlige styring blev sat i system, og offentlige organisationer begyndte at fungere som velsmurte maskiner.

Grundlaget for udviklingen af verdens bedste offentlige sektor var lagt.

Stor magt til de fagprofessionelle
I Danmark var der et stort ønske om, at den bureaukratiske velfærdsstat skulle levere velfærd af høj kvalitet til borgerne. Der blev derfor indgået en stiltiende aftale med de fagprofessionelle i velfærdsstatens frontlinje.

De fagprofessionelle grupper såsom læger, sygeplejesker og skolelærere fik vidtstrakte beføjelser til at løse deres opgave på egen hånd mod til gengæld at bruge deres fagprofessionelle viden og kompetencer til at sikre et godt resultat.

Den fagprofessionelle autonomi skulle naturligvis udfoldes inden for politisk og administrativt fastlagte rammer.

Balancen mellem central styring og lokal professionel autonomi er dog svært at opretholde, og i 70'erne voksede kritikken af de offentligt ansatte, som mange mente var blevet selvtilstrækkelige og magtfuldkomne 'skrankepaver' og formynderiske og magtfulde fagprofessioner.

New public managements fremkomst
Kritikken af den offentlige sektor og de offentligt ansatte havde rod i en omfattende mistillid til de offentligt ansatte.

Rational choice-teorien hævdede, at de ansatte til enhver tid ville udnytte topledelsens manglende indsigt og viden om deres gøren og laden til at skulke, drive den af og hoppe over, hvor gærdet er lavest.

For at stoppe dette skulkeri, der gjorde offentlig service dyr og dårlig, skulle den offentlige sektor konkurrenceudsættes gennem privatisering og udlicitering, og lederne i den tilbageværende offentlige sektor skulle træde i karakter og bruge pisk, gulerod og prædikener til at motivere de offentligt ansatte.

Nye selvaccelererende kontrol- og dokumentationssystemer skabte fundamentet for den nye form for præstationsledelse.

New public management paradigmet fik både støtte fra nyliberale kræfter og socialdemokrater som Corydon, der mente, at det var midlet til at redde velfærdsstaten.

Moderniseringsstyrelsen satte sig i spidsen for udbredelsen af new public management, som dog aldrig fik samme tag i kommunerne som i staten. Kommunerne strittede i hvert fald i mod, selvom det var svært at værge sig mod det pres for at konkurrenceudsætte og skrue op for dokumentationskravene, der kom ovenfra.

Stigende kritik
New public management har bestemt gjort gode ting for den offentlige sektor: Der er kommet styr på budgetterne, styring sker i dag efter klare mål, ledelse har større betydning og mere kvalitet, fokus på evaluering er styrket, og lydhørheden over for borgerne er vokset.

Ikke desto mindre har kritikken taget til i styrke. I Danmark startede det i 2012 med et opråb fra danske forvaltningsforskere, som hæftede sig ved de utilsigtede negative konsekvenser af new public management.

Kritikken er siden hen blevet fulgt op af studier, der viser gradvist lavere gevinster ved udlicitering, problemer med faldende servicekvalitet på rengøringsområdet og et stigende antal konkurser blandt private serviceudbydere på ældreområdet.

Andre studier har demonstreret resultatmålingens skævvridende effekter, den demotiverende effekt af øget kontrol, samt etablering af en dødspiral, hvorefter måling fører til identifikation af problemer, som løses ved indførelse af bureaukratiske regler.

Sidst men ikke mindst viste et stort anlagt studie af effekten af new public management i foregangslandet Storbritannien, at offentlig service er blevet dyrere og dårligere.

Derfor har flere og flere har spurgt sig selv, om der er et liv efter new public management.

Det nye styringsfiks
Moderniseringsstyrelsen har på det seneste haft travlt med at afsværge sig sin rolle i promoveringen af new public management. Det falder ikke styrelsen svært.

Dels er new public management-tænkningen nu dybt indlejret i den offentlige sektors DNA, og dels er styrelsen allerede i de senere år gået nye veje, der handler om digitalisering og centralisering med henblik på at opnå stordriftsfordele.

Kommunerne synes mere interesseret i at mobilisere lokalsamfundets ressourcer og involvere brugere, borgere, frivillige og lokale organisationer og virksomheder i at skabe nye og bedre løsninger.

Den tendens omtales i forskningen som new public governance.

Mette Frederiksens udmeldinger
Det er populært at deltage i den nye sport: new public management-bashing.

Mette Frederiksen har i valgkampen meldt ud, at der skal spares penge på ledere og konsulenter, som øjensynligt er købt og betalt af new public management.

Pengene fra de kolde hjerner ved skrivebordene skal bruges på varme hænder, som tager borgerne om skulderen.

Her går det efter min mening lidt for hurtigt. Ledere og konsulenter sidder ikke bag skrivebordet og laver new public management, som Mette Frederiksen formulerer det.

Offentlige ledere holder selvfølgelig behørigt øje med resultater og budgetter, men det meste af deres tid går med at rådgive politikere, udvikle og koordinere opgaveløsningen, igangsætte nye initiativer, sparre med medarbejderne, sørge for, at der er trivsel på arbejdspladsen, og orkestrere borgerinddragelse og dialog med private interessenter.

Konsulenter giver udvikling
På samme måde med konsulenterne.

Selvom enkelte konsulenthuse har specialiseret sig i at love store besparelser gennem rationalisering, målstyring og udlicitering, så er det langtfra konsulenternes kerneopgave.

Konsulenter er i høj grad med til at skabe udvikling, fornyelse og innovation i den offentlige sektor, som i sidste ende kommer borgerne og brugerne til gavn.

Den offentlige sektor er begravet i driftsopgaver til op over begge ører og har brug for assistance, når der skal udvikles nye og bedre løsninger.

Faktisk er der en risiko for, at den offentlige sektor på sigt taber penge på at spare på konsulenter. Ikke kun fordi de skaber innovation og fornyelse. De dækker også på fleksibel vis et kompetencebehov, som er meget dyrt at dække gennem fastansatte medarbejdere.

Men alting med måde.

Der er ingen grund til at lade konsulentbudgetterne tage himmelflugt, men omvendt heller ikke entydige gevinster ved besparelser på dette område.

Tema: Konsulenter i staten

Forrige artikel Underviser: Børnene ville stemme for flere søde voksne Underviser: Børnene ville stemme for flere søde voksne Næste artikel Forening: Folketingsvalget har udviklet sig til et angreb på kvinder Forening: Folketingsvalget har udviklet sig til et angreb på kvinder
Ekspert: Statens udbudsregler skaber lønpres og nye konflikter

Ekspert: Statens udbudsregler skaber lønpres og nye konflikter

UDBUD: Det rammer medarbejderne, når et offentligt udbud som dét, Arriva vandt sidste år, presser virksomheder til at underbyde sig selv. Det mener en arbejdsmarkedsforsker, der bliver bakket op af Enhedslisten. Venstre ønsker ikke at blande sig.