Analyse af 
Emma Qvirin Holst

Radikales forsøg på at blive magtfuldt midterparti kan koste vælgere

De radikale vælgere foretrækker de røde partier over de blå, hvis de skal flytte deres kryds. Derfor er det ikke givet, at de alle vil følge med partiet ind på midten, hvis den tur ender med en blå statsminister.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Den nye strategi, hvor Radikale afviser at støtte en ren S-regering og er åben for at stå bag en borgerlig statsminister, giver måske Sofie Carsten Nielsen nye kort på hånden, når de Radikale mandater skal sættes i spil efter et folketingsvalg.

Men det kan ende med at give partiet færre mandater at forhandle med.

Det vil nemlig formentlig ikke være alle de radikale vælgere, som er klar til at give Ellemann eller Pape nøglerne til Statsministeriet.

Sofie Carsten Nielsens interview i Politiken skal lige bundfælde sig blandt vælgerne, før deres reaktion vil kunne spores i meningsmålingerne.  Dog ved vi allerede nu, at de radikale vælgere i højere grad hælder mod de røde partier fremfor de blå. Det er det gentagende mønster i de målinger, som Epinion foretager for Altinget og DR.

Når Radikales vælgere skal tage stilling til, hvilket parti de vil stemme på, hvis krydset ikke skulle sættes ved liste B, er favoritten Socialdemokratiet. Ifølge den nyeste Epinion-måling fra december peger 19,8 procent af Radikales vælgere på Socialdemokratiet som deres andet valg.

Radikales røde vælgere

Den favoritposition er egentlig ikke overraskende, da de to partier tidligere har haft tæt parløb og har delt regeringsmagten, og Socialdemokratiet ligesom Radikale er et af de gamle magtpartier.

Så når en del af de radikale vælgere kan kaldes for røde, handler det faktisk mere om, hvilke to partier, som følger trop efter Socialdemokratiet. Både SF med 12,7 procent og Enhedslisten med 11,6 procent er mere populære end Venstre og Konservative.

Hvis den relative store gruppe af partiets vælgere får valget mellem fire år mere til Mette Frederiksen eller et borgerligt alternativ, vil det første forslag formentlig vække mest genklang.

De to borgerlige partier, som Radikale foreslår at samarbejde med efter et valg, frister blot henholdsvis 8 og 8,5 procent af de radikale vælgere.

Det indikerer, at Radikales vælgere i højere grad ser sig beslægtet med de røde partier, og at den gruppe af vælgere sandsynligvis vægter de politiske prioriteringer, som Radikale deler med partierne til venstre for midten, højere end for eksempel de økonomiske, som Radikale samarbejder med de borgerlige om.

Læs også

Nye vælgere på midten

Men kan Radikale ikke vinde nye vælgere på en mere klar midtersøgende kurs?

Både Lars Løkke Rasmussen og Kristendemokraterne lader til at mene, at der er vælgere at vinde på midten. Det kan sagtens være, at Radikale kan have held med at hapse de frafaldne V-vælgere, som Løkke og Kristendemokraterne gerne vil have fingrene i.

I det samlede mandatregnskab vil det dog blot gøre det blå alternativ, som Sofie Carsten Nielsen truer Mette Frederiksen med, svagere, hvis Radikale samtidig afleverer vælgere til Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00