LMS-general stopper efter massiv kritik

OPSIGELSE: Generalsekretæren for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser (LMS) har fredag sagt sit job op. Meddelelsen om opsigelsen kommer, efter at Altinget har præsenteret generalsekretæren for et manifest, hvor 26 tidligere medarbejdere kritiserer hans ledelsesstil.

Steen Andersen Ledsager har fredag indgivet sin opsigelse til bestyrelsen for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

"Bestyrelsen er indkaldt til et ekstraordinært møde på baggrund af Steen Andersens opsigelse samt en række artikler om arbejdsmiljøet i LMS," skriver LMS i en meddelelse på foreningens hjemmeside.

Kritik fra 26 tidligere ansatte
Altinget har den seneste uge bragt flere kritiske historier om ledelsen og bestyrelsen i LMS. Eksperter i ledelse har kaldt det både "sindssygt" og "alarmerende", at hele 39 medarbejdere i løbet af tre år har forladt LMS, hvis sekretariat har omkring 20 ansatte.

Tidligere fredag sendte Altinget LMS et såkaldt manifest med kritik af foreningen. Dokumentet er udarbejdet og underskrevet af 26 tidligere medarbejdere.

"Vi ønsker, at bevillingsgivere; både ministerier, fonde og samarbejdspartnere, bliver gjort opmærksom på, at medarbejdere bliver nedbrudt og siger op pga. et dårligt psykisk arbejdsmiljø uden at have andet arbejde på hånden," lyder det blandt andet i manifestet.

Bestyrelsen forsøger at gribe ind
Få timer efter offentliggjorde LMS en meddelelse om Steen Andersen Ledsagers opsigelse på foreningens hjemmeside

"Det forventes, at initiativerne i en handlingsplan for et bedre arbejdsmiljø kan iværksættes allerede fra næste uge," skriver LMS i meddelelsen.

Souchef i LMS Sabine Elm Klinker overtager ledelsen i samarbejde med bestyrelsen, indtil der er truffet beslutninger om LMS' fremtidige organisering, oplyser foreningen.

Altinget har gennem flere måneder været i kontakt med mere end 30 tidligere medarbejdere, der alle kritiserer Steen Anders Ledsagers ledelse og bestyrelsens manglende indgriben.

Formand roser generalsekretæren
Bestyrelsesformand i foreningen, Anne Minor Christensen, anerkender Steen Andersen Ledsagers beslutning om at stoppe og roser ham for hans mange resultater.

"Jeg er som formand stolt af de mange resultater, jeg har skabt sammen med Steen. Steen har været den drivende kraft bag LMS, og han har løftet det til imponerende højder," skriver Anne Minor Christensen.

Den snart tidligere generalsekretær oplyser i pressemeddelelsen, at han ønsker, at LMS fortsætter som en forening i vækst.

"Jeg ønsker, at LMS, som jeg har brugt 18 år på at bygge op, skal have de bedste muligheder for at vokse og udvikle sig i den rigtige retning. Det er – og har altid været – sagen, der er det vigtigste for mig. Jeg giver derfor bestyrelsen min opsigelse. Det gør jeg, fordi jeg inderligt ønsker, at LMS skal fortsætte som en forening i vækst, der hver dag gør en forskel for sårbare mennesker. Det kræver, at der nu sker et generationsskifte, hvor nye ledere kan løfte foreningen videre", skriver Steen Andersen Ledsager.

LMS oplyser i en mail til Altinget, at foreningens ledelse og bestyrelse ikke ønsker at kommentere dokumentet med kritikken fra de tidligere ansatte inden for avisens deadline.

Rettelse: Altinget har i en tidligere version af artiklen skrevet, at foreningen ikke ønskede at kommentere dokumentet. Dette er ikke korrekt. Foreningen ønskede ikke at kommentere dokumentet før foreningens ekstraordinære bestyrelsesmøde mandag 7. maj.

Klik her for at læse artiklen: Gigantisk medarbejderflugt fra Landsforeningen mod spiseforstyrrelser

Klik her for at læse artiklen: Målløse ledelseseksperter om medarbejderflugt: Bestyrelsen har snorksovet

Klik her for at læse artiklen: Professor om generalsekretærs tavshed: Han skader sagen

Klik her for at læse artiklen: Formand for LMS: Det er ikke i vores interesse at holde noget skjult

Klik her for at læse artiklen: Generalsekretær: Det er svært at fastholde folk i en ngo

Forrige artikel DGI: Flere unge fra gaden kommer på skolebænken  DGI: Flere unge fra gaden kommer på skolebænken Næste artikel Fra fond til forsker: Bedre trivsel for børn og unge gennem fysisk aktivitet Fra fond til forsker: Bedre trivsel for børn og unge gennem fysisk aktivitet