Sommerferie hjælper sårbare børnefamilier

SOCIALSTAFET: Samvirkende Menighedsplejers projekt Folkekirkens Feriehjælp sender mere end 300 børnefamilier gratis af sted på ferie i sommeren 2013. Og det hjælper, skriver Betina Køster fra Folkekirkens Feriehjælp.
Foto: Colourbox

For det første giver feriehjælpen familierne et afbræk fra en ellers problemfyldt hverdag, ligesom det at have en god ferieoplevelse ofte kan have en normaliserende effekt på de familier, som er af sted.

Betina Køster
Socialrådgiver og leder af Folkekirkens Feriehjælp
Fakta

Altinget | Social har startet en socialstafet med fokus på alle de gode eksempler på socialområdet. Tiltag og projekter, der virker og finder sted i kommuner, stat, frivillige organisationer osv.

Det gode eksempel kan spænde mellem alt fra bedre udnyttelse af plejehjælperes tid til kommuner, som hjælper folk tilbage på arbejdsmarkedet efter svære sociale problemer.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) satte stafetten i gang med et indlæg 16. marts 2012.  

Foreløbige modtagere af stafetten:

Herning Kommune
Faaborg-Midtfyn Kommune
Aarhus Kommune
Københavns Kommune
Familiecentret Spiren
Youth Explore - Et eksperiment
TV-Glad
Udsatsen
Place de Bleu
Kulturgyngen
Daghøjskolen FOKUS
Råd og Dåd
Hertha
Sidegadeprojektet
Områdefornyelse Centrale Vesterbro
Sundhedsplejen Nørrebro
Sundhedsplejen i Furesø
Sundhedsplejen i Sorø
Røde Kors' sundhedsklinik  
Projekt "Far Bag Tremmer"
Exit

Af Betina Køster
Socialrådgiver og leder af Folkekirkens Feriehjælp

Folkekirkens Feriehjælp er udsprunget af den folkekirkelige landsorganisation Samvirkende Menighedsplejer. Her samarbejder vi med forskellige sogne og arbejder blandt andet med netværksindsats for sårbare børnefamilier i form af rådgivning samt økonomisk støtte til mad mv.

Ved flere af disse netværksmøder fandt vi ud af, at der var rigtig mange af familierne, der havde hverken økonomi eller ressourcer til at komme på ferie. Vi besluttede derefter at undersøge mulighederne for ferieafholdelse og ansøgte i 2006 Arbejdsmarkedets Feriefond om finansiering, hvilket lykkedes.

Så projektet startede som et lille pilotprojekt i 2007, hvor der blev sendt 24 børnefamilier på sommerferie. Siden da er projektet vokset og vokset, og i 2012 kom over 300 børnefamilier, fordelt i hele landet, hvoraf 738 af dem var børn og 613 voksne, af sted på sommerferie.

Ferie synliggør udsat position
Særligt ferien er en kritisk periode for nogle af de sårbare børnefamilier, da deres vanskelige økonomiske situation bevirker, at de år efter år må give afkald på ferie udenfor hjemmet.

Samtidig tvinger ferielukninger på skoler, daginstitutioner og fritidsaktiviteter familiernes børn ud af deres vante miljø, hvorfor sommerferien kan opleves som en meget lang periode, hvor børnene mangler alternativer til det, de plejer at lave.

Da familierne ofte kæmper med en række problemer i tillæg til deres vanskelige økonomiske situation, har de sjældent ressourcer til at komme med alternative aktiviteter til børnene.

Ferien bliver derfor en kritisk periode, idet den er med til at tydeliggøre familiernes og særligt børnenes udsatte position. Oveni kommer så, at når børnene starter op i skolen efter sommerferien, har de heller ikke på samme måde noget at fortælle om til deres jævnaldrende.

Arbejdsmarkedets Feriefond finansierer
Folkekirkens Feriehjælps formål er at skabe gode rammer og betingelser for, at de sogne, der er tilknyttet Samvirkende Menighedsplejer, kan sende vanskeligt stillede børnefamilier – uanset etnisk og religiøst tilhørsforhold – på sommerhusferie i Danmark sammen med sognenes egne frivillige rejseledere. Ferieopholdet afholdes altid de to første uger i skolernes sommerferie.

Folkekirkens Feriehjælp er organiseret således, at det primært er Arbejdsmarkedets Feriefond, der finansierer ferieafholdelsen. Forskellige feriecentre leverer så de fornødne sommerhuse rundtomkring i Danmark - mod betaling.

De deltagende lokalt ansvarlige, der primært er sogne, finder feriefamilierne samt de frivillige rejseledere, og hele projektet organiseres og koordineres af Samvirkende Menighedsplejer.  

En sognekvote består af fire sommerhuse, tre til børnefamilierne og et sommerhus til de to frivillige. Udover de fire sommerhuse bevilges der også et beløb til afholdelse af udgifterne vedrørende ferieafholdelsen, herunder transport, mad, udflugter mv.

Forud for ferieafholdelsen bliver der afholdt forberedelsesmøder for sognenes kontaktpersoner og/eller rejselederne. Ledelsen står for disse møder og indkalder sognene i god tid forud for ferieafholdelsen.

De frivillige rejseledere afholder også formøder med familierne, og flere steder inviterer man på middag og får talt om de praktiske ting, såsom hvor går ferien hen, hvad er der i sommerhuset, hvad skal vi ellers medbringe, økonomi samt transport mv.

Oftest enlige forsørgere deltage
Der er klart, at når der sendes 300 meget forskellige familier på ferie, er det svært at sige noget entydigt om dem. Men flertallet af familierne er enlige forsørgere med børn, og en del af familierne er også kendetegnet ved fysiske eller psykiske lidelser. Ca. en fjerdedel af de deltagende familier har anden etnisk baggrund end dansk.

Familierne er endvidere udvalgt efter kontanthjælpsniveauet og gennemgår en godkendelsesprocedure, hvor de afleverer årsopgørelser fra året forinden.

Der deltager ikke børnefamilier med massive misbrugsproblemer eller tunge psykiatriske diagnoser, da Folkekirkens Feriehjælp ikke er et socialpædagogisk projekt.

En normaliserende effekt
Feriehjælpen har flere vigtige funktioner, så projektet handler om mere end bare ferie. For det første giver feriehjælpen familierne et afbræk fra en ellers problemfyldt hverdag, ligesom det at have en god ferieoplevelse ofte kan have en normaliserende effekt på de familier, som er af sted. Forældrene får mulighed for at give deres børn en særlig oplevelse at tænke tilbage på, og børnene kan møde op i skolen efter ferien og fortælle om deres ferieoplevelser ligesom deres kammerater.

Projektet kører videre i sommeren 2013 og lige nu er vi i fuld gang med planlægningen omkring det at få sendt omkring 300 børnefamilier af sted på ferie. Inden jul fik vi nemlig den glædelige nyhed fra Arbejdsmarkedets Feriefond, at de atter har bevilget os midler til projektet.

Og stafetten sendes videre til …

Vi giver stafetten videre til Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense, som arbejder for dialog og kontakt i samspil mellem indvandrere/flygtninge og ''gammel''-danskere, som en vej til forståelse mellem religioner og integration.
De laver et meget stort arbejde med flygtninge og indvandrere for at medvirke til integration på tværs af religiøse og etniske forskelle, blandt andet i form af sprogcafé, temadage, kvindegruppe, sundhedsklub samt internationale gudstjenester. 

0:000:00